Peter Øvig Knudsens dokumentariske murstensværker bliver til langt væk fra hæve-sænkeborde og pædagogiske feedbackmodeller. Det sker hjemme i hans private hule sammen med backing bandet og sprut og røg

På torsdag udkommer Peter Øvigs nye dokumentariske værk Hippie 2 – Den sidste sommer. Udviklingen af bogen er – ligesom Peter Øvigs andre bøger – ikke foregået over kaffeaftaler på de københavnske cafeer.

Under skrivningen af Hippie 2 har Peter Øvig inviteret, hvad han kalder sit backing band hjem i sin stue fire-fem gange. Feedbackbandet består af dokumentaristen Jakob Gottschau, graverjournalisten på Information Ulrik Dahlin og tidligere redaktør Morten Bohr. De fire kender hinanden fra det hedengangne månedsblad Press.

Hvordan bliver en god Øvig-bog til? Morten Bohr fortæller.

»Det vigtigste er, at det er nogle meget lystfyldte seancer, når vi mødes. Det er fast procedure, at der er købt rigeligt med alkohol, og til mig er der købt boblevand. Og så skal vi have noget god røg. Noget rigtig god røg, ja. Det går vi i gang med allerede inden manuskriptsnakken.«

Der er to regler for feedback-seancen, fortæller Morten Bohr:

1. Det skal være sjovt, det skal være en leg.

2. Og så skal det være et rum, hvor man kan og skal sige alt.

»Vi drikker os godt stive ret hurtigt og er meget koncentrerede. Og så begynder vi at tale. Vi skal gøre det så svært for Peter som muligt. Hvis teksten kan blive bedre, så skal den blive bedre. Peter kan godt blive såret over kritikken, men han lytter til ordene.«

Og der bliver gået til stålet. Under forløbet med Hippie 1 havde Peter Øvig afleveret de første 100-150 sider til sine kritikere.

Da de fire mødtes i Øvigs stue, var de enige om det foreløbige resultat: »Det var skide kedeligt og bar præg af lektier.«

Bølgerne går højt

»Peter er sprogligt stilsikker og fænomenal til at overskue et voldsomt researchmateriale, så det er især formen, vi diskuterer. Indholdet skal være underholdende. De her bøger bliver ikke skrevet for at fylde huller ud i et medie. De skal skrives, fordi folk skal have lyst til at læse dem. Derfor skal vi også være meget kritiske i forhold til underholdningsværdien,« siger Morten Bohr.

Uvenner bliver de fire kammesjukker dog ikke:

»Ej, vi skændes ikke. Det gider vi altså ikke. Men bølgerne går højt, og vi diskuterer.

Hvis Ulrik har sagt noget, han synes er klogt, og Peter ikke tager referat af det, så kan han godt blive sur. Men sådan skal det være. Vi er med i gruppen, fordi vi vil have, at det bliver en god tekst. Så der er en insisterende stemning, og vi slås for det, vi hver især mener.«

En af de store opgaver som kritiker er at kvalificere teksten uden at overtage den.

»Jeg siger ikke, hvordan jeg ville have skrevet den. Jeg siger, hvordan jeg tror, at Peter skal skrive den.«

Leg er forudsætningen 

De fire fortsætter som regel feedbacken til langt ud på natten. Indtil det på et tidspunkt er en blanding af sober kritik og lidt vrøvleparty. Så betaler Peter Øvig en taxa hjem til de tre herrer.

Morten Bohr tror ikke på, at feedbacken ville være lige så brugbar rundt om et kontorbord.

»Det er en leg, og jeg tror simpelthen, at produktet bliver bedre af de omstændigheder, hvor fantasien får lov til at løbe. Der er så mange sammenhænge i den journalistiske etablerede verden, som ikke er til debat længere. Det er kun detaljer, journalisterne er herre over hist og pist.«

Morten Bohr var tidligere redaktør på det cavlingvindende magasin Press. I dag er han redaktør for bladet 'Outsideren', et livsstilsmagasin for psykiatribrugere.

»Her skriver psykiatribrugerne, hvordan de har det hele vejen – alle nedture og opture i livet bliver rullet ud. Modsat meget af den resterende presse i dag,« bemærker Morten Bohr.

»Der er ikke meget temperament i de etablerede medier mere. Der ville jeg slet ikke kunne holde ud at være. Der er for lidt glæde og for mange hæve-sænkeborde.«