
Wickie på 45 år kommer i swingerklubben 'City Swingers' sammen med sin kæreste Rune. Hun er en af de mange swingers, som Linda Kastrup har fotograferet til sit projekt ’Swingerland’. Foto: Linda Kastrup
Fotojournalist Linda Kastrup fra Berlingske og kunstfotograf Kajsa Gullberg er begge aktuelle med hvert sit fotoprojekt om den samme swingerklub, ’City Swingers’, beliggende på Amager i København.
Begge projekter skildrer et lukket miljø. Men de to fotografer har arbejdet vidt forskelligt, da de skulle fotografere på klubben.
Kajsa Gullberg havde selv været en del af miljøet i klubben som gæst i et halvt år, før hun overhovedet tænkte tanken om at fotografere derinde.
”Det var først, da jeg så nogen andre, der havde lavet nogle billeder derfra, at jeg tænkte tanken. Det troede jeg slet ikke, at man måtte,” fortæller hun.
Efter et halvt år havde Kajsa Gullberg skabt nok tillid til, at hun fik lov til at fotografere nogle af de andre kvindelige brugere derinde – efter klar aftale med klubben.
Hendes fotobog indeholder flere selvportrætter af hende selv uden tøj, og hun har også valgt at følge klubbens dresscode – som hun altid har gjort – om at været afklædt, mens hun fotograferede derinde.
”Det ville være off, hvis jeg lige pludselig kom med tøj på, bare fordi jeg havde en fotosession,” siger hun.
For Linda Kastrup var det vigtigt at signalere over for de mennesker, hun fotograferede, at hun kom udefra og ikke var en del af klubben. Derfor valgte hun i modsætning til Kajsa Gullberg at beholde tøjet på.
”Det var egentlig mere for at beskytte de brugere, der var der. Jeg synes, det var vigtigt at fortælle, at jeg kom fra Berlingske, at jeg var der med et professionelt formål om at fotografere dem, og at det hele skulle ende med et fotoprojekt for en avis,” fortæller hun.

Nysgerrig kvinde og cirkuselefanter
Begge fotoprojekter kommer ud i denne uge. Kajsa Gullbergs fotobog ’The House of Mirrors’ havde reception i tirsdags, og Linda Kastrups fotoserie ’Swingerland’ udkommer i Berlingskes søndagsavis nu på søndag.
I efteråret 2017 valgte Kajsa Gullberg at gå ind på swingerklubben for første gang – ikke med et projekt i tankerne, men fordi hun var nysgerrig.
”Jeg synes, det var helt vildt interessant, at der fandtes et rum, der eksisterede som en slags parallelverden, hvor alt fungerede på en anden måde end i resten af samfundet,” siger Kajsa Gullberg.
Linda Kastrups indgang var meget anderledes end Kajsa Gullbergs.
Sidste år blev hun ringet op af et ægtepar, der var interesseret i at købe et af hendes billeder fra et projekt om de sidste elefanter i cirkus, som netop havde vundet Årets Kulturbillede på Årets Pressefoto.
Undervejs i samtalen viste det sig, at ægteparret ejede to swingerklubber i København. Parret tilbød at sætte Linda Kastrup i kontakt med deres gæster.
I første omgang besøgte hun klubben uden kamera og fik en rundvisning. Derefter blev der annonceret på klubbens hjemmesider, at der ville være en fotograf til stede. I alt besøgte hun klubben 10-12 gange.
”Jeg vidste ikke helt selv, hvordan jeg egentlig ville gribe det an, fordi jeg jo aldrig har været i en swingerklub før. Så jeg skulle lige se stedet først og finde ud af, hvad det var for noget.”
På klubbens hjemmesider kunne medlemmerne melde sig til, hvis de ønskede at blive fotograferet. Linda Kastrup var overrasket over, hvor mange der ønskede at blive fotograferet.
”Og jeg opholdt mig kun i ét rum, så kunne de andre lade være med at gå ind i det rum. Jeg gik ikke rundt og fotograferede, og jeg havde lavet aftaler på forhånd.”

Som børn i en slikforretning
For Kajsa Gullberg var swingerklubben det ultimative seksuelt sikre rum for kvinder, hvor de kunne have al den sex, de ville, uden risiko for voldtægt. Et sted, hvor de var fritaget fra skammen over seksualitet og krop – og det fascinerede hende. Derfor er der kun billeder af singlekvinder, der bruger klubben, i bogen.
”Det, jeg er enormt betaget af, er, at de her kvinder er så grådige. De opfører sig som nogle børn i en slikforretning uden personale. Det synes jeg er enormt fascinerende. Både fordi det ikke ville kunne lade sig gøre andre steder i samfundet, og fordi jeg selv ikke kan finde ud af at bruge klubben på den måde, hvor jeg bare kaster mig ud i det,” siger hun.
I nogle af billederne forsøger Kajsa Gullberg at opløse kønnet ved at skildre forskellige kvindelige positurer.
”Der er et billede i bogen af en kvinde, hvor man faktisk er lidt i tvivl, om det er en mand eller kvinde, et menneske eller et dyr. I det billede forsøger jeg at opløse idéen om, at man bare er den person, som man er.”

Bogen indeholder kun to skarpe billeder, og de er begge selvportrætter af Kajsa Gullberg. Sammen med billederne er der en beskrivelse af alle de seksuelle overgreb, som Kajsa Gullberg har oplevet.
”Jeg har valgt at bruge billeder af mig selv, fordi jeg rent metodisk forsøger at stå meget tydeligt frem og sætte mig selv på spil. Det synes jeg skaber en autenticitet og troværdighed, der gør, at jeg kommer længere ud med mit budskab.”

Følelsen af at være en kvindekrop
Linda Kastrup forklarer, at hendes tilgang til projektet har været at fortælle swingernes historie og ikke sin egen.
”Kajsa Gullberg går jo til det som bruger og som kunstner. Det er meget mere personligt for hende. Det er det ikke for mig. Min tilgang til det er nysgerrighed. Åh, hvor er det bare fedt at komme ind i et miljø, jeg ikke selv kender til, og se, hvad der sker, og man bliver altid lidt klogere på sig selv,” siger hun.
Linda Kastrups billeder adskiller sig visuelt fra Kajsa Gullbergs. Begge benytter det naturlige lys i lokalet. Ud over det naturlige lys har Linda Kastrup anvendt en ekstra lampe. Hendes billeder fremstår derfor umiddelbart som skarpere og derfor mere konkrete og dokumenterende.
Kajsa Gullberg ser det som altafgørende for hendes projekt, at hendes billeder er fotograferet gennem det, hun kalder for ’det kvindelige blik’ – det betyder, at hun forsøger at formidle, hvordan det føles at være kvinde og bruge klubben.
”Kvinden har igennem historien altid været passiv og et objekt for mandens begær. Mine billeder prøver at fortælle, hvordan det føles at være en kvindekrop derinde på klubben,” siger hun.

0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.