Jens Grund: »Det unikke indhold kommer i BT – ellers vil folk ikke betale«

Den nye fælles BTMX-redaktion bliver én kultur, der skal lave to vidt forskellige produkter, fortæller konstitueret chefredaktør Jens Grund. Han kan ikke sige, hvor mange der skal fyres. »Vi skal til at bygge en rumraket. Først når vi har bygget den, kan vi se, hvor mange vi skal være i den«

I dag kom det frem, at BT og Metroxpress går sammen og danner en fælles redaktion under navnet BTMX.

De to nuværende redaktioner flytter allerede i december sammen i BT’s lokaler i Pilestræde i København, men begge medier vil i første omgang fortsætte med at udkomme. Det fortæller Jens Grund, chefredaktør på Berlingske, der nu er konstitueret som ansv. chefredaktør på BTMX.

»Det bliver én redaktion og én kultur, vi kommer til at skabe. Men det bliver to vidt forskellige produkter,« siger han til Journalisten.

Han fortæller, at det nye selskab kommer til at kunne nå to stærke målgrupper: De klassiske papiravislæsere fra BT og de unge læsere fra MX.

»BT har et rigtig stærkt betalingsunivers på print og en enorm reach digitalt. Den kæmpestore gevinst ved at slå BT og Metroxpress sammen i ét selskab er, at MX’s målgruppe ligger fra 15-39 år. Dvs. at man har nogle helt andre læsere, som det ikke er lykkedes os traditionelle aviser at få fat på.«

Ingen har definerede roller på forhånd

Jens Grund fortæller, at det er for tidligt at sige noget om, hvordan arbejdet i den nye fælles redaktion skal organiseres.

»Jeg bliver nødt til at gå ind og kigge på, hvordan BT’s organisation arbejder i dag, og hvordan MX’s organisation arbejder i dag, og ud fra det – og sammen med dem, der arbejder der – skal vi skabe en ny organisation,« siger han.

Kommer I eksempelvis til at få en fælles graverredaktion?

»Der er ingen tvivl om, at det nye selskab skal lave kritisk journalistik. Det er en del af BT’s dna, og det skal det også være fremover. Hvis der bliver lavet graverjournalistik, bliver det formentlig også BT, det kommer i. Alt det unikke indhold kommer i BT – ellers vil folk ikke betale for BT. Det mere generiske indhold kommer i gratisavisen Metroxpress,« siger Jens Grund.

Skal de, der arbejder på MX i dag, være bekymrede for, om de i højere grad fremover kommer til at skulle sprøjte nyhedstelegrammer ud?

»Jeg kommer til at se på alle medarbejderne. Se på, hvad det er, de er stærke i, og hvad de er mindre stærke i. Ingen har definerede roller på forhånd. Det kan godt være, at der sidder nogle MX-journalister, som er fantastiske gravere. Så gælder det om at finde de kompetencer og bruge dem de rigtige steder. Omvendt kan der være BT-medarbejdere, som skal lave noget andet, end de laver i dag.«

»Det er ærlig ledelse«

Som det også er blevet meldt ud over for medarbejderne, lægger Jens Grund ikke skjul på, at sammenlægningen af de to redaktioner kommer til at betyde afskedigelser. Men han kan ikke sætte tal på.

»Vi skal til at bygge en rumraket. Først når vi har bygget den, kan vi se, hvor mange vi skal være i den,« siger han.

Meldingen om et endnu ukendt antal afskedigelser har skabt utryghed blandt medarbejderne, sagde BT’s tillidsmand Jesper Vestergaard Larsen tidligere i dag til Journalisten.

»Det skaber en enorm usikkerhed og utryghed. Så vi håber, at vi snarest muligt kan få en afklaring,« siger han.

Jens Grund, er det god ledelse at melde ud, at der kommer til at ske fyringer, uden at kunne sige noget om størrelsesorden eller tidshorisont?

»Jeg vil lade andre vurdere, om det er god ledelse. Men det er ærlig ledelse. Det er at sige ærligt fra begyndelsen, at det her også indebærer, at nogen skal forlade selskabet. Hvor mange det bliver, det ved vi ikke endnu,« siger Jens Grund.

Han understreger, at ledelsen vil få bemandingssituationen afklaret så hurtigt som muligt.

 

2 Kommentarer

Jesper Bjørk
13. NOVEMBER 2016
Hvad bliver det næste step -
Hvad bliver det næste step - ØLSEMAGLE KIRKEBLAD?
Morten Holgersen
12. NOVEMBER 2016
Som før skrevet:

Som før skrevet:
Mindre og mindre penge til varmluftblæsere og facebookafskrivere-
mindre penge til Ritzau og Reuterspropaganda-
Jens Grund har fuldstændigt ret: gå ud i verdenen og find selv nyhederne- ellers vil folk ikke betale.