10 danske journalister får nu atter mulighed for at komme gratis på reportagetur til Afrika i to uger. Journalistforbundet stiller tilmed meget få krav til ansøgerne.
Få dig en afrikansk journalistmakker, overtag et komplet kildenet, og oplev tilmed et af verdens fattigste lande ganske gratis.
Sådan lyder tilbuddet til alle medlemmer af Dansk Journalistforbund, som frem til den 24. september tager imod ansøgninger fra alle, der kunne tænke sig at arbejde to uger sammen med en afrikansk journalist.
»Vi håber, at vores medlemmer bliver både dygtigere og får en fantastisk oplevelse,« siger Esben Ørberg, kommunikationschef i Dansk Journalistforbund.
Betingelserne for at komme i betragtning er i øvrigt ganske få. Det er for eksempel ingen forudsætning, at man er rejsevant eller har erfaring med journalistik i udviklingslande. Ej heller behøver man at være et sproggeni. Taler man blot et 'nogenlunde engelsk' – eller fransk, hvis man skal til Benin eller Senegal – så er det også okay.
Årsagen er, at Journalistforbundet gerne vil have ansøgere fra mindre blade, provinsen og ikke mindst journalister, der ikke er 'professionelle' reportere i udviklingslande.
»Vi vil gerne have, at det er nogen uden erfaring i udviklingsjournalistik og uden stor international rejseerfaring, som får chancen den her gang,« siger Esben Ørberg.
Mens der altså ikke er de høje krav til ekspertviden om afrikanske forhold, er det til gengæld et krav, at man på forhånd kan sandsynliggøre, at man kan få afsat sine historier efterfølgende i danske medier.
Projektet går i øvrigt ud på, at man kommer til at arbejde tæt sammen med en afrikansk journalistkollega. Man får altså en makker, der kan hjælpe en med alt fra ideudvikling og research til produktion af artikler eller indslag.
»Det vigtigste er, at det er folk, som virkelig er dedikerede,« siger Esben Ørberg og tilføjer, at hele kernen i projektet er 'twinning-tanken'.
»Altså det, at vi skaber en tvillingkontakt med en journalistkollega i et af de syv afrikanske lande, som indgår i projektet. Det er også det, der har gjort, at Udenrigsministeriet har bevilget penge,« siger han.
De forholdsvis få betingelser betyder i øvrigt, at mere uerfarne journalister får en chance for at blive valgt ud.
Fra Dansk Journalistforbunds side tilbyder man maksimalt 27.000 kr. til at dække alle udgifter – fra fly og forsikring til vaccination og visum. Men fra tidligere har det vist sig, at temmelig mange bruger langt færre penge.
Selv skal man sørge for at få en aftale med sin arbejdsplads, såfremt man har fast job, og så skal rejsen gennemføres inden 1. maj 2009.
Det er anden gang, at projektet gennemføres. Sidste gang søgte 98 journalister om at komme i betragtning til de i alt 10 pladser, som fordeler sig på følgende lande: Benin, Gambia, Ghana, Kenya, Senegal, Uganda og Zambia.
»Vi har ikke udpeget de afrikanske tvilling-journalister på forhånd. Det afhænger af, hvilket stofområde man ønsker at arbejde inden for,« siger Esben Ørberg til Journalisten.dk.
Ansøgningsfrist er som sagt den 24. september. Flere oplysninger på forbundets hjemmeside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.