search

Her er regeringens hold af spindoktorer – ingen kommer direkte fra et medie

Flere kvinder end under VLAK-regeringen og et overtal af akademikere. Journalisten har her samlet overblikket over regeringens nye hold af særlige rådgivere. Én mangler at blive udnævnt

Den socialdemokratiske regering mangler nu kun at udnævne én særlig rådgiver.

I alt har regeringen udnævnt 22 særlige rådgivere til 19 ministre. Statsminister Mette Frederiksen har tre særlige rådgivere, mens finansminister Nicolai Wammen har to. Resten af ministrene har en enkelt særlig rådgiver hver.

Seks af de 22 udnævnte særlige rådgivere er kvinder. Det er fem flere end det sidste hold af spindoktorer under VLAK-regeringen, hvor kun én særlig rådgiver var kvinde.

Samtidig er ingen af de nye særlige rådgivere hentet ind direkte fra et medie. Fem af de tidligere særlige rådgivere har en uddannelse som journalist, mens de næsten alle tidligere har arbejdet for Socialdemokratiet i forskellige roller.

Der er i alt 20 ministre, men minister for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn, mangler stadig at udnævne sin særlige rådgiver.

Martin Rossen, særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen

Statsministerens nærmeste rådgiver, som får plads i både regeringens koordinations- og økonomiudvalg og bliver stabschef for et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet. Han kommer direkte fra Socialdemokratiet, hvor han har været stabschef. Martin Rossen er uddannet cand. polit. fra Aarhus Universitet og har engang været partner i kommunikationsbureauet Radius.

Martin Justesen, særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen

Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Justesen var fra 2011 til 2012 særlig rådgiver for daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen. Han har siden været først pressechef og siden souschef i Socialdemokratiet.

Sara Vad Sørensen, særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen

Har været personlig assistent for Mette Frederiksen siden 2015 og souschef i partiet siden starten af 2019. Har en master i politik fra Aarhus Universitet. Har forinden arbejdet som både fuldmægtig og ministersekretær i Beskæftigelsesministeriet.

Mads Brandstrup, særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen

Var pressechef i partiet fra 2016 til udnævnelsen som særlig rådgiver. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har i flere år arbejdet som politisk reporter. Fra 2004 til 2006 på DR, fra 2006 til 2010 på TV 2 og derefter som politisk redaktør på Politiken og Børsen.

Mathias Secher, særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen

Kandidat i økonomi fra Københavns Universitet. Har været økonomisk konsulent i Dansk Industri, og siden 2014 har han været ansat i Socialdemokratiet som først økonomisk konsulent og fra 2019 som konstitueret afdelingschef for politisk afdeling.

Kasper Fogh Hansen, særlig rådgiver for kultur- og kirkeminister Joy Mogensen

Kulturministerens særlige rådgiver kommer fra et job som policy director og pressechef i tænketanken Cevea. Han har også tidligere været kommunikationschef for Københavns Kommune. Uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet.

Søren Andersen, særlig rådgiver for minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Mogens Jensen

Kommer fra en stilling som pressechef i Landbrug og Fødevarer. Er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har arbejdet som journalist på både TV 2 og DR og har tidligere været presserådgiver i Socialdemokratiet og presserådgiver for Christel Schaldemose i Europaparlamentet.

Michael Baunsgaard Schreiber, særlig rådgiver for justitsminister Nick Hækkerup

Direktør for beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune siden 2014. Er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet, har tidligere været politikudvikler for Socialdemokratiet og chefanalytiker i Dansk Metal.

Rasmus Jønsson, særlig rådgiver for sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke

Rasmus Jønsson var også særlig rådgiver for Magnus Heunicke fra 2013 til 2015, da denne var transportminister. Jønsson er uddannet cand.comm. fra RUC, har i mange år været ekstern lektor i kommunikation på RUC, undervist i politisk kommunikation på DMJX og arbejdet som kommunikationsrådgiver.

Ida Bjørn-Mortensen, særlig rådgiver for transportminister Benny Engelbrecht

Startede sin karriere i Socialdemokratiet med tre måneder som personlig assistent for Helle Thorning-Schmidt i 2016, men har siden da været politisk rådgiver på klima- og energiområdet i partiet. Ida-Bjørn Mortensen har en kandidat i politisk kommunikation og ledelse fra CBS.

Kristian Gladbo Platz, særlig rådgiver for udlændinge- og integrationsminister Matias Tesfaye

Uddannet cand.scient.soc fra Københavns Universitet i 2007. Har arbejdet som fuldmægtig i Forsvarskommandoen, konsulent i Social- og integrationsministeriet, chefkonsulent i Albertslund Kommune og siden 2015 som politisk rådgiver i Socialdemokratiet.

Michael Johnson, særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

Hentet ind fra en stilling som politisk konsulent i 3F. Michael Johnson har tidligere været særlig rådgiver for nuværende statsminister Mette Frederiksen, da hun i slutningen af 2014 blev justitsminister. I sin tid i DSU var han rådgiver for daværende formand Peter Hummelgaard, som han slår pjalterne sammen med igen. Er uddannet i offentlig administration og historie fra RUC.

Ole Rydahl Svensson, særlig rådgiver for udenrigsminister Jeppe Kofod

Jeppe Kofods særlige rådgiver kommer fra en stilling som sekrateriatsleder for Socialdemokratiet i Bruxelles og rykker altså ligesom Kofod fra Belgien til Danmark. Han har også tidligere været politik- og presserådgiver for Jeppe Kofod og har arbejdet fem år i det danske udenrigsministerium som studerende. Professionsbachelor i offentlig administration.

Lynne Birch Hansen, særlig rådgiver for social- og indenrigsminister Astrid Krag

Har siden 2016 rådgivet Astrid Krag og Socialdemokratiets ledelse som politisk rådgiver. Har arbejdet som konsulent i Økonomi- og inderigsministeriet. Uddannet cand.scient.pol. fra SDU.

Sofie Findling Andersen, særlig rådgiver for erhvervsminister Simon Kollerup

Simon Kollerups særlige rådgiver er uddannet i International Business & Politics på CBS. Hun har været erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv fra 2012 til 2016 og siden da politisk konsulent i Socialdemokratiet.

Bjarke Dahl Mogensen, særlig rådgiver for børne- og ungeminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Den 29-årige cand.polit. fra KU har siden 2017 været politisk rådgiver i Socialdemokratiet. Har også arbejdet som konsulent i Tænketanken Cevea.

David Tarp, særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

David Tarp blev uddannet som journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2008. Han har siden december 2017 været rådgiver for Danmarks tech-ambassadør i Silicon Valley. Inden da har han også stået i spidsen for Microsoft Danmarks kommunikation på sociale medier og været presserådgiver for Socialdemokratiet. Startede sin karriere med tre år som journalist på Berlingske.

Mette Falkenberg Rasmussen, særlig rådgiver for miljøminister Lea Wermelin

Har været chefrådgiver for kommunikationsbureauet Operate siden starten af 2019. Inden da pressekonsulent i Forsikring & Pension. Har også i syv år været seniorrådgiver og kampagnechef i PrimeTime Kommunikation. Politisk har hun været konsulent for DSU og har arbejdet med kommunikation som stagiare for Socialdemokratiet i Europaparlamentet. Uddannet cand.scient.pol. fra KU. Diplomuddannet i kommunikation og sociale medier fra DMJX.

Jakob Eldrup Lauesen, særlig rådgiver for skatteminister Morten Bødskov

Hentet ind som særlig rådgiver med en tung kommunikationsbaggrund efter fire år som partner i kommunikationsbureauet Rud Pedersen. Også tidligere politisk rådgiver i Socialdemokratiet, tidligere særlig rådgiver for minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen. Uddannet cand.techn.soc. fra RUC.

Josephine Ilchmann Jørgensen, særlig rådgiver for forsvarsminister Trine Bramsen

Har de sidste fire år arbejdet som juridisk og politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg. Tidligere ministersekretær for daværende justitsminister Morten Bødskov.

Helge Toksvig Bjerre, særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad

Ejer af kommunikationsbureauet Kampagnekontoret og tidligere kampagnechef i Geelmuyden Kiese. Har også været landsformand i SIND Ungdom i tre år. Har en bachelor i idéhistorie og journalistisk formidling fra Aarhus Universitet/DMJX.

Peter Strauss Halsboe Jørgensen, særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

Dan Jørgensens særlige rådgiver er tidligere særlig rådgiver for Henrik Sass Larsen, da denne var erhvervs- og vækstminister.  Kommer fra en stilling som partner og seniorrådgiver i Borgen Communications & Public Affairs. Har ad flere omgange arbejdet for Socialdemokratiet siden sin studietid. Er gift med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen