Lav dit eget kursus – du kan tjene godt på det

Du kan tjene op mod 10.000 kroner om dagen ved at lave efteruddannelseskurser. ”Der er ikke langt fra idé til virkelighed, hvis man gerne vil have et kursus i luften,” lyder det fra leder af Mediernes Efteruddannelse

Hvert år deltager flere tusinde mediefolk – journalister, redaktører, fotografer, kommunikatører og andre interesserede – i efteruddannelseskurser hos en af landets mange udbydere.

Kom i gang med kurser

Journalisten sætter fokus på, hvordan markedet for kurser har udviklet sig – og hvordan du kan komme i gang med at arbejde med kurser. Dette er første artikel i serien.

Kurset kan være en lærerig udlandsrejse til fjerne egne. En teknisk workshop, hvor man får styr på video til mobil. Eller en inspirerende eftermiddag i selskab med de dygtigste på et bestemt fagområde.

Frem til 2015 havde Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) de facto monopol på at udbyde efteruddannelse til mediebranchen, men siden da er adskillige store og små kursusarrangører kommet til.

Og det har åbnet op for nye indtægtskilder til både freelancere og fastansatte.

”Fælles for alle efteruddannelseskurserne er, at der står dygtige folk i spidsen for dem. Folk, som ønsker at formidle en viden, de har, til andre i branchen. Mange af dem er freelancere eller selvstændige, men i princippet kan alle blive kursusudbydere,” fortæller Michael Aage Jensen, daglig leder af Mediernes Efteruddannelse.

Over 1.500 kursister

Mediernes Efteruddannelse blev lanceret i 2014 som en del af Pressens Uddannelsesfond. Portalen samler og præsenterer alle de kurser, man kan få PU-støtte til.

To gange om året laver Mediernes Efteruddannelse et katalog med cirka 150 kurser. Ikke alle kurserne bliver til noget – det afhænger i sidste ende af tilmeldingerne – men trods en svær start ligger antallet af kursister i dag stabilt på 1.500-1.600 om året. Og andelen af aflysninger er faldet.

Stabiliteten har gjort det mere attraktivt for journalister at blive kursusudbydere.

”Lige nu er vi oppe på cirka 40 forskellige kursusudbydere, som udbyder kurser en gang i mellem,” siger Michael Aage Jensen.

Man er ikke garanteret at være med hver gang, for det er op til et udvalg i Mediernes Efteruddannelse at udvælge og godkende blandt de cirka 250 forslag.

”De fleste af udbyderne får kurser med i det halvårlige katalog. Nogle har flere, andre kun ét,” forklarer Michael Aage Jensen.

Meget forberedelse

Mediernes Efteruddannelse har ikke noget at gøre med selve afregningen. Derfor er det svært for ham at gennemskue, hvor meget udbyderne tjener.

”Indtil deltagerne dukker op og betaler, ligger der jo stor forberedelse i det. Med udlandsrejser løber man en risiko, fordi der skal bookes rejser og hotel på forhånd. Med hjemlige kurser har man typisk ikke så mange penge ude at svømme. De færreste lever af kun at lave kurser, men der kan være mange sidegevinster ved det,” siger Michael Aage Jensen. og nævner bl.a. kildepleje, udvidelse af netværk og inspiration til nye projekter.

10.000 kr. om dagen

Hvis man vil lave et kursus til Mediernes Efteruddannelse, kan man enten selv tage direkte kontakt til Michael Aage Jensens kontor – eller man kan få hjælp andetsteds.

Det sidste har kursusvirksomheden Kaas & Mulvad specialiseret sig i.

Allerede et årti før, at efteruddannelsessystemet blev liberaliseret i 2015, gik journalisterne Tommy Kaas og Nils Mulvad i gang med at lave kurser ude på de journalistiske arbejdspladser. Og siden har de dygtiggjort sig i også at hive andre journalister ind som kursusledere.

”Det er ikke en lukket fest. De fleste er selvstændige eller freelancere, som har en niche, de gerne vil dyrke. Vi giver gode råd og står for alt det organisatoriske,” siger Tommy Kaas.

Kaas & Mulvad laver en kontrakt med kursuslederen, hvor udgangspunktet er minimum 10 deltagere på kurset. Derudover kan der for eksempel gives en økonomisk bonus, hvis kurset bliver fyldt op.

Aflyste kurser

Ifølge Tommy Kaas får man som kursusleder et grundhonorar på 10.000 kroner om dagen, hvis man er eneunderviser, eller 8.000 kroner om dagen, hvis underviser samtidig. Ved udlandskurser får man som regel 6.000 kroner per dag. Der kan også være et tillæg, hvis kurset skal laves helt fra bunden.

”Hvis et kursus er fyldt, kan man tjene godt på det. Vi er selvfølgelig gladest, når et kursus løber rundt, for så tjener alle penge. På de kurser, vi må aflyse, taber vi som minimum den tid, vi har brugt på at forberede og markedsføre kurset. Det er som gyngerne og karrusellerne,” siger han.

Flere diplomer og interne kurser

Michael Aage Jensen håber, at flere vil springe ud som kursusarrangører – hvis de vel at mærke ligger inde med en viden, de kan give videre til andre i branchen.

”Der er ikke langt fra idé til virkelighed, hvis man gerne vil have et kursus i luften. Det er en mulighed for at rykke relativt hurtigt, efter at behovet for viden om et bestemt emne opstår,” siger Michael Aage Jensen.

Han ser udviklingen gå i retning af mere diplombaserede kurser.

”Jeg kunne godt forestille mig, at vi fremover vil se flere kurser i for eksempel certificeret projektledelse, hvor man får nogle ECTS-point eller et eksamensbevis efterfølgende. Man kan jo efterhånden google sig til meget, så jeg tror, deltagerne og arbejdsgiverne vil kræve mere konkrete, diplombaserede kurser i fremtiden,” vurderer Michael Aage Jensen.

0 Kommentarer