search

Fem fotografer stod og manglede et sted – og så skabte de det selv

Man må tage sagen i egen hånd, når der er for få muligheder. Sådan siger fem kvindelige fotografer, der har stiftet et galleri, hvor indtægterne kommer fra et fotostudie, salg af print og ”talks”. ”Målet er at skabe et arbejdsliv”

Der er så mange mennesker, at man må smyge sig rundt langs væggene for at komme tæt på de fotografier, der er sat op.

Det er torsdag eftermiddag, og der er fernisering og talk i Ungt Rums lokaler i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København. Emnet er sorg, og billederne viser sorgen ved at miste sin mor.

Udstillingen er et godt bud på, hvad de fem kvinder bag Ungt Rum vil: Skabe et fotografisk fællesskab og mødested, med det formål at vise og diskutere fotografi.

”Størstedelen af dem, der udstiller her, lever ikke af at fotografere, men de er sygt dygtige. Vi vil udviske forskellen mellem eliten og amatøren. Det handler ikke om personen eller karrieren bag, det handler om kvaliteten af fotografiet,” siger Sara Gangsted, der sammen med Cecilie Stephansen, Amanda Kjær, Olivia Rix og Olivia Jo har stiftet Ungt Rum.

De ønsker alle fem at arbejde inden for fotografi, og i en branche, hvor de faste fotostillinger nærmest forsvinder i hver sparerunde – Jysk Fynske Medier er gået fra 48 fotografer til 12 på bare fire år – må man jo tage sagen i egen hånd.

”Vi stod og manglede et sted, hvor man kan mødes om fotografiet. Så måtte vi jo selv lave det,” siger Cecilie Stephansen.

I lokalerne på Nørrebro holdes der fotografiske udstillinger, foto-talks og fotografiske fortællinger, der også udkommer en gang om måneden på deres hjemmeside. 

Ligesom man kan leje en fotoscanner eller et fotostudie, og der snart er en webshop på vej, hvor man kan købe print af forskellige fotografers fotografier. Det er alt sammen nogle af de kommercielle tiltag, der på et tidspunkt skal få forretningen til at give overskud og ikke som nu bare køre i nul. For Ungt Rum skal være mere end for sjov. Det skal være et arbejde.

”Vi har skabt de her arbejdspladser for os selv, men Ungt Rum er også skabt for at skabe grobund for andres passion eller mulige karriere. Vi hjælper nogle med at tjene penge på noget, der kan være svært at tjene penge på,” siger Cecilie Stephansen.

Et sted at mødes om fotografi

Dagen efter ferniseringen er Sara Gangsted og Cecilie Stephansen tilfredse med interessen for arrangementet.

”Der var 100 mennesker, og det er så dejligt at mærke, at vores arrangementer tiltrækker så mange. At det, som vi selv gik og manglede, også var noget, som andre manglede,” siger Sara Gangsted.

De fem kvinder kendte ikke hinanden på forhånd, de kommer fra forskellige baggrunde, men har det til fælles, at de har uddannet sig inden for foto – med uddannelser i moderne kultur og kulturformidling, kunsthistorie, fotojournalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fotografi fra KBH Film og Fotoskole.

Da de var færdiguddannede og kom ud i virkeligheden, følte de, at de manglede et fællesskab omkring fotografi. Og en plads på arbejdsmarkedet.

”Pludselig var der mulighed for at skabe vores egen arbejdsplads på et arbejdsmarked, hvor det føles, som om man skal være en del af eliten for at være noget,” forklarer Sara Gangsted.

Hun er uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og jo tættere hun kom på enden af sin uddannelse, jo mere frustreret blev hun.

”Jeg havde i starten svært ved at finde min plads i branchen.”

Hun var træt af priserne og at leve med bevidstheden om, at det hele handler om at blive publiceret og udstillet de rigtige steder, for at skabe sig et navn, for at kunne arbejde videre. Og så sagde hun stop. Inden hun rigtig var begyndt. Det kunne ikke passe, at den verden, hun havde uddannet sig ind i, mest bestod af priser, prestige og dagblade.

”Vi hører konstant, at der ikke er job, at man må ud og freelance. Den eneste mulighed, jeg havde for at få opgaver, var at promovere mig selv røven ud af bukserne eller gå ud og vinde nogle priser, og det har jeg svært ved at finde mig til rette i,” siger Sara Gangsted og understreger, at det kan lyde, som om hun har et horn i siden på de prisvindende fotografer, men sådan skal det ikke forstås. Der skal bare også gøres plads til alt det andet, fotografi og fotografer har at tilbyde.

”Hos os må du gerne være en del af eliten, du må gerne være fucking dygtig, men der må også gerne komme folk, der er helt grønne, men bare elsker fotografi,” forklarer hun.

Cecilie Stephansen kommer fra en mere kunstnerisk baggrund, hun har gået på KBH Film og Fotoskole og studerer nu en kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling. Ligesom Sara Gangsted kunne hun ikke forstå, at der ikke var et sted at være fælles om fotografi, hvis man var ny inden for feltet.

”Der er så mange dygtige fotografer, og de kommer aldrig til at blive udstillet, for man skal være noget eller kende nogen. Det kan ikke være rigtigt,” siger hun.

Tilbage i 2018 var hun i praktik hos Fotografisk Center, der er en institution, der viser udstillinger af fotografi. Her fik hun lov til at stifte et sted for unge, der havde interesse for fotografi for at gøre det mere velkomment for dem.

”Jeg lavede et opslag på deres facebookside og spurgte, om nogen havde lyst til at komme og være formidlere.”

Ud af de mange ansøgere valgte Cecilie Stephansen fire ud, og sammen tog de de første skridt til Ungt Rum.

Målet er et arbejdsliv

I januar 2019 valgte de at blive selvstændige og leje sig ind i lokalerne. Indtil nu har de ikke underskud, men heller ikke overskud.

”Det lyder enormt idealistisk, men responsen er så vanvittigt god, og når folk fortæller os, at det her manglede, er det så inspirerende, at det holder os kørende. Vi kører på en anden kapital end penge. Vi kører på folks taknemmelighed,” siger Sara Gangsted.

Men det betaler jo ikke huslejen? Skaber I virkelig et arbejdsliv, eller er det bare en fritidsinteresse ved siden af SU og freelanceindtægter?

”Målet er at skabe et arbejdsliv, og vi er nødt til at prøve det. Mit alternativ var kun at blive ved med at køre mit eget show og måske føle mig ensom i mit fag. Så vil jeg hellere satse hele butikken, for jeg tror, vi kan det her,” siger Sara Gangsted.

”Vi har sat gang i mange forskellige tiltag, og så må vi se, hvad der virker. Bare det, at det kan køre rundt, er fedt. Og stort. Nu skal der penge oven på det, og det knokler vi for. Der er lang line, før vi giver op,” siger Cecilie Stephansen.

”Måske synes nogle, at det er naivt, men jeg kommer til at stå på den anden side af det her, uanset udfald, og sige; Jeg tog chancen og kastede mig ud i det, jeg allerhelst vil arbejde med,” siger Sara Gangsted.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen