"Det lokale ugeblad i Gentofte Kommune, Villabyerne, har i sidste uge bragt flere artikler, som i overskrifter og tekst manipulerer med tal og øvrige fakta om udlændinge, flygtninge og au pairs i Gentofte Kommune for på den måde at give et falsk billede af virkeligheden.”
Sådan lød indledningen på et brev, som 179 medlemmer af Folketinget modtog i sidste uge underskrevet af borgmester i Gentofte Kommune Hans Toft (K) på vegne af 17 ud af 19 byrådsmedlemmer i kommunen.
Hans Toft kritiserede i skarpe vendinger Villabyernes artikler om, at kommunen – med de mere end 700 au pairs – sparer penge på at huse au pairs.
Til Journalisten forklarer Hans Toft, at brevet er et forsøg på at forklare sagens rette sammenhæng.
»Vi ønsker ikke at blive hængt ud for ikke at opfylde vores forpligtelser for en lovgivning, som vi ikke har nogen indflydelse på. Landspolitikernes beslutninger skal ikke hvile på et falsk eller forvrænget billede, som nogen har skabt,« siger Hans Toft.
Overrasket lokalredaktør
Lokalredaktør på Villabyerne Jesper Bjørn Larsen er forundret over voldsomheden i angrebet.
»Det er ikke hver uge, vi får sådan en bredside, som er blevet sendt til 179 medlemmer af Folketinget,« siger han.
Villabyernes artikler viser, at Gentofte Kommune modtager færre flygtninge end andre kommuner af samme størrelse, fordi der allerede bor mange udlændinge i Gentofte fra tredjeverdenslande. Mange af disse borgere er imidlertid for eksempel udsendte medarbejdere, og skønsmæssigt 771 er au pairs – to grupper, kommunen typisk ikke skal afsætte ressourcer til at integrere eller finde bolig til.
Tegner et forkert billede
Ifølge Hans Toft tegner artiklerne samlet set et forkert billede af virkeligheden.
I et læserbrev i avisen skriver 17 lokalpolitikere, at Villabyerne efterlader det misvisende indtryk, ”at én au pair mindre i Gentofte vil betyde én flygtning mere i Gentofte”.
Villabyerne skriver imidlertid specifikt i avisen 10. november 2015:
”Udlændingestyrelsen kan ikke svare på, hvilke konsekvenser det ville få for en kommunes fordeling, hvis en bestemt type indvandrere skulle trækkes fra."
»Det eneste, vi har gjort, er at pege på, at nogle mennesker skal der bruges mange ressourcer på – andre skal der ikke. Alligevel bliver flygtninge, au apairs og expats slået sammen i samme pærevælling i udlændingeudligningen,« siger Jesper Bjørn Larsen.
Avis: Ingen fejl
Jesper Bjørn Larsen er stolt af ugeavisens dækning.
»Der er ikke sat et komma forkert. Tværtimod har vi gjort meget for at forklare, at Gentofte Kommune ikke gør noget ulovligt. Vi har heller ikke antydet, at de spekulerer i at udnytte reglerne,« siger Jesper Bjørn Larsen.
Han betegner kritikken som et alvorligt angreb på avisens troværdighed.
»Folk er bekymrede her på avisen. 17 ud af 19 byrådsmedlemmer har underskrevet kritikken. Hvordan kommer vi videre? Jeg har sagt til folk på avisen, at de må stole på os. Vi har ikke lavet nogen fejl,« siger Jesper Bjørn Larsen.
»Vi overholder loven«
Historien om Gentoftes andel af flygtninge er blevet taget op af en række medier. De andre mediers udlægning viser, hvordan Villabyerne fremstiller et forkert billede af virkeligheden, mener Hans Toft.
Villabyerne skal vel ikke stå til ansvar for, hvordan andre medier dækker sagen?
»Det er det, som du – åbenbart – og Villabyerne ikke forstår: At det billede, de skaber, er forkert. At vi fifler med lovgivningen.«
Kan du pege på et sted, hvor Villabyerne skriver, at I gør noget ulovligt?
»De får det til at fremstå på den måde. De bringer faktuelle tal i en sammenhæng på en anden måde, end tallene kan udtrykke.«
Kan du pege på et sted, hvor Villabyerne skriver, at I ikke overholder loven?
»Jamen, vi overholder loven. Men det kommer til at fremstå, som om vi ikke overholder loven.«
Jo, men én ting er, hvordan ting bliver opfattet. Noget andet, hvad Villabyerne har skrevet.
»Det, de skriver, giver et forvrænget billedet af Gentofte Kommune og den måde, sagen bliver opfattet i medierne.«
Minister ind i sagen
Jesper Bjørn Larsen afviser, at ugeavisen har valgt side mod kommunens flygtningepolitik.
»Vi har ikke haft en ambition om at bedrive kampagnejournalistik mod Gentofte Kommune. Der er uomtvisteligt noget påfaldende ved reglerne. Det har vi undersøgt og bedt om kommentarer til fra landspolitikere, der er ansvarlige. Det er sober journalistik hele vejen igennem,« siger han.
Han afviser, at ugeavisen har begået fejl.
»Vi har stadig til gode at få at vide, hvor vi har manipuleret, eller hvor vores tal er ukorrekte,« siger Jesper Bjørn Larsen.
Til Villabyerne har Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) sagt, at hun sammen med KL vil lave et samlet eftersyn af økonomien. ”Det regner vi med at kunne være færdige med hurtigt i det nye år,” har hun forklaret.
Udlændingestyrelsen har meldt ud, at der i 2015 skal visiteres 12.000 flygtninge til landets kommuner. Heraf kommer omkring 115 til Gentofte.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hans Toft er Danmarks mest asociale borgmester. Han har tidligere udtalt, at der ikke er plads Til flygtninge i Gentofte Kommune, fordi kommunen ikke har socialt boligbyggeri. Og hvad så, spørger jeg så bare. Hvis Gentofte Kommune har indrettet sig med parcelhuse over det hele, så opkøb eller lej dog nogle af dem. Ikke mere vrøvl med ham og de andre konservastive i den kommune.
Uhadada - "ja, det skulle jo nødigt hedde sig". Godt gået Villabyerne. Nye og gode journalistiske toner. Keep on. Men undervurdér ikke bykongen Toft.
Jeg forstår godt, at de 17 kommunalpolitikere har en smule flov smag i munden. Men at reagere med en sådan skrivelse, er da virkelig at gøde jorden til gavn for den udbredte politikerlede.
Hatten af for af Villabyernes nye redaktør. Med en upåklagelig og fint researchet journalistisk historie gør avisen op med sin hidtil kvalmende ukritiske dækning af et borgmesterstyre med mindelser om enevælde. og sigende , at HT farer så voldsomt frem i sagen. hvad er formålet med at påvirke folketinget??? Hvorfor ikke bare klage til Pressenævnet, hvis man mener man har en sag. Nej, for avisen har den rigtige historie. Håber i bliver ved og at kommunen indser at der er pressefrihed i Danmark inkl Gentofte;-)
Endelig er Villabyerne kommet i andre redaktørhænder. fortsæt med det. Får vi nu en holdningsbaseret avis og ikke en opportunistisk logrende hund. Tak vi har ventet i mange år.
Flere