Metro etablerer globalt artikelbureau

Gratisaviser som danske Urban og 24timer får nu global konkurrence fra Metro International. Avisen etablerer et verdensomspændende indholdsbureau, som på tværs af landegrænser skal skrive om alt fra mode, rejsestof, miljø og OL.

Gratisaviser som danske Urban og 24timer får nu global konkurrence fra Metro International. Avisen etablerer et verdensomspændende indholdsbureau, som på tværs af landegrænser skal skrive om alt fra mode, rejsestof, miljø og OL.

Metro International går nu helt nye veje for at generobre den hidtidige position som førende gratisavis. I et forsøg på at distancere sig fra nationale gratisaviser verden over opretter Metro-koncernen derfor et nyt centralt artikelbureau – eller 'content agency'  – som skal levere indhold til samtlige Metro-aviser i verden.

»Tanken er, at vi indholdsmæssigt skal være bedre til at adskille os fra de andre gratisaviser. Derfor skal vi lave noget internationalt af langt højere kvalitet,« fortæller Executive Vice President i Metro International, Anders Kronborg, til Journalisten.dk.

Det nye indholdsbureau skal ikke levere til aviser eller medier uden for koncernen, men alene til Metros egne godt 100 forskellige udgaver af gratisavisen i 21 lande. Foreløbig er planen at ansætte 12 journalister til bureauet, som alle skal fokusere på indhold med en global appel.

»Der er allerede startet en moderedaktør fra New York, som har vundet en række priser for sin dækning af mode. Derudover er en rejseredaktør på vej. Og de øvrige journalister, vi ansætter, vil alle sammen få til opgave at dække områder, som har interesse internationalt. Det kan være miljø, OL, det amerikanske valg og alt, der er begivenhedsorienteret,« siger Anders Kronborg.

Satsningen fra Metro International kommer samtidig med, at mediehuset for nylig afleverede et skuffende kvartalsregnskab med et fald i driftsindtjeningen på 83 pct. i forhold til samme periode sidste år. Dengang var indtjeningen knap 27 mio. kr., mens den i andet kvartal 2008 kun nåede op på 4,5 mio. kr. 

Det nye globale indholdsbureau er dog ikke et forsøg på at reducere omkostningerne lokalt.

»Det er en investering i fremtiden,« understreger Anders Kronborg.

Lidt drilsk, så kunne det jo ligne en 'ny Per Mikael'  – altså endnu en ny satsning som i tiden på TV 2? 

»Nu vil jeg sige, at de her TV 2-udvidelser, der blev lavet, har været så gode, at man ikke har villet sælge dem … Well, spøg til side. Faktum er, at vi er nødt til at investere i produktet på længere sigt. Et af vores problemer i de fleste lande er, at vores produkter ligner de lokale gratisaviser for meget. Med det her skulle vi gerne blive langt bedre end de andre indholdsmæssigt. Og vi kan ikke spare os til et overskud på lang sigt.«

Anders Kronborg forventer, at staben af globale indholdsleverandører kommer til at koste 6-7 mio. kr. i årlige udgifter. Der bliver i enkelte tilfælde tale om dyre ansættelser, fordi man ønsker højt profilerede medarbejdere, men ved at bruge stoffet i alle godt 100 udgaver af Metro-avisen, så bliver udgiften for den enkelte avis minimal.

»På den måde er det billigt. Og ideen er også, at journalisterne, der leverer internationalt, gerne skulle blive kendte navne eller eksperter, som man citerer rundt i verden,« siger han.

I spidsen for den nye globale afdeling står Metro Internationals global editor-in-chief, Sakari Pitkänen.

 

0 Kommentarer