JP/Politiken trækker fusion med Børsen tilbage

JP/Politikens Hus A/S har opgivet at købe Dagbladet Børsen, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen. Stig Ørskov kalder det "stærkt bekymrende", at danske medievirksomheder forhindres i at modgå konkurrence fra fx Google. JP/Politikens Hus må nøjes med at købe 49,9 pct. af aktierne i Børsen af Bonnier (Opdateret 13.51) (rettet 13.31)

JP/Politikens Hus trækker mediehusets fusion med Dagbladet Børsen tilbage. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse

Det sker, efter at styrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen mellem JP/Politikens Hus og Dagbladet Børsen.

Konkurrencerådets analyser har vist, at en fusion med Dagbladet Børsen ville have styrket JP/Politikens position på markederne, og at denne position potentielt ville kunne anvendes til at hæve priserne eller reducere udbuddet til skade for abonnenter og annoncører. 

”Som det så ud, kunne fusionen have hæmmet konkurrencen betydeligt på otte markeder, heriblandt markedet for dansksprogede, landsdækkende, betalte, daglige nyheder på print og markedet for annoncering på print,” siger formand for Konkurrencerådet Christian Schult. 

I stedet køber JP/Politikens Hus 49,9 pct. af aktierne i Børsen af Bonnier. Den svenske mediekoncern fortsætter som hovedaktionær med 50,1 pct. af aktierne.

Stig Kirk Ørskov kalder det ubegribeligt

Adm. direktør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov glæder sig over, at koncernen nu – trods alt – bliver medejer af Dagbladet Børsen. 

”Vi havde gerne overtaget Børsen fuldt ud, men glæder os over, at vi nu bliver medejer sammen med Bonnier,” siger han i en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus.

Han betegner det som ubegribeligt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke anser Google og Facebook for at være konkurrenter til danske dagblade.

”Google og Facebook har på et årti erobret en tredjedel af det danske annoncemarked. De to virksomheder står i dag for en meget stor – og voksende – del af det danske medieforbrug. Til sammenligning ville markedsandelen for JP/Politikens Hus være gået fra 5 til 6 procent med en overtagelse af Børsen. Det er stærkt bekymrende, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forhindrer danske medievirksomheder i at modgå den hårde udenlandske konkurrence. Og det på trods af, at de danske mediebureauer – dem, der hver dag er i markedet for at købe annoncer for deres kunder – samstemmende har vurderet, at en fusion mellem JP/Politikens Hus og Børsen ikke vil påvirke konkurrencen på det danske annoncemarked negativt,” siger han. 

Krab fortsætter som chefredaktør på Børsen 

Nyheden om, at JP/Politikens Hus ville købe Børsen fra Bonnier for 800 mio. kr., kom frem i januar sidste år.

Siden har Konkurrencemyndighederne behandlet sagen og er altså nu nået frem til den vurdering, at virksomheden ville blive så stor, at den kunne skade konkurrencen. 

JP/Politikens Hus oplyser, at den nye aftale ikke får indflydelse på Børsens drift eller organisation, og at Anders Krab-Johansen fortsætter som avisens adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør for Børsen.

Opdateret klokken 13.51. 

Rettet klokken 13.31: Ved en fejl havde vi skrevet, at Bonnier forsætter som hovedaktionær med 51,1 % af aktierne. Der skulle stå 50,1 %.  

0 Kommentarer