search

»Ingen stiller højere krav til praktikanterne end dem selv«

Praktikstederne skal tage stress blandt journaliststuderende meget mere alvorligt. Det siger underviser Lene Rimestad, der har skrevet en lærebog i at være i praktik som journalist. Hun efterlyser mere ægte feedback, og at individuelle uddannelsesplaner bliver genindført

Er du den tryghedssøgende praktikant, den nysgerrige eller den eventyrlystne?

De tre typer af journalistpraktikanter bliver identificeret i en ny bog med titlen ’Journalist i praktik’, skrevet af journalist og underviser på SDU Lene Rimestad og forsker Gitte Gravengaard. Bogen er baseret på et observationsstudie, hvor de to har fulgt 12 journalistpraktikanter før, under og efter deres praktikforløb.

»Som underviser er det mærkeligt at slippe de studerende ud i praktikken og ikke vide, hvad der sker med dem. Det ville vi gerne finde ud af. Resultatet er blevet en slags grundbog eller lærebog i at være i praktik som journalist,« fortæller Lene Rimestad.

Tag stress alvorligt

Bogens forfattere har prøvet at se praktiktiden fra praktikanternes perspektiv. En af de ting, de især har bidt mærke i, er, at så mange oplever stress i praktiktiden.

»Praktikanter og praktikantvejlederne siger samstemmende, at stress fylder rigtig meget. Grænserne for, hvornår vi er på arbejde, er meget flydende, og det kan være rigtig svært at navigere i som praktikant. Ingen kan stille højere krav til praktikanterne end dem selv. Derfor er vores anbefaling, at man tager det her meget mere alvorligt ude på arbejdspladserne,« siger Lene Rimestad.

Er det ikke også et spørgsmål om, at praktikanterne måske selv skal slappe lidt af?

»Jo, det skal de. Men det kan være svært. Du har at gøre med nogle årgange, som er vokset op med, at de skal hurtigt igennem deres uddannelse, de skal producere en hel masse – og at det er deres eget problem, hvis de ikke kan leve op til kravene,« siger hun. 

Individuelle mål giver tryghed

En af bogens vigtigste anbefalinger til at undgå stressede journalistpraktikanter er at sørge for, at der bliver lavet individuelle uddannelsesplaner til alle praktikanter.

»Store studier har vist, hvor vigtigt det er at opleve, at man har nogle mål og når dem. Derfor giver individuelle uddannelsesplaner gode praktikanter, fordi de er trygge og ved, hvad de skal nå at lære. Det absolut vigtigste er, at man som praktikant får en føling med, hvor man står, og hvad man skal,« fortæller Lene Rimestad.

Tidligere har de individuelle uddannelsesplaner været et krav. Men mange steder skete det ikke i praksis, så kravet er afskaffet igen, fortæller hun. I stedet skal praktikanterne nu bare have en generel uddannelsesplan.

»Jeg mener, Journalistforbundet skulle indføje det som et krav igen. For arbejdspladserne forstår ikke, hvor vigtigt det også er for dem. De kan være med til at forhindre stress,« siger Lene Rimestad.

Ros er ikke lig med feedback

En vigtig del af indsatsen for at give praktikanterne en føling af, hvor de står, handler om feedback. Og feedback er ikke at forveksle med ros eller ris, understreger Lene Rimestad:

»Den feedback, der foregår mange steder i mediebranchen, er en mærkelig form for feedback. Den handler om det, der allerede er lavet – altså produktet – og udelukkende om, om produktet er godt eller dårligt. Du får aldrig at vide, hvad der er godt, eller hvad du skulle have gjort for at gøre det bedre,« siger hun.

Derfor føler mange journalistpraktikanter, at de ikke får feedback nok.

»Fra praktikantvejlederne hører vi, at de studerende bare kommer og vil have feedback hele tiden. Vejlederne tror, at de allerede får den – men problemet er, at det ikke er reel feedback, som de kan bruge til noget og lære af,« siger Lene Rimestad. 

Kommentarer
3
Jan Dyberg
02.09.15 12:33
Like
Like
Fremhævet af Journalisten
David Wedege
02.09.15 19:26
Jeg skulle lige til at skrive
Jeg skulle lige til at skrive noget nyt, da jeg opdagede mit eget indlæg, som er 15 måneder gammelt. Det er lige så aktuelt som for 15 måneder siden, så jeg cmd-v'er det bare:

Det har længe skreget på en indsats, men det er som om, at det altid har ligget mellem stolene og savnet opmærksomhed. Og vi taler om mange stole, som er i nærheden af problematikken, men alligevel i tilpas afstand, så ingen for alvor samler den op:

- DJ's repræsentanter på arbejdspladserne (og til dels de regionale kredsbestyrelser).
- DJ's apparat i Fiskergade og på Gl. Strand.
- Uddannelsesstederne og deres praktikansvarlige.
- Studievejledningerne på skolerne
- De studerendes egne organisationer.
- Praktikvejlederne på arbejdspladserne.
- Personaleansvarlige på arbejdspladserne.
- Redaktionsgruppelederne på arbejdspladserne.

Der er altså mange parter, som har problemet inden for rækkevidde, men som aldrig får handlet, måske fordi de tænker, at det er næste led i viften, der må have ansvaret. På Journalisthøjskolen får man et stresskursus halvvejs inde i praktikforløbet, og det er typisk et tidspunkt, hvor det er gået galt for dem, det går galt for.

Så løsningen må være, at alle nævnte parter rækker ud i stedet for at holde armene for sig selv. DJ's repræsentanter på arbejdspladserne skal spille en hovedrolle i de introduktionsforløb, som praktikstederne laver i uge 1 for deres nye praktikanter. Man skal også fra dag ét vide som praktikant, hvor man kan ringe, hvis man har spørgsmål eller hvis tingene brænder på. Det ved man ikke i dag.
Fremhævet af Journalisten
Lene Rimestad
07.09.15 06:30
Der er mange flere
Der er mange flere informationer på www.praktikantvejleder.dk
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen