Er du den tryghedssøgende praktikant, den nysgerrige eller den eventyrlystne?

De tre typer af journalistpraktikanter bliver identificeret i en ny bog med titlen ’Journalist i praktik’, skrevet af journalist og underviser på SDU Lene Rimestad og forsker Gitte Gravengaard. Bogen er baseret på et observationsstudie, hvor de to har fulgt 12 journalistpraktikanter før, under og efter deres praktikforløb.

»Som underviser er det mærkeligt at slippe de studerende ud i praktikken og ikke vide, hvad der sker med dem. Det ville vi gerne finde ud af. Resultatet er blevet en slags grundbog eller lærebog i at være i praktik som journalist,« fortæller Lene Rimestad.

Tag stress alvorligt

Bogens forfattere har prøvet at se praktiktiden fra praktikanternes perspektiv. En af de ting, de især har bidt mærke i, er, at så mange oplever stress i praktiktiden.

»Praktikanter og praktikantvejlederne siger samstemmende, at stress fylder rigtig meget. Grænserne for, hvornår vi er på arbejde, er meget flydende, og det kan være rigtig svært at navigere i som praktikant. Ingen kan stille højere krav til praktikanterne end dem selv. Derfor er vores anbefaling, at man tager det her meget mere alvorligt ude på arbejdspladserne,« siger Lene Rimestad.

Er det ikke også et spørgsmål om, at praktikanterne måske selv skal slappe lidt af?

»Jo, det skal de. Men det kan være svært. Du har at gøre med nogle årgange, som er vokset op med, at de skal hurtigt igennem deres uddannelse, de skal producere en hel masse – og at det er deres eget problem, hvis de ikke kan leve op til kravene,« siger hun. 

Individuelle mål giver tryghed

En af bogens vigtigste anbefalinger til at undgå stressede journalistpraktikanter er at sørge for, at der bliver lavet individuelle uddannelsesplaner til alle praktikanter.

»Store studier har vist, hvor vigtigt det er at opleve, at man har nogle mål og når dem. Derfor giver individuelle uddannelsesplaner gode praktikanter, fordi de er trygge og ved, hvad de skal nå at lære. Det absolut vigtigste er, at man som praktikant får en føling med, hvor man står, og hvad man skal,« fortæller Lene Rimestad.

Tidligere har de individuelle uddannelsesplaner været et krav. Men mange steder skete det ikke i praksis, så kravet er afskaffet igen, fortæller hun. I stedet skal praktikanterne nu bare have en generel uddannelsesplan.

»Jeg mener, Journalistforbundet skulle indføje det som et krav igen. For arbejdspladserne forstår ikke, hvor vigtigt det også er for dem. De kan være med til at forhindre stress,« siger Lene Rimestad.

Ros er ikke lig med feedback

En vigtig del af indsatsen for at give praktikanterne en føling af, hvor de står, handler om feedback. Og feedback er ikke at forveksle med ros eller ris, understreger Lene Rimestad:

»Den feedback, der foregår mange steder i mediebranchen, er en mærkelig form for feedback. Den handler om det, der allerede er lavet – altså produktet – og udelukkende om, om produktet er godt eller dårligt. Du får aldrig at vide, hvad der er godt, eller hvad du skulle have gjort for at gøre det bedre,« siger hun.

Derfor føler mange journalistpraktikanter, at de ikke får feedback nok.

»Fra praktikantvejlederne hører vi, at de studerende bare kommer og vil have feedback hele tiden. Vejlederne tror, at de allerede får den – men problemet er, at det ikke er reel feedback, som de kan bruge til noget og lære af,« siger Lene Rimestad.