Den næste modtager af SDU's fellowship bliver Journalistens digitale redaktør, Andreas Marckmann Andreassen.
Han skal fra august og et halvt år frem undersøge, hvad robotjournalistik kan betyde for journalistikken og mediebranchen. Som journalistisk fellow på SDU modtager Andreas Marckmann Andreassen 500.000 kroner til sit projekt. I perioden får han ulønnet orlov fra Journalisten.
“Jeg er personligt overbevist om, at automatisering, machine learning, kunstig intelligens og robotjournalistik er den måske vigtigste tendens for mediebranchen overhovedet de næste fem år,“ siger Andreas Marckmann Andreassen.
Han mener, det er et væsentligt emne at afdække på flere punkter.
“Jeg oplever blandt kolleger, at der er en bekymring for den digitale udvikling, og hvad den kommer til at betyde for kvalitet, etik og arbejdsvilkår i vores fag,“ siger han.
“Det er en fascinerende udvikling, og det går mega stærkt. Jeg er enormt glad for at få tid til at undersøge det nærmere, fordi det for mig at se både rummer enorme muligheder for journalistikken og mediebranchen, men også fordi der er faldgruber og udfordringer, vi skal tage alvorligt,“ siger Andreas Marckmann Andreassen.
Robotterne kan overtage de fesne opgaver
I sit projekt skal han indsamle erfaringer fra danske og internationale medier. Han vil også indsamle erfaringer fra andre brancher, hvor der bliver arbejdet med automatisering. Projektet skal ende med en bog, der samler viden om robotjournalistik og automatisering og giver inspiration til den danske mediebranche. Ligeledes skal der ved projektets afslutning afholdes en konference om emnet.
“Jeg vil gerne kunne give sparring til medier, der overvejer at kaste sig ud i robotjournalistik eller har svært ved at overskue, hvad det kan betyde for dem,“ siger han.
Personligt tror han, at robotjournalistik rummer positive muligheder for branchen.
“For mig at se kan robotjournalistik, hvis det bruges rigtigt, være en gylden mulighed for at løse mange af de mere fesne opgaver, så vi journalister kan fokusere på det, vi er gode til og helst vil lave, nemlig den svære journalistik,“ siger han.
Hvilke fesne opgaver er det?
“Det kan være at indsamle og organisere oplysninger. At crawle store datamængder. De fleste journalister kender følelsen af at skulle overskue et gigantisk datamateriale som et årsregnskab. Der kan robotterne hjælpe. Og jeg tror ikke, vi har set det fulde potentiale endnu,“ siger han.
Han understreger dog, at det er vigtigt at undersøge emnet grundigt, så robotjournalistikken ikke får negative konsekvenser.
“Der er nogen, som tænker, 'tager robotterne mit arbejde?'. Eller måske tænker de, at automatiseringen betyder, at produktet bliver dårligere, etikken udfordret og arbejdsvilkårene ringere: Skal vi løbe hurtigere, hvis vi skal til at konkurrere imod en robot? Og er robotter bare en undskyldning for at fyre folk? De bekymringer vil jeg tage alvorligt.“
Tror ikke, emnet er hypet for meget
Tror du ikke, at nogen vil tænke, at robotjournalistik ikke kommer til at betyde noget?
“Det er vigtigt, at vi har den skepsis med hele vejen. Debatten om robotjournalistik har, hvis man skal være lidt grov, været præget for meget af dystoperne og fantasterne,“ siger han.
“Enten er der dem, der siger, at alt er godt, og kunstig intelligens vil revolutionere vores samfund på en måde, hvor alt bliver fedt. Omvendt har vi dystoperne, som mener, at alt, hvor man eksperimenterer med automatisering, vil have katastrofale konsekvenser.“
Journalisten skal finde erstatning i mellemtiden
SDU's nye Fellow har været digital redaktør på Journalisten siden 2013. Han har også været praktikant på Journalisten i 2008 og er forfatter til to bøger, 'Håndbog i EU for journalister' og 'Etik for journalister på nettet'. Den sidste er skrevet sammen med Journalistens seniorreporter, Jakob Albrecht.
I perioden, hvor Andreas Marckmann Andreassen er på SDU, bliver det også en udfordring for Journalisten at dække af for ham på redaktionen, mener chefredaktør på Journalisten, Øjvind Hesselager.
“Ud over at jeg er pavestolt, så er det klart, at det betyder, vi skal omstrukturere os. Det har vi prøvet før, da den digitale redaktør var på barseslorlov. Der har vi lært, at det gør man ikke bare lige. Det er en hård tjans at overtage,“ siger chefredaktøren.
“Jeg tror, vi skal kigge indad og selv dække pladsen af og ansætte flere journalistiske kræfter. Det er selvfølgelig en udfordring, fordi DJ har et ansættelsesstop.”
Tror du, det her kan have betydning for fagbladets journalistik?
“Det har altid betydning, hvilke medarbejdere vi har. Det siger sig selv, når Andreas får den plads, at han er skarp. Hvis ledelsen er enig, må vi bruge Andreas løn til at ansætte en medarbejder, der er er god til at tænke i nyheder,“ siger Øjvind Hesselager.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fedt. Stort tillykke!