Fotograf om vinderbillede: ”Jeg var bange, men allermest havde jeg bare så utroligt ondt af dem”

Fotograf Mads Nissen har vundet en førsteplads i Picture of the Year med et billede af en lille pige bag et hegn midt i et af verdens farligste kvarterer i Cape Town. ”Det er ikke altid de billeder, der råber højest, der gør det største indtryk,” siger han (Præciseret)

Man ser det ikke på billedet. Men politibetjente er i fuld gang med at beordre alle unge mænd omkring dem ned på jorden for at kropsvisitere dem. Det, man til gengæld ser på billedet, er en lille pige, som står bag et hegn og ser det hele ske – fanget i en brutal virkelighed.

Den danske fotograf Mads Nissen har med sit billede ’Caught in a land of gangs, drugs, and extreme inequality’ vundet endnu en pris, nemlig førsteprisen i kategorien Daily Life i den amerikanske fotokonkurrence Picture of the Year’. Et billede, han har taget for at dokumentere ekstrem økonomisk ulighed, stofmisbrug og fattigdom i Cape Town i Sydafrika.

Det var netop et bevidst fotografisk valg for ham at dreje linsen væk fra betjentene og hen mod den lille pige.

”Jeg tror, der nogle gange er billeder, som råber meget højt, og så er der billeder, som taler mere sagte. Og det er ikke altid de billeder, der råber højest, som gør det største indtryk,” siger Mads Nissen.

Selv er han fascineret af billedets tvetydighed.

”Det, jeg kan lide ved billedet, er, at det er svært at læse den lille piges ansigt. Pigtrådshegnet er jo et meget tydeligt symbol, nærmest skåret i pap, men i hendes udtryk ligger der en tvetydighed. Hun er fanget i et tvetydigt splitsekund.”

På patrulje i et af verdens farligste byer

Billedet blev til i september sidste år, hvor Mads Nissen var med en særlig indsatsenhed hos det sydafrikanske politi i Cape Town på arbejde i et af verdens farligste kvarterer. Et område, man normalt ikke har adgang til som udenlandsk journalist.

”Her kommer man sammen med politiet og tager afsted med politiet igen. Jeg ville ikke klare mig tre minutter, hvis de efterlod mig der,” siger han.

Mads Nissen kørte rundt i en minivan med sirener i høj fart. Hver gang politibilen stødte på unge mænd på gaden, blev de beordret til at kaste sig fladt ned på maven. Stort set alle fulgte politiets ordre uden modstand. Som havde de alle prøvet det før, fortæller Mads Nissen.

Politiet gennemrodede deres lommer for stoffer og våben.

På et tidspunkt rundede politibilen med Mads Nissen et hjørne og stoppede op foran et hus, hvor nogle unge mænd hang ud ved en havelåge.

Det var lige før midnat. Da de unge fik besked på at kaste sig ned på maven, trådte en familie ud af huset. De ville gerne se, hvad der skete.

Det hele tog kun få minutter. Mads Nissen fotograferede, mens politiet ransagede de unge mænd.

”Jeg var bange, men allermest havde jeg bare så utroligt ondt af dem.”

Det var her, Mads Nissen knipsede billedet af den lille pige gemt bag hegnet.

”Jeg tænkte, det må være voldsomt for en så lille pige at se nogen fra hendes hus blive beordret ned på maven af bevæbnet politi midt om natten,” siger han.

En særlig æstetik

Billedet er taget med et mellemformat kamera, som ifølge Mads Nissen normalt bliver brugt til at skyde reklamebilleder. Noget, han ser en stor værdi i.

”Måske handler det om respekt, fordi du fotograferer dem på en særlig måde, som giver en særlig æstetik.”

For Mads Nissen er det vigtigt at fotografere, hvad der sker, og samtidig skabe en stemning, så folk kan leve sig ind i det.

”Journalistik handler ikke bare om at råbe op om, at det her sker. For mig handler det også om at bygge en bro, så man kan spejle sig og føle medfølelse, selv om tingene sker meget langt væk fra vores egen virkelighed.”

 

Artiklen er præciseret 17.02.20 kl. 12.50, så det fremgår, at det er i kategorien Daily Life, Mads Nissen har vundet førstepris og altså ikke i hele Picture of the Year.

0 Kommentarer

Læs også

Derfor var den ene fotograf nøgen og den anden påklædt, da de fotograferede samme swingerklub 6

Derfor var den ene fotograf nøgen og den anden påklædt, da de fotograferede samme swingerklub

07. FEBRUAR 2020
Fotograf dømt for ikke at efterkomme opfordringer fra politi og redningsfolk

Fotograf dømt for ikke at flytte sig, da redningsfolk bad ham om det

08. JANUAR 2020