Hvor går grænsen for iscenesættelse og efterbehandling af pressefotos? Det klassiske spørgsmål er endnu en gang blevet aktuelt, efter at priserne i verdens største og mest prestigefyldte fotokonkurrence i fredags blev uddelt.

Årets World Press-vindere er nemlig fundet i et felt af finalefotos, hvor juryen har måttet diskvalificere otte procent på grund af fotomanipulation. Det svarer til hvert 12. billede i finalen. Juryformand Gary Knight har i flere medier kaldt det »foruroligende«, og også herhjemme vækker det høje antal diskvalificerede billeder bekymring:

»Vi ved jo godt, at det indimellem sker, at der ryger et billede, fordi det er manipuleret. Men at det er så mange, synes jeg er overraskende. Og også skræmmende. Det er skræmmende, at så mange har forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest,« siger Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Reglerne præciseret i år

Til årets World Press Photo-konkurrence var reglerne for netop efterbehandling og tilpasning af billeder blevet præciseret. Det skete, efter at sidste års vinder af hovedprisen efterfølgende blev kritiseret for at være for photoshoppet.

»Efter min mening var sidste års vinder overhovedet ikke manipuleret. Men der opstod diskussion om, at lyset på billedet var lidt for fantastisk og voldsomt, og for at imødegå en situation, hvor man skulle ind og måle og veje de enkelte fotografier bagefter, har de præciseret de etiske regler i år,« siger Søren Pagter.

Han mener dog, at der i World Press-historien har været langt værre eksempler på manipulerede billeder, end man så sidste år. For Søren Pagter handler det nemlig i højere grad om almindelig journalistisk etik end om teknik:

»Sidste års diskussion endte med at blive noget foto-nørderi om små nuancer og teknik. Det var synd, for jeg synes, det er meget vigtigere at diskutere manipulation i form af at instruere kilder, flytte på ting, iscenesætte situationer eller påstå, at du er et sted, hvor du ikke er. Den slags har man tidligere set eksempler på,« siger han.

Som eksempel nævner han et billede fra 2004, hvor et kinesisk brudepar under sars-epidemien går over en fodgængerovergang iført brudetøj og beskyttelsesmasker. Efterfølgende viste det sig, at parret slet ikke var gift, men bare arbejdede i en brudetøjsforretning.

En svær balancegang

Ifølge Søren Pagter er der kommet større fokus på spørgsmålet om fotomanipulation de seneste år, fordi alle og enhver i dag kan fotografere. Det gør det endnu mere vigtigt for den professionelle fotojournalistik at påpege de etiske rammer, den er blevet til under, vurderer han.

Men han lægger ikke skjul på, at det kan være en svær balancegang at holde sig inden for rammerne som fotograf:

»Det ER svært, og det kommer vi aldrig ud over, at det er. Fotografiets store styrke er, at det kan aflæses og opleves umiddelbart – men det er også dets svaghed. For det betyder, at fotografen skal skabe et visuelt blikfang for at få folk til at bemærke fotografiet og derved den historie, der ligger bag. Det kan altså være fristende at bruge for stærke effekter til at skabe opmærksomhed til fotografiet,« siger Søren Pagter.

Fortæl, hvordan du arbejder

Som underviser forsøger Søren Pagter at give nogle enkle råd videre til de studerende for at undgå, at de havner i diskussioner om manipulation.

»Laver du reportage- eller nyhedsbilleder, så må du ikke iscenesætte kilder og situationer, og du må ikke fjerne eller tilføje ting. Du kan vælge at gøre det, men så er det bare en anden type fotografi, du laver. Der er jo masser af portrætfotografier, hvor folk står med alle mulige rekvisitter og er blevet bedt om at gøre alle mulige ting. Det handler om at kalde tingene for det, de er,« siger han og tilføjer:

»Vi prøver at pålægge de studerende at fortælle omverdenen og os, hvordan de arbejder. Gør man det, er der sjældent problemer. Men det bliver påfaldende, hvis man bliver spurgt og først skal til at forklare det bagefter,« siger Søren Pagter.

Du kan se alle vinderne af årets World Press Photo her.