”Der findes ­to typer kærlighed.”

Anders Petersen læner sig lidt frem og skuer ud over den øverste kant af det afrundede, hvide brillestel.

Hans øjne fastholder mine i et blik hen over brillekanten. Fast, legende, ikke vigende.

”Der findes nok mange flere, men for at holde det simpelt har du to typer kærlighed.”

De gråblå øjne kunne lige så godt sidde i en 25-årigs ansigt som i deres 75-årige ejers.

”Agape er den type kærlighed, der giver, og eros er den, som tager. Og jeg er fyldt op med agape,” siger han med så meget tryk på fyldt op, at stemmen næsten flyder over.

Siddende let foroverbøjet på sofaen i fotostudiet i Stockholms gamle bydel går Anders Petersen næsten i et med rummet. På en gang undseelig og helt igennem fængslende. Ikke til at få øje på i en mængde, og ikke til at få øjnene fra. Håret er lyst gråt, og det er, som om tyngdekraften lige her har set sig nådig. Pandehåret lever efter egne regler, totter svajer i alle retninger som kornstrå på en mark i toppen af det åbne landskab, der er hans ansigt. I et sort læderetui i bæltet sidder et lille Contax T3 kamera, et analogt amatørkamera, som giver god skarphed i billedernes kanter.

 

Freelance fotojournalist Ditte Valente er blevet undervist af Anders Petersen to gange. Hun beskrev ham sådan her: Han er den type mand, man gerne vil ses af. Når han taler, lytter man. Og når han ser en i øjnene, ser man tilbage.

I nyere europæisk fotohistorie kommer få op på siden af Anders Petersen, når det gælder det subjektive, dokumentariske fotografi. Han har altid fotograferet mennesker, han identificerer sig med, og det gør han med de fleste. Med de hjemløse på Stockholms gader. Med den svenske kronprinsesse Victoria. Med dragqueens, cirkusartister og gummifetichister. Forelskede unge mennesker og hensygnende ældre. Mange af de mennesker, han har fotograferet gennem årene, er blevet nære venner. De, der stadig lever, inviterer ham med til vigtige begivenheder, bryllupper og fødsler.

Han har netop medvirket i en SVT-dokumentar og udstiller for øjeblikket billeder fra Stockholm på Liljevalchs Konsthall i Stockholm. Udstillingen viser mennesker, der elsker, synger, fødes, dør og lever i Anders Petersens hjemby. Det er blevet til over 600 billeder, næsten så mange, som han havde håbet på.

 

 

Drilsk trodsighed

Billederne virker ved første møde melankolske og mørke, kontrasten høj, udtrykket på en gang grynet og skarpt. De bløder op og viser drilsk trodsighed ved nærmere bekendtskab.

”Jeg er ikke i harmoni med alting og da slet ikke med mig selv. Det ser man i billederne, for billederne er fotografens børn.”

Anders Petersen

Hans første bog i 1973 handlede om forlystelsesparken Gröna Lund i Stockholm. Parken med sine mange lys, dufte, karruseller og snørklede rutsjebaner tager sig næsten dyster ud gennem Anders Petersens kamera.

”Selvfølgelig gør den det,” siger han.

”For jeg står bag kameraet. Jeg er ikke i harmoni med alting og da slet ikke med mig selv. Det ser man i billederne, for billederne er fotografens børn.”

Selv kalder han sit fotografi ’privat dokumentarisk’. Når han er bedst, er billederne næsten ”insisterende tæt på”, siger Mads Greve, som er fotograf, underviser på fotojournalistuddannelsen på DMJX og ven med Anders Petersen.

Siden årtusindskiftet og frem til 2014 har Anders Petersen undervist danske kommende fotojournalister på DMJX og på den københavnske fotoskole Fatamorgana, og han har holdt workshops for fotografer i hele verden.

”I Danmark har han haft en kæmpe indflydelse på, hvordan vi tænker fotojournalistik, fordi han i mange år stort set har undervist alle fotojournalisterne i en uge. En uge er ikke nødvendigvis meget, men alle har været eksponeret for hans måde at tænke på. Fotojournalistik behøver ikke være mega traditionelt,” siger Mads Greve.

Anders Petersens billeder er portrætter af ham selv, hans længsler og følelser. Følelserne kan han ikke skjule, det skal man heller ikke, siger han, det er utroværdigt. Man må være tro over for sig selv i billederne, selv om de ikke viser noget særlig kønt.

 

 

Fotografi handler ikke om fotografi

For tiden starter Anders Petersen sine morgener tidligt, ved 6-tiden vil han gerne være ude på gaden og fotografere. Så har han som regel gaderne for sig selv, måske lige bortset fra et enkelt menneske, der prøver at finde hjem. Natten ligger stadig i skraldet på gaden. Alt er åbent, dagen har ikke rigtigt fat endnu.

”Når jeg går ud tidligt om morgenen, bliver jeg helt overvældet af atmosfæren, af følelsen af at høre til i denne her store glæde. Når jeg møder mennesker, når jeg møder en hund, når jeg ser et træ, det føles næsten religiøst.”

Han fotograferer hver dag. Næsten. Tidligere skulle han bare holde kameraet op i luften, siger han, så hoppede billederne selv derind som kaniner. I dag er det sværere. Alder er en drilsk størrelse, for den fortæller dig, at du har set alt. Men det har ingen. Så Anders Petersen giver sig selv små opgaver. Stå op klokken 6, så du kan være på gaden klokken 6:30. Fotografer det samme sted i fem timer. Kom ikke hjem, før du ved, du har noget. Det er et valg, men det er også det eneste valg.

”Jeg ved ikke, om det virker. Men det er et forsøg på at føle mig i harmoni med de mange dele af min gamle krop.”

”Fotografi handler ikke om fotografi. Det handler om dine længsler, dine drømme og dine hemmeligheder.”

Anders Petersen

Når han taler helt langsomt og næsten fortaber sig i betragtningerne, er stemmen brummende ru, som Tom Waits-pladen ’Rain Dogs’ spillet på en gammel grammofon.

”Fotografi handler ikke om fotografi. Selvfølgelig gør det ikke det. Det handler om dine længsler, dine drømme og dine hemmeligheder.”

Hvad er det, du længes efter?

Han rynker brynene, fugen i den solbrune pandes midte bliver dybere. Svaret er tydeligvis indlysende.

”Samhørighed. At være sammen med mennesker. At være en del af verden. At være en del af familien, af os alle sammen. Og når du har kameraet, så åbner dørene sig for dig, du behøver ikke engang tale samme sprog.”

 

 

En analog mand

Vi sidder om et lavt stuebord i den ene ende af hans fotostudie i Stockholms gamle bydel. Anders Petersen sidder på en lav sofa bygget af en kommode med hynder på, jeg i en lænestol, som engang var betrukket med rødt plastiklæder. I dag er det meste af plastikbeklædningen faldet af. Jeg har det, som om jeg er fløjet 600 kilometer nordpå og 40 år tilbage i tiden.

”Sit laboratorie” kalder han selv stedet her, hvor han har arbejdet de seneste 33 år. Her er to mørkekamre, et gemt bag et sort gardin, hvor store dunke med kemikalier troner under rødt lys, og et, som er gemt bag en tung lem i gulvet. Lemmen åbnes op til siden, og en næsten lodret trappe med trin rundede af mange års gang leder ned i endnu en hule. Anders Petersen har altid selv fremkaldt sine billeder. Han er en analog mand, det digitale forstår han ikke. Det er derfor, Fredrik er her. Han er Anders’ assistent, og han redigerer Anders’ billeder digitalt på en MacBook ved et skrivebord i studiets anden ende. Så står Anders bag ham og siger ting som ”mere kontrast”, ”mere mørke”, ”de lyse områder skal være lysere”.

På væggene hænger store opslagstavler i metal, hvor sort-hvide fotos hænger tæt. Høje stabler af fotos bundet sammen med elastikker ligger som stakke med spillekort på reoler og rundt omkring.

Nogle af billederne skal blive til en ny bog i City Diary-serien, denne om Tyskland. Det bliver en blanding af billeder fra 30-40 år siden og billeder fra i dag.

På nogle reolhylder står mapper med angivelse af tid, sted eller navn på et projekt. Séte, 2007-2008, et portræt af en havneby i det sydlige Frankrig. Venedig 1983, hvor Anders Petersen sammen med fotografen Ralph Nykvist fotograferede et karneval. De hvide mærkater på ryggene holder orden i minderne. Årtiers arbejde, årtiers skæbner. Han ser op på mapperne.

”Det er meget sentimentalt.” Han holder en pause, lader ordene falde på plads på tungen og følelserne i kroppen.

”Mange af menneskene i mapperne er her ikke længere, de er døde i dag. De findes kun i menneskers minder om dem, i mine minder og på negativerne på mine kontaktark. Der findes de.”

For tæt på

Anders Petersen var et drømmende barn. Han læste bøger og malede i et atelier i familiens garage. Da Anders var tre år gammel, blev forældrene skilt, og moren giftede sig med en rar, men initiativløs mand fra den svenske adel. Han var godt nok til stede, men ikke nogen stor faderfigur.

”Han var ikke interesseret i at være far. Der var ingen. Ingen. Min mor var begge, både min far og min mor, og derfor var hun ingenting. Det lyder forfærdeligt. Hun var også bare et menneske, et elskeligt menneske.”

En dag, da Anders Petersen var fem, måske seks år gammel, kravlede han op i et træ i sin mormors have. Fra sin gren i træets krone kunne han se naboens kat komme gående. Han kunne se vejen, hvor den pige, han godt kunne lide, boede, men han kunne ikke se hende. Alt kunne han se, men selv sad han gemt.

”Jeg var en voyeur,” siger han, ”jeg var en voyeur!”

Stemmen lyser af barnlig begejstring, mens den ru, brummende tone, der ellers fylder, er trådt i baggrunden.

Anders Petersen gik på jagt efter en faderfigur uden for hjemmet. Og fandt blandt andet fotografen Christer Strömholm, der havde sin egen fotouddannelse. Anders Petersen startede i 1966 som 22-årig og vendte siden tilbage til skolen for at undervise.

”Jeg gik glip af mange gode billeder på grund af mine idiotiske følelser.”

Anders Petersen

Da han selv var yngre, endte han ofte med at blive for meget en del af de miljøer, han fotograferede. Han drak med drankerne, delte deres liv og vaner. Det var sjovt, men det gav ikke særlig gode billeder. Som fotograf skal man være følelsesmæssigt til stede, skabe en kontakt, give af sig selv for at modtage andre. Men man må også trække sig, sætte sig op i træets krone og skue ud over situationen gennem bladene.

”Jeg gik glip af mange gode billeder på grund af mine idiotiske følelser.”

Siden blev han bedre både til at være i situationer og til at trække sig tilbage.

”I dag er jeg som en elastik, frem og tilbage, frem og tilbage.”

I mange år har han undervist unge fotografer fra hele verden. ”Sine børn” kalder han eleverne, selv om han godt ved, det er overdrevet. Han følger med i deres arbejde og følger med, når de udgiver bøger, er på fotofestivaler.

I dag har han skåret ned på undervisningen. Det tager meget tid. Og han har ikke så meget at sige længere.

”Det er som at høre en gammel båndoptager, som spiller de samme historier igen og igen. Det er så pinligt. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Så nu om dage taler jeg ikke så meget.”

”Hvis du ikke fortsætter, dør du”

Anders Petersen har ondt i ryggen. For et par måneder siden faldt han ned ad en stige, da han skulle hænge billeder op til en udstilling i München. Hver morgen laver han øvelser for at styrke sin ryg. Om tre måneder skal læger vurdere, om det har hjulpet nok, eller om han skal på operationsbordet. Hvis lægerne skal operere, vil han miste mobilitet, han vil ikke kunne bukke sig ned, for rygsøjlen vil blive stiv.

”Jeg ser sådan her på det: Jeg er nødt til at overleve. Så længe jeg kan blive ved, bliver jeg ved. Blive ved med at tage billeder, ved med at lave bøger. Selv om det gør ondt. Hvis du ikke fortsætter, dør du.”

Er det det, du tror?

”Ææææh.” Han trækker på det, som for at undlade at sige, at det var da noget mærkeligt noget at spørge om.

”Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved.”

”Jeg dør, den dag jeg stopper med at være kreativ, stopper med at drømme. Det er en skræmmende tanke.”

Anders Petersen

Anders Petersens ord er skiftevis store armbevægelser og forsigtige skridt. Viften med armene, når han er begejstret eller vil slå en pointe fast. Og melodisk vuggende, når han leder. Med rolige, bølgende sætninger forsøger han at sætte ord på det utænkelige.

”Jeg dør, den dag jeg stopper med at være kreativ, stopper med at drømme. Det er en skræmmende tanke. Når du har gjort en ting i så mange år, så bliver det en del af din identitet. Du sover med arbejdet, du sover med kameraet, du er altid omgivet af muligheder for at fotografere.”

Selv hvis ryggen får det bedre, er der ting, der bliver sværere. For et par år siden var han på en bar i Stockholm. Der var mange smukke kvinder, og den ene havde en tatovering langt op ad benet.

Han spurgte, om han måtte tage et billede af tatoveringen. Ja selvfølgelig, svarede kvinden, hun var meget høflig. Han satte sig ned på knæ på bargulvet. Knipsede 15 billeder. Forsøgte at rejse sig.

”Det kunne jeg ikke.”

Hans stemme er næsten uhørlig. ”Det kunne jeg ikke.”

Kvinden tilbød at hjælpe ham op. Det var pinligt.

”Jeg vil ikke være så gammel. Jeg vil være hurtig, jeg vil bevæge mig, som jeg altid har gjort. Men det kan jeg ikke. Man kan ikke gøre det, man altid har gjort. Du har ikke de samme fornøjelser, du kan ikke drikke, du kan ikke ryge. Sådan er det at blive gammel.”

Kreativiteten forsvinder, når folk bliver stjerner

Egentlig bryder Anders Petersen sig ikke om at blive portrætteret. Han bryder sig ikke om at blive fotograferet. Han har brugt 52 år på at fotografere mennesker i deres mest intime og private stunder, men selv kan han bedst lide, at hans privatliv er privat. Men han fortæller, at han har en kone og en voksen søn.

”I dag er der Facebook og Instagram og alting, wuuuuh …” han laver en affejende lyd og slår ud med hænderne.

”Jeg kan ikke lide det. Jeg er fra en ældre generation.”

”Jeg har set mange mennesker forsvinde fra kreativiteten. Fordi de bliver stjerner.”

Anders Petersen

Han forstår, at medier og mennesker i dag har behov for at skrive om og lave film om og fotografere fotografer. Men det er farligt. Det fjerner fokus.

”Jeg har set mange mennesker forsvinde fra kreativiteten. Fordi de bliver stjerner. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg er en arbejder.”

De gode, kreative vitaminer i fotografi, siger han, er på gulvet, i det beskidte, i mødet med mennesker. Ikke i berømmelse.

”Fotografi handler ikke bare om fotografen, der kommer og tager sit billede. Som fotograf er det op til dig at skabe et øjeblik, der er godt og konstruktivt og kan fungere for begge parter. Du behøver ikke tale så meget. Det handler om at tale og lære og observere kroppen, kropssproget. Du har for eksempel et smukt kropssprog.”

Mig? Æh … Hvordan det?

”Hvordan det?” Han smiler.

”Det er sådan, fordi jeg siger, det er sådan.”

Anders Petersen kan ikke huske, hvad der skete, inden han klatrede op i træet i mormorens have, dengang han var barn. Han kan ikke huske, hvor lang tid han sad der, eller hvad der skete, da han endelig kravlede ned. Men følelsen. Den husker han.

”Jeg sad der i lyserøde underbukser og så livet gennem det klorofylfyldte grønne, med solen, der brød igennem bladene. Det var en speciel følelse.”