De lysegrå, syrefri papæsker tårner sig op lag på lag på to højtbelæssede vogne. Nogle af æskerne er flade og lange, andre er høje og kvadratiske. Enkelte er så store, at de slet ikke kan være på vognene.

”Ej se Miriam, her er hans notesbøger,” udbryder fotograf Henrik Saxgren. 

Han har lige lettet låget på en af de kvadratiske æsker øverst i stakken. Hans fotograf-kollega Miriam Dalsgaard spærrer øjnene op og tager en dyb indånding. Som for at få styr på følelserne.

PER FOLKVER eller bare FOLKVER står der med kantede, lidt barnlige blokbogstaver på hver af de små, slidte notesbøger, der ligger i stakkevis med ryggen opad nede i æsken.

Henrik Saxgren ligner et barn, der lige har fået lov at gå ombord i pakkerne under juletræet og ikke kan beslutte sig for, hvilken han skal pakke op først. Han åbner låget på en af de flade æsker.

”Hov-hov, du må ikke røre ved billederne uden handsker,” formaner personalet, da han griber fat om stakken af billeder i den. 

”Jeg har altså rørt ved de billeder 1.000 gange før. Men ja-ja, jeg skal nok,” siger han og trækker et par hvide handsker på, der er krympet et par numre i vask. 

Mere end 100 æsker

Vi er på Det Kgl. Bibliotek i København. Her har jeg sat fotograferne Henrik Saxgren og Miriam Dalsgaard i stævne. Sammen skal vi de kommende timer dykke ned i indholdet i de i alt mere end 100 lysegrå æsker fyldt med prints, notesbøger, scrapbøger, breve, bogudkast og andre arkivalier fra den afdøde fotograf Per Folkver.

Eller måske bare en brøkdel af det, indser vi hurtigt.

”Årh, der er meget, hva’?” siger Miriam Dalsgaard overvældet.

Henrik Saxgren nikker.

”Det er helt vildt.”

De to blev venner efter den nat i 2014, hvor de pludseligt mistede deres fælles ven og kollega. På en weekendtur med Politikens fotoredaktion faldt Per Folkver ned ad en trappe og døde på stedet. Han blev 61 år. 

Miriam Dalsgaard var der selv, den nat han faldt. Henrik Saxgren fik beskeden næste morgen, mens han lavede brunch til sine fødselsdagsgæster. Særligt Miriam Dalsgaard havde efterfølgende brug for at tale med en, der havde kendt Per Folkver gennem mange år. En, hun kunne dele de mange ”Per-historier” med. Derfor rakte hun ud efter hans gamle ven Henrik Saxgren. 

”Per har betydet alt for mig fotografisk. Det er virkelig svært at sætte ord på,” begynder hun tøvende.

Fyrtårn, pioner, mentor, inspirator

Og hun er langtfra den eneste, hvis fotograf-hjerne er blevet formet af Per Folkver, der fra 2001 til 2009 var fotochef på Politiken. Ord som fyrtårn, pioner, mentor og inspirator går igen, når man læser de nekrologer og artikler, der fulgte i dagene efter Per Folkvers død.

”Det er ikke muligt at sætte ord på, hvor meget han betød. For os. For Politiken. Og for dansk pressefotografi,” skrev Politiken Foto på Facebook få dage efter.

Og den anerkendte danske fotograf Jan Grarup blev i en artikel i avisen citeret for at sige, at Per Folkvers filosofi om fotografi har ændret hans eget fotografi markant.

”Per har været så stor en læremester for virkelig mange i vores fotomiljø. Det, han har lært os, ligger i en hel generation,” fortæller Miriam Dalsgaard.

Og nu ligger det så her i lysegrå æsker foran os. Lidt af alt det, der kan fortælle historien om, hvem Per Folkver var.

Per kunne godt lide at provokere. Han var antiautoritær og kunne godt lide at være lidt en særling.

Henrik Saxgren

Det Kgl. Bibliotek modtog arkivet fra hans enke sidste år. Det kom i store plastikkasser, og siden har de ansatte gennemgået materialet og emballeret det i syrefri papæsker, der beskytter mod nedbrydning forårsaget af lys, støv og udsving i luftfugtigheden. Ud over æskerne her består arkivet af over 400.000 negativer opmagasineret på et koldmagasin.

”Tænk, hvis han selv kunne se, hvor fint det er pakket ind,” sukker Miriam Dalsgaard.

Det hele startede på avisen København

I en af de første æsker, vi får fat i, ligger en lille bunke billeder sirligt indpakket i et papiromslag med teksten ”Fotos hvor Per Folkver selv indgår”.

”Haha, det er Per og mig. Det var dengang, han havde lidt mere hår på hovedet,” griner Henrik Saxgren og holder et sort/hvid-billede frem for sig, hvor de to sidder tæt sammen midt i noget, der ligner diskussion.

Han åbner en ny æske og finder en stor rød scrapbog med spiralryg. De brune sider i bogen er fyldt med avisudklip med Per Folkvers billeder fra især sidste halvdel af 70’erne. Det var der, han begyndte at arbejde som reportagefotograf for forskellige medier. 

”Han har simpelthen klippet alle sine egne ting ud. Det er fantastisk,” siger Henrik Saxgren henført, mens han bladrer gennem albummet.

Ved et avisopslag med et stort billede af en tom, oplyst motorvejsfletning med skriften ’Sluk lyset efter jer’ skrevet i de hvide striber på vejen stopper han op.

”Det her kan jeg huske. Det billede har han taget ude på Vestmotorvejen. Det er fra avisen København. Det var der, det hele startede. Der mødtes alle vi unge, oprørske fotografer – og det var der, jeg mødte Per,” siger Henrik Saxgren.

Dengang i midten af 70’erne var de begge i begyndelsen af 20’erne. Og de fandt hurtigt fælles fodslag og blev venner.

”Vi kunne sidde 15 fotografer rundt om et bord, men det var altid Per og mig, der sagde mest. Han havde ild i røven, og så elskede han ligesom mig at diskutere,” husker Henrik Saxgren.

Diskussionerne handlede om fotografi. Og selv om bølgerne gik højt, var de grundlæggende enige om, at det meste danske pressefotografi dengang var noget lort, og at der manglede respekt for fotografiet på aviserne, hvor billeder blev beskåret til uigenkendelighed af ordmennesker, der mest betragtede fotos som illustrativt vedhæng til artiklerne. Og fotografkorpset ydede ikke stor modstand.

”De, der blev fotografer, var bare foto-amatører, der kunne alkymien i det – det kunne være en cykelhandler eller en pølsemand. Der var ingen uddannelse, og der var ingen bevidsthed om, at et journalistisk fotografi var ligeværdigt med en journalistisk tekst. Misforholdet var så gigantisk stort,” fortæller Henrik Saxgren.

Fotografiets 10 bud

En aften i 1979 sad de to venner på værtshuset 90’eren på Gammel Kongevej og delte en pakke hvide Kings og deres fælles frustrationer over den manglende respekt for fotografiet. Det var her, de på bagsiden af en serviet begyndte at formulere ’Fotografiets 10 bud’, som de kaldte det.

”Et af buddene hed: ’Billedet er fotografens mening. Beskær ikke fotografens mening’. Det var det allerførste forsøg på at insistere på at få en respekt,” husker Henrik Saxgren. 

På gulnet papir i en af æskerne i arkivet ligger en maskinskrevet version af teksten fra værtshusservietten den aften. I samme bunke ligger også Per Folkvers senere bearbejdning af buddene. De er skrevet i 1988 og vidner om en radikalt anderledes tilgang til fotografiet end den, der var fremherskende herhjemme dengang. Mere eksperimenterende, mere personlig, mere kunstnerisk.

Et udpluk af ’De 10 Bud’ lyder:

· Der findes ingen regler – bryd dem.

· Al fotografi handler om dig selv.

· Det gode fotografi skal betragteren selv gøre færdigt.

· En god fotograf består af 5 % talent, 45 % hårdt arbejde og 50 % fiaskoer.

· Du lærer kun af dine fiaskoer.

”Du kommer som et medmänniska”

Vi bladrer videre i scrapbøgerne og falder over en række forsider og udklip fra Månedsbladet Press. I 1985 blev Henrik Saxgren billedredaktør på Press, og de følgende år bragte han flere af Per Folkvers billedserier i bladet.

”Dér er en sjov historie,” siger Henrik Saxgren og stopper op ved en af dem.

”Hvad foregår der?” spørger Miriam Dalsgaard mystificeret og kigger på billederne af op til flere nøgne kroppe viklet ind i hinanden i et svært gennemskueligt arrangement i et badekar.

”De har sex,” svarer Henrik Saxgren.

Billederne tog Per Folkver i 1983 i forbindelse med en workshop i Malmø med den svenske fotograf Anders Petersen. Samme år havde Per Folkver sammen med fotograf Morten Bo stiftet fotogruppen Ragnarok, og Anders Petersens tilgang til fotografiet var en stor inspirationskilde for ham.

”Anders sagde altid: Du kommer ikke som en jävla fotograf – du kommer som et medmänniska. På en workshop med ham handlede det om at komme tæt på de mennesker, man fotograferede. Og kunne man fotografere dem nøgne, var det det ultimative bevis på, at man havde vundet deres tillid,” fortæller Henrik Saxgren.

Den udfordring tog den dengang 30-årige Per Folkver op. I et boligbyggeri i Malmø mødte han i løbet af workshoppen et par, som han fik lov at komme med hjem. Her endte han med at fotografere parret, mens de havde sex med et par af deres naboer ude på badeværelset. Af frygt for at ”skrive billederne i stykker” blev Per Folkver og Henrik Saxgren enige om at bringe dem over otte sider i Press uden medfølgende tekst. Det var ikke en ubetinget succes, fortæller Henrik Saxgren.

”Det viste sig, at de fleste læsere troede, det var en reportage om en retarderet pige, der fik et karbad af et par kommunale hjemmehjælpere,” husker han.

Hvad var det ved Per, der gjorde, at han overhovedet kunne komme til at tage de billeder?

”Han troede på sit projekt. Det er det eneste, det handler om. Når folk ikke kan fotografere mennesker, er det, fordi de tror, de stjæler noget fra dem, de fotograferer. Men det er en gestus at fotografere mennesker. Du skal tro på, at det er en gestus. Og det var dét, Per kunne få folk til at føle. At det var en gestus,” forklarer Henrik Saxgren.

Miriam Dalsgaard nikker.

”Per trådte jo lige ind i mennesker. Virkelig. Han var interesseret i mennesker før fotografiet,” siger hun.

Var han også et lysende eksempel på en god fotograf?

”Nej, han var ikke en virtuos fotograf. Men hans metode var beundringsværdig. Han var kompromisløs, og hans engagement var ægte. Han vidste, hvad det krævede,” slår Henrik Saxgren fast.

Fire år med vagabonder

Da Per Folkver i 1987 udgav fotobogen ’Vennerne på vejen’, var metoden også bemærkelsesværdig. Igennem fire år fulgte han en gruppe vagabonder og dokumenterede med sit kamera deres liv på landevejen, på markeder, i høet, på bistandskontoret og i vilde branderter.

I sit arkiv har Per Folkver gemt et interview, han gav i forbindelse med bogudgivelsen. Her fortæller han selv om metoden:

”Efter det første år på markederne havde jeg 100 eksponerede film, der indeholdt fem billeder, jeg kunne bruge. Så besluttede jeg at leve sammen med vagabonderne gennem længere perioder ad gangen: En uge eller 14 dage. Skal du have de dybe ting, vise noget mere end overfladen, så skal du bruge tid.”

Et par år senere udgav Per Folkver bogen ’Begrundet begær’ – en erotisk fotobog med sort/hvid-fotos af nøgne kvinder og par, der dyrker sex. Mange gange helt up close. Metoden? Han indrykkede en række annoncer i landets aviser. 

”NØGNE par søges til fotografering. Henv. til: Fotograf Per Folkver,” står der i en af annoncerne, som han har klippet ud og sat fast på rød karton i en af scrapbøgerne.

”Først og fremmest en sandhedssøgen”

Han har også gemt breve fra nogle af kvinderne, han har fotograferet, ligesom han har gemt udklip med forargede læserbreve og skriverier i forbindelse med en udstilling af billederne på Frederikshavn Bibliotek, der skabte virak og endte som en sag i byrådet.

I en af bunkerne har Per Folkver også gemt en magasinartikel med et uddrag fra ’Begrundet begær’, hvor han skriver, at der var et element af voyeurisme i at lave billederne til bogen.

”Men det er først og fremmest en sandhedssøgen. Det her er privat, det er ærligt – og det er sandt,” skriver han. 

Henrik Saxgren tror også, at der var et element af provokationslyst i at lave de erotiske billeder.

”Per kunne godt lide at provokere. Han var antiautoritær og kunne godt lide at være lidt en særling,” siger han om sin gamle ven, der samlede på Massey Ferguson-traktorer, selv om han boede i byen, og engang kørte langt ned i Tyskland for at købe et helt særligt bestiksæt, han havde forelsket sig i.

”Det var et latterligt åndssvagt bestik. Men sådan nogle sære indfald havde han masser af,” siger Henrik Saxgren.

Noter fra Perpignan

Men én ting er Per Folkvers billeder og sære indfald. Noget andet er hans ord og tanker om fotografiet. Det er særligt dem, vennerne husker, og som hans arkivalier giver et indblik i.

”Når Per talte om fotografi, så lyttede man. Han var en mester i at italesætte fotografiet,” siger Henrik Saxgren.

Miriam Dalsgaard er enig. Ved bordet med de mange lysegrå papæsker har hun slået op i en af Per Folkvers små notesbøger, hvor hans tætskrevne, krogede kragetæer fylder side op og side ned, bog efter bog. Noget af det har karakter af kalender- eller dagbogsnotater fra reportagerejser, andet er mere løsrevne noter.

”Det, der jo er med Per, det er hans tanker. Og det her siger bare så meget om, hvor meget tanker og ord betød for ham,” siger Miriam Dalsgaard.

I en af notesbøgerne stikker en krøllet gul postit-seddel med bogstaverne S-A-X op fra en af siderne.

”Sax, det er jo mig – den skal vi kigge på,” siger Henrik Saxgren.

Det lader til at være Per Folkvers noter fra noget, Henrik Saxgren har sagt i 1996 under deres årlige tur til fotofestivalen i Perpignan i Sydfrank­rig. Sammen prøver de at stave sig igennem håndskriften.

”Fotografi som kunst benytter sig af visuelle indikatorer, modsat illustrationer …” læser Henrik Saxgren højt fra noterne, inden han går i stå og giver op:

”Hold kæft, han er svær at læse, mand!”

”Men prøv lige at se her, hvor fint det er,” siger Miriam Dalsgaard og bladrer videre i notesbogen.

”Det her er noget lort”

Hun lærte Per Folkver at kende, da han i 2003 ansatte hende som fotopraktikant på Politiken. To år forinden var han blevet fotochef på avisen, og rygterne om ham kendte hun, allerede inden hun mødte ham første gang.

”Da jeg skulle i praktik, turde jeg næsten ikke komme ind og vise ham mine billeder. Alle vidste, at når du kom ind til Per, så sagde han sin mening. Han var ekstremt kærlig, men han var også virkelig rå og brutal,” fortæller Miriam Dalsgaard.

”Ja, han pleasede ikke nogen,” tilføjer Henrik Saxgren.

Også Per Folkvers arkivalier giver indtryk af en mand, der ikke pakkede tingene ind. Han gav klar besked – og man kunne sagtens slå sig på ham. Henrik Saxgren tørnede ofte sammen med ham.

”Per og jeg havde nogle sammenstød i Perpignan, som var ret voldsomme, fordi han var så pisse påståelig. Jeg kan huske engang, vi kom ind på en udstilling, hvor der hang 60 billeder, som en fotograf havde brugt fem år på at fotografere. Men Per vendte sig bare om og sagde ”det her er noget lort”, uden overhovedet at have givet det en chance. I sådan nogle tilfælde kunne jeg blive virkelig rasende på ham,” siger Henrik Saxgren.

Verdens klogeste mand

Men på det personlige plan blev de to aldrig uvenner. Og Henrik Saxgren har altid brugt Per Folkver som tæt sparringspartner, når han kom hjem fra sine rejser i forbindelse med store fotoprojekter.

”Når jeg havde lavet arbejdskopier, kom Per hjem til mig en aften. Så bredte vi billederne ud på gulvet og delte et par flasker rødvin, mens han kommenterede alt, hvad jeg havde lavet. Jeg kunne være rasende på ham, når han gik. Han kunne jo være nådesløs i sin kritik og elskede at provokere. Men når jeg stod op næste morgen og kiggede på det, så havde han næsten altid ret,” husker han.

Også Miriam Dalsgaard trak tit på Per Folkvers hjælp. Både når hun skulle have indspark inden en fotoopgave på Politiken, og når hun kom tilbage og skulle vælge billeder ud. Han valgte tit billeder, hun ikke selv ville have valgt.

”Ofte det billede, der lå lige før eller lige efter det, man selv ville have valgt. Det måtte gerne være uskarpt eller svært at afkode hurtigt. Og han var altid ret sikker på det, han gerne ville,” siger hun.

”Han var ret skråsikker!” korrigerer Henrik Saxgren og tilføjer:

”Vi kaldte ham verdens klogeste mand. Det var kærligt ment, men der var et gran af sandhed i det. Han syntes egentlig ikke, der var nogen, som var helt ligeværdig med ham, når man diskuterede fotografi. Der var hans mening, og det var den primære.”

Og meninger havde Per Folkver mange af. Ikke kun om fotografiet, men også om livet, og hvordan det skulle leves.

”Det var jo alt! Hvilken kniv man skulle bruge, hvilken bil man skulle køre i, hvilket kød man skulle spise. Han hadede, at jeg drikker caffe latte – det skulle være espresso. Og da jeg blev gift med min mand fra Kenya, kunne Per slet ikke tåle det. Han vidste, hvor besværligt et liv det ville være. Han gad slet ikke at høre om det,” husker Miriam Dalsgaard.

En klar mission i Viby – men …

I en af de mange æsker ligger et kontaktark med gruppefotos af fotoredaktionen på Politiken. Per Folkver står helt ude til venstre med sin ene arm hvilende kammeratligt på en af sine medarbejderes skulder.

”Det var helt vildt, hvad han løftede det kollektiv af fotografer op til. Han satte en ny standard, da han kom på Politiken,” fortæller Henrik Saxgren.

Det var i 2001. Nogle år forinden – fra 1996-1997 – havde Per Folkver været billedredaktør på Jyllands-Posten. I et papiromslag med teksten ”Ord om fotografi fra JP-tid” er der i en af æskerne en tale, han dengang holdt for avisens bestyrelse. Den efterlader et indtryk af en mand med en klar mission i Viby. En mission om at skabe et bedre fotografisk udtryk i Jyllands-Posten.

I talen skriver han om, ”hvorfor mange billeder ikke er gode”. Han kritiserer, hvad han kalder maskinpasserne i fotografkorpset – ”en maskinpasser er en fotograf, der er tilfreds med at bruge fotografiet som et registrerende medium” – og han fremhæver de fotografer, som ”slås for en ændring i vilkårene, arbejdet bliver udført under, og den måde, det præsenteres på”. På en seddel med håndskrevne noter kræver han ”bedre fotografer, mere tid, mere research og større mod”. 

”De var slet ikke parat til ham,” siger Henrik Saxgren om Per Folkvers tid på Jyllands-Posten.

”Og han havde jo ikke nogen volumen-knap – han var bare Per hele tiden, og jeg tror nok, han gav dem et chok derovre. Han holdt i hvert fald ikke længe.”

Han råbte og skreg, hvis der var et menneske, der stod stille op ad en væg. Der skulle være bevægelse og liv – ikke noget med at stå op ad muren og kigge ind i kameraet.

Miriam Dalsgaard

På Politiken var der til gengæld mere lydhørhed over for Per Folkvers filosofi og ambitioner for fotografiet. Og han fik hurtigt meget at skulle have sagt på avisen. Ikke kun i forhold til det fotografiske.

”Han var meget aktiv også i den journalistiske prioritering,” husker Miriam Dalsgaard.

Ifølge Henrik Saxgren fik Per Folkver faktisk mere indflydelse på Politiken, end hans ansættelsesbeskrivelse som fotochef lagde op til. Han var med på ledelsesseminarer og fungerede i det daglige som fotografiets evige forkæmper der, hvor de vigtige beslutninger om morgendagens avis blev truffet.

”Da han var på sit højeste, var han respekteret af alle på avisen. Han kunne blande sig i de journalistiske prioriteringer, uden at nogen forsøgte at skubbe ham væk. Og han blev opsøgt af udenlandske billedredaktører og opfordret til at komme og holde foredrag på estimerede aviser. Han blev også dommer i World Press Photo og fik virkelig opbygget en status,” fortæller Henrik Saxgren.

”Ståning forbudt”

Også for fotograferne på Politiken var Per Folkver en markant og karismatisk chef. Han stillede krav og indførte ofte dogmer og benspænd for at presse dem i nye retninger.

For eksempel udleverede han på et tidspunkt målebånd til alle fotograferne og nedlagde forbud mod, at de fotograferede folk mindre end fem meter fra en mur. Gjorde de det, fik de klar besked, når Per Folkver hver dag gennemgik dagens avis og gav efterkritik på alle billederne på et 30 minutters morgenmøde.

”Han råbte og skreg, hvis der var et menneske, der stod stille op ad en væg. Der skulle være bevægelse og liv – ikke noget med at stå op ad muren og kigge ind i kameraet,” fortæller Miriam Dalsgaard om dogmet, der på Per Folkversk gik under begrebet ”ståning forbudt”.

Hun husker også, at Per Folkver på et tidspunkt indførte en regel om, at alle i fotoafdelingen skulle give hånd til hinanden, når de mødte om morgenen.

”Man kunne ikke bare komme ind ad døren uden at blive set. Man gav hånd og så hinanden i øjnene for ligesom at se, hvad for en dag man havde,” fortæller hun.

Både målebåndet og den alfaderlige skolemesterstil er illustreret i en tegning af Per Folkver, som han har gemt i sit arkiv. Den ligger øverst i en lille bunke tegninger af redaktionens fotografer tegnet i 2005 af daværende fotopraktikant på avisen Anders Birch. På den tegnede Per Folkvers mave står der ”Mr. Politiken himself”, og i en taleboble står der ”far har altid ret”. I munden har han et målebånd, og bag ham er en mur og en markering af de berømte fem meter.

”Sæt dig ned – her er ståning forbudt, psykopat,” siger han i en anden taleboble.

Pris for dokumentarfilm

Det er blevet sent på eftermiddagen på Det Kgl. Bibliotek, og selv om der stadig er masser af uåbnede æsker i arkivet, melder opbrudsstemningen sig så småt. Om vi så blev her hele aftenen, ville vi ikke kunne nå igennem det hele.

”Ej se, her er et selvportræt,” udbryder Miriam Dalsgaard, da hun alligevel åbner en æske mere og folder papiret omkring en lille kvadratisk pakke med billeder ud.

Øverst i bunken møder hun Per Folkvers alvorlige blik på et billede fotograferet med et gammelt Rolleiflex-kamera i et spejl. Han er iført rullekrave og jeans, håret er tyndt i toppen.

”Årh,” sukker Miriam Dalsgaard – tydeligt rørt af at se sin gamle ven og chef.

Efter otte år i spidsen for Politikens fotoredaktion besluttede Per Folkver i 2009 at stoppe som fotochef og i stedet blive menig fotograf på avisen. Ikke en fin afslutning, mener Henrik Saxgren.

”Han var ikke en særlig god pressefotograf. Det var jo helt forkert, at han pludselig skulle stå der og fotografere til et boksestævne i Herning,” siger han.

Miriam Dalsgaard og Henrik Saxgren er stille lidt. Så tilføjer Miriam Dalsgaard:

”Men han sluttede jo alligevel på en fin måde. Med at lave sin film.”

Bare få uger før sin død modtog Per Folkver en andenpris ved uddelingen af Årets Pressefoto i 2014. Prisen fik han for en lille dokumentarfilm fra livet ombord på en færøsk fisketrawler. Sammen med 33 søfolk påmønstrede Per Folkver trawleren og levede i 39 døgn ombord på det lille skib. Uden at se land, og stort set uden at se dagslys.

Ved bordet foran de mange lysegrå æsker bliver Miriam Dalsgaard og Henrik Saxgren enige om, at netop dét projekt var et rigtigt Per-projekt. Kompromisløst og fyldt med benspænd – nærmest et dogme-projekt.

”I seks uger var han på det skib med grimme møbler og plastik-mahogni og et ganske lille rum, hvor han næsten ikke kunne sove udstrakt. Han havde kun de mennesker, der påmønstrede skibet, at gøre godt med, og han fotograferede næsten ikke udenfor,” siger Henrik Saxgren.

Miriam Dalsgaard griner lidt og tilføjer:

”Han gav den virkelig stadigvæk gas.”