»Jeg skal være mindst lige så meget socialdemokrat som Nick«

'Spindoktor' er et møgord, siger forsvarsministerens særlige rådgiver Søren Lippert. Han er skarpt imod 'svingdøren'. »Det er afgørende, at man ikke den ene dag kan være kritisk journalist og den anden dag spindoktor.«

'Spindoktor' er et møgord, siger forsvarsministerens særlige rådgiver Søren Lippert. Han er skarpt imod 'svingdøren'. »Det er afgørende, at man ikke den ene dag kan være kritisk journalist og den anden dag spindoktor.«
Dagen i dag startede tidligt med, at Søren ringede til Nick. Søren Lippert er særlig rådgiver – også kaldet spindoktor – og Nick Hækkerup er socialdemokratisk forsvarsminister. De kalder hinanden ved fornavn, men det skyldes måske, at de bruger mere tid med hinanden, end de bruger med deres familier.

Det fortalte Lippert og Hækkerup her til morgen ved Folkemødet på Bornholm. Paradoksalt nok måtte ministeren igennem på telefon, fordi han ekstraordinært var blevet nødt til at blive hjemme for at passe børn i nat.

Det er måske et godt eksempel på, hvordan sådan en dag kan starte. I Ekstra Bladet har en chef i Forsvaret skrevet en klumme med navnet "Dumme Nick". Han skælder ud på forsvarsministeren. Weekendavisen har oven i hatten fået fingre i nogle lækkede dokumenter, der kan få forhandlingerne mellem regering og opposition til at smuldre.

»Jeg taler med Nick tidligt hver morgen. Der er typisk 1-2 historier, der skal håndteres. Det sker jo dagligt, at Charlotte Aagaard fra Information eller en anden fremragende journalist har en eller anden historie. Der er ikke gået en uge, siden jeg fik det her job, uden at der er lækket et dokument fra et eller andet sted i Forsvaret,« siger Søren Lippert.

Søren Kaster er ordstyrer i teltet, der går under navnet Meningsministeriet. Hans firma KasterGaardbo er også arrangør.
Betyder det, at alt dit arbejde i virkeligheden er defensivt, spørger Søren Kaster.

»Vi har faktisk gjort os ekstremt umage for ikke at være defensive. I virkeligheden var vi nok for lidt defensive i starten. Vi lagde fra kaj med en meget gennemarbejdet plan for, hvad Nick gerne ville fortælle de næste 12 måneder og de næste 3 år.«

Et af de projekter, Nick Hækkerup går meget op i, er, at Forsvaret skal moderniseres – og samtidig skal der spares penge. Men igen er det afgørende, at de politiske ændringer følges op af god kommunikation.

»Det handler om at kommunikere til danskerne, at vi er i gang med at spare penge og modernisere. Hvis folk tror, at det er Oberst Hackel og askebægre til to millioner kroner i Forsvaret, så nytter det jo ingenting,« siger Søren Lippert.

Lippert: Spindoktor er et møgord

Hvad synes du om ordet spindoktor?

»Jeg synes, det er et møgord. Det minder om Kongekabale. Jeg så selv filmen dengang og syntes, det var spændende. Nu er der så Borgen, der mest er en forlænget udgave af Kongekabale. Jeg synes, det er en møgserie, også rent demokratisk. Borgen giver et fortegnet billede af, hvordan det fungerer: Der sidder en sort sjæl i Statsministeriets forkontor og styrer det hele fordækt. Jeg synes, det er synd, for det passer altså ikke,« siger Søren Lippert.

Han mener, Borgen er med til at fremme en stor misforståelse i befolkningen.
»Kampen står jo ikke mellem journalister og særlige rådgivere. Den står mellem højrefløjen og venstrefløjen.«

Søren Lippert er også ærlig om, at den prekære lækagesag har voldet ham visse problemer, da han startede. Hans forgænger i jobbet var hovedperson i sagen.

»Ja, den post, jeg har overtaget i Forsvarsministeriet, har været særligt belastet. Det er klart, at lige her havde jobbet som særlig rådgiver en særlig em af vampyr og grøn røg om sig,« siger han og smiler.

»Men jeg vil sige ærligt, at de folk, jeg arbejder med, har været gode at samarbejde med. Der er selvfølgelig friktion, for de skal teste, om jeg bare er en knaldperle, eller om jeg kan gøre det, jeg siger. Ellers er det jo dømt til at blive en fiasko for alle.«

Svingdør nej tak

Søren Lippert har også et andet principielt punkt, han meget gerne vil tale om. Det er den evige debat, der også jævnligt ruller her på journalisten.dk: Kan man gå fra at være journalist til at være særlig rådgiver – og måske tilbage igen?

»Det ligger mig virkelig på sinde at gøre op med forestillingen om, at man i vores fag kan gå i svingdør mellem journalist og rådgiver. I min verden træffer man et valg, når man går over på "den mørke side". Det er ikke irreversibelt, men det er afgørende, at man ikke den ene dag kan være kritisk journalist og den anden dag spindoktor,« mener Søren Lippert.

»Jeg skal jo i det her job være mindst lige så meget socialdemokrat som Nick. Vi har et politisk projekt, som jeg også vil lykkes med. Man er enten på den mørke side hos rådgiverne, eller med Luke Skywalker og oprørerne hos journalisterne. Det er umuligt at være på begge sider.«

Når der kommer et valg om lidt, og I måske ikke sidder i regeringen – har du så ikke noget job? Kan du finde på at springe over til de blå?

»Det kan jeg helt sikkert garantere dig for, at det sker aldrig.«

Forsvarsministeren bekræfter over telefonen, at det er helt afgørende for ham, at hans særlige rådgiver er socialdemokrat helt ind i hjertet.

Hvorfor er det ikke en mand i Forsvarsministeriet, der styrer din kommunikation?

»Det handler om, at Søren og jeg deler værdier. Jeg tror ikke på, at kommunikation er en kappe, man kan tage på og af. Det er der måske nogen, der kan, men jeg vil have en socialdemokrat, der tror på de samme værdier som jeg. Søren bliver lige så forarget eller glad over politik, som jeg gør. Derfor kan han ikke lige så godt sælge brødristere eller arbejde for De Radikale.«

0 Kommentarer