To makreller ligger på plankebordet imellem os og stirrer med store hvide øjne. Vi sidder i haven til et stort murstenshus i Onsevig på Lolland, som Jacob Aue Sobol købte for to måneder siden. Makrellerne fangede han i går aftes fra sin nye båd, der ligger fortøjet få hundrede meter længere nede ad vejen i en lille havn.

Når han skal koncentrere sig om at flå fiskene, stopper han med at snakke.

”Jeg kan kun gøre en ting ad gangen,” siger han.

Jacob Aue Sobol er næsten ude at fiske hver dag. Det er terapi, fortæller han. Og han føler, det virker bedre end nogen medicin, lægerne har ordineret.

”For mig er det naturen og fiskeriet, der helbreder. Når jeg falder i søvn om aftenen, sover jeg bare på en helt anden måde. Hvis jeg har siddet på et kontor på Nørrebro en hel dag, sover jeg overhovedet ikke om natten,” siger han.

”Jeg har haft selvmordstanker”

Jacob Aue Sobol fik sit fotografiske gennembrud i 2005 til fotofestivalen i Arles med billedserien af sin grønlandske kæreste Sabine. Siden blev han Magnum-fotograf og en fast del af verdenseliten inden for sit felt. Men på samme fotofestival i Frankrig gik det galt for Jacob Aue Sobol i 2017, og nu har han taget sit sidste billede. Hans egne arbejdsmetoder slog ham ud og sendte ham ind i en voldsom depression. I dag kæmper han stadig med at blive rask.

”Jeg har haft selvmordstanker. Jeg har set det som en befrielse, hvis jeg ikke skulle være her. Det hul og den smerte, depressionen skabte, var så ekstremt,” siger 42-årige Jacob Aue Sobol, mens hænderne holder pause fra makrellerne.

Fra køkkenet dufter det af nybagt brød.

”Det er første gang nogensinde, at jeg bager,” siger Jacob Aue Sobol.

”I de her dage er der mange ting, der er nyt,” siger han.

For bare to måneder siden vidste Jacob Aue Sobol ikke, at hans 20-årige fotografkarriere var nødt til at slutte. I dag er han fisker. Og havemand. Han peger mod to store bed i haven, hvor agurker, chili, tomater og græskar godter sig under den lollandske muld. Målet er at blive selvforsynende med fisk og grøntsager, fortæller han.

”Nu vil jeg hellere holde om en fiskestang eller en spade end et kamera,” siger han.

En mislykket flugt fra angsten

Professionelt og økonomisk var turen til Frankrig i 2017 ellers en succes. Jacob Aue Sobol solgte prints fra sin fotobog ‘With And Without You’, som er en samling af hans bedste billeder og en hyldest til sin far. Der var stor efterspørgsel, og han solgte 300 prints på tre dage.  Men det blev for voldsomt for Jacob Aue Sobol, for det var vigtigt for ham at give alle køberne en oplevelse og fortælle dem om billederne. Det kunne kroppen ikke holde til.

”Hvis man åbner sig selv for så mange mennesker på så kort tid, bliver man udtømt. Måske andre kan klare det, men jeg kan ikke,” siger han.

Hans krop havde ellers varslet ham om at tage den med ro op til festivalen. Jacob Aue Sobol har hele karrieren kæmpet med angst, stress og mani, og han kendte derfor udmærket de symptomer, der begyndte at vise sig. Men han ignorerede dem.

”Når angsten kommer snigende, bliver jeg manisk. Prøver at flygte fra den. Og sådan var det også op til festivalen. Jeg var helt oppe at køre,” siger han.

Han fyldte dagene med udstillinger og redigerede flere bøger sideløbende, selv om han vidste, at den maniske adfærd var et tegn på, at angsten var på vej.

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke stoppede. Men jeg ville det hele. Og når jeg er manisk, tror jeg, jeg kan klare det,” siger han.

Symptomerne tog med ham til Frankrig, men han dulmede dem med alkohol og mere arbejde. En uge efter festivalens afslutning blev han dog indhentet af angsten.

”Festen var slut,” siger Jacob Aue Sobol.

”Jeg havde pumpet min krop så hårdt med adrenalin og maniskhed, og pludselig skulle jeg slappe af. Det kunne jeg ikke,” siger han.

Jacob Aue Sobol tager sig lange pauser, når han snakker. Leder efter ordene og lader blikket flakke rundt i haven. Pauserne bliver særligt lange, når han fortæller om tiden efter Arles.

Han fortæller, at han prøvede at bekæmpe det sorte hul med motion. Det plejede at virke for ham, når han havde det dårligt.

”Men når jeg havde løbet, havde jeg det kun godt i en time eller to bagefter. Og så kom angsten tilbage. Den overtog mig fuldstændig. Og så blev jeg syg. Sådan for alvor,” siger han.

Kameraet blev indgangen til relationer

Jacob Aue Sobol voksede op med sin mor, far, søster og tvillingebror. En kernefamilie, kalder han den. Men kernen blev splittet, da hans far døde i et færdselsuheld, da Jacob Aue Sobol var 20 år gammel. Dødsfaldet satte en stopper for den symbiose, han hele sin barndom havde oplevet med sin tvillingebror.

”Mig og min bror havde altid været to. Vi lavede alt sammen. Vi havde vores egen verden, vores eget sprog, og vi var fuldstændigt afhængige af hinanden. Men der skete et brud i forbindelse med dødsfaldet. Den barnlige, naive tro, på at livet kun er fuld af gode og smukke ting, forsvandt,” siger han.

Pludselig skulle drengene være voksne, og forholdet ændrede sig. For Jacob Aue Sobol føltes det som en voldsom separation, der har siddet i ham lige siden.

”Jeg tror, at alle de år, jeg har taget billeder, har været en søgen efter den symbiose, jeg havde med min tvilling. Det rum, som vi havde sammen.”

Siden tabet af faren og bruddet med tvillingebroren har Jacob Aue Sobol lidt af angst for at miste.

”Vi er alle sammen bange for at miste dem, vi elsker. Men i mit tilfælde har det været ekstremt og i alle former for relationer lige siden,” siger han.

Den angst har gjort ham afhængig af at være tæt på andre hele hans liv, forklarer han. Og det kan ses i hans fotografier, hvor han går tæt på de liv, han skildrer. Rigtig tæt på. Faktisk har hans karriere aldrig handlet om selve fotografiet. Det interesserer ham slet ikke, fortæller han. Til gengæld har den handlet om at skabe den intime relation til et andet menneske. Og til det har han været nødt til at bruge sit kamera som redskab.

”Det er svært at møde et fremmed menneske og sige: ”Jeg vil gerne lære dig at kende.” Men når jeg har haft kameraet, har jeg haft en undskyldning for at ville skabe den relation,” siger han.

Privatliv og arbejdsliv smeltede sammen

Jacob Aue Sobol har brugt de seneste 20 år på at søge og skabe tætte, intime relationer. Og han har brugt de samme 20 år på at være angst for at miste dem igen, forklarer han. Både de relationer, han skabte med kameraet i hånden og dem i privatlivet. De to liv har han aldrig skelnet fra hinanden, og derfor er mange af personerne i hans fotografier også kærester eller mennesker, han har boet sammen med.

Nogle af hans mest kendte billeder var af hans store kærlighed, Sabine, i Grønland. Han boede i tre år i bygden Tiniteqilaaq, hvor fotobogen med titlen ‘Sabine’ blev skabt. Den blev trykt i et lille oplag, men endte med at blive Jacob Aue Sobols professionelle gennembrud.

”Jeg havde ingen anelse om, at det ville blive så stort,” siger han.

Fotografierne blev spottet på festivalen i Arles i 2005, og så gik det stærkt.

”Folk elsker jo at finde noget nyt. Hvem er den næste, der kommer, som har noget på hjerte?”

Forholdet med Sabine var gået i stykker i 2002, og han var derfor vendt tilbage til Danmark. Men der gik ikke lang tid, før han igen tog sit kamera og rejste ud i verden.

Han flyttede til Guatemala for at bo hos en familie i bjergene, og hans fotografier af den mellemamerikanske familie vandt prisen ved World Press Photo i kategorien ‘Hverdagshistorier’ i 2006.

Siden har han boet rundt omkring i verden. De fleste steder på grund af kvinder, han har forelsket sig i, og de kvinder figurerer i flere af Jacob Aue Sobols fotografier. Han kan ikke skille det ad, fortæller han.

”For mig er fotografiet forbundet med de her store følelser i livet. Det er ikke noget, der foregår derude. De billeder, jeg tager, er en del af mig og en del af mit indre,” siger han.

Men det har været en kraftanstrengelse for Jacob Aue Sobol at blive så stor en del af sine egne billeder.

”For at lave den slags billeder, jeg lavede, skulle jeg hele tiden stille mig åben og sårbar over for de mennesker, jeg fotograferede. Ellers kunne jeg ikke forvente, at de gjorde det samme. Det bliver smukt og intenst, men det er også voldsomt,” siger han.

”Det er ligesom at forelske sig igen og igen, når man fotograferer og kommer så tæt på et andet menneske. Forelskelsen er voldsom, fordi man både føler begejstring og fascination, samtidig med at angsten for at miste det igen hurtigt viser sig,” siger han.

Forelsket i et simplere liv

Jacob Aue Sobols interesse for fiskeri startede i Grønland. Her blev han oplært som fisker og fanger, og han mærkede den styrke, som mændene hentede, når de var ude på fangst.

”Jeg blev forelsket i den måde at leve på. Mere råt og simpelt. I vores verden stiller man hele tiden en masse spørgsmål, når man har taget et billede. Hvorfor har du taget det, hvad er det for et projekt, hvorfor gør du det, og hvad er meningen med det hele?”

De spørgsmål stilles ikke, når man fisker. Det giver mening i sig selv.

”Jeg behøver ikke at spørge, hvorfor jeg skal bruge min tid på at fiske. Jeg ved jo godt, jeg skal spise fisken, når jeg kommer hjem,” siger han og kigger ned på de flåede makreller på plankebordet.

Han fortæller, at han kan mærke, han er i sit rette element, når han er ude på vandet. Det var han ikke, da han arbejdede som fotograf.

”Dét, der var min store glæde, var jo at rejse ud i verden, opleve naturen og tage del i det liv, som dem, jeg fotograferede, levede. Men 80 procent af det at tage billeder, arbejde med billeder, drive en virksomhed og leve af det foregår jo på et kontor,” siger han.

Derudover oplevede han på sine rejser, at det var svært at realisere ønsket om at blive en del af det liv, der foregik på den anden side af linsen. Selv om det var det, han allerhelst ville.

”Om folk fiskede eller havde sex, ville jeg være med. Men jeg var der jo for at fotografere, og det har været den største konflikt for mig som fotograf. Man er ikke for alvor en del af det liv, der foregår, og det liv, der udspiller sig. Man er der for at dokumentere,” siger han.

Prisen for succes

I dag er det halvandet år siden, Jacob Aue Sobol har rørt sit kamera. Og han har ikke den mindste trang til igen at mærke vægten af det i hænderne.

”Nej, er du sindssyg, mand. Det sidste år har jeg haft kvalme, når jeg har kigget på et kamera. Jeg har ingen lyst til at samle det op eller gøre noget med det. Det er et redskab, der er lagt til side,” siger han.

Fortryder du, at du ikke fik sagt stop før?

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg er … skadet. Hvis man kan bruge det ord. Men jeg forsøger at bygge noget op, hvor jeg ikke er slave af mine følelser. Men det er lidt dobbelt, for jeg ved, at det også er det, der har været med til at skabe de billeder, som har inspireret så mange mennesker. Nu betaler jeg prisen, men jeg fortryder det ikke,” siger Jacob Aue Sobol.

Og selv om det var depressionen, der fik Jacob Aue Sobol til at indstille karrieren, var tidspunktet passende. Han har fortalt det, han ville: At vi har brug for hinanden.

Men det er på både godt og ondt at sige farvel til sit gamle liv, fortæller han. Som at sige farvel til den store kærlighed, man både brænder for at leve med, men som også er ødelæggende.

”Jeg arbejdede med så ekstreme følelser og relationer, når jeg fotograferede, at jeg hele tiden vekslede mellem at være i top og bund følelsesmæssigt. Jeg har givet det alt i 15 år og haft en arbejdsuge på 70 timer lige så længe. Det kan jeg ikke mere. Eller, det kan jeg godt, men så betaler jeg med for høj en pris,” siger han.

”Nu har jeg en fantastisk lyst til livet”

Jacob Aue Sobol er ret sikker på, at han ikke kommer til at savne at tage billeder. ”99 procent sikker,” siger han. Men han vil gerne arbejde videre med de billeder, han allerede har taget, og som endnu blot ligger i arkivet. Det drejer sig om 500.000 billeder, og nogle af de billeder kan måske i fremtiden bliver til nye fotobøger. Men det skal han bruge hjælp til.

Derfor har han fem unge mennesker med fotodrømme boende hos sig i huset i Onsevig. De hjælper ham. Og til gengæld hjælper han dem med at finde deres fotografiske sprog.

Jacob Aue Sobol vil i fremtiden også tilbyde workshops. Det har han også tidligere gjort, men nu skal det foregå på en anden måde. Før i tiden underviste han hold af 10 eller 20 deltagere. Nu skal det dreje sig om ét menneske ad gangen. Det er, hvad han kan rumme.

Derudover er Jacob Aue Sobol stadig repræsenteret igennem fem gallerier rundt omkring i verden, og egentlig tror han, han ville kunne leve af sit arkiv uden andre indtægter. Priserne på hans prints ligger mellem 18.000 og 150.000 kroner per print. Alligevel vil han fortsætte arbejdet med at tilbyde workshops.

”Jeg elsker at kunne give noget videre og gå ind i andres projekter. Det er noget helt andet end selv at fotografere,” siger han.

Energien er lige så stille på vej tilbage hos den 42-årige fisker og havemand. Det er tydeligt, når han fortæller om sine mange kommende projekter. Faktisk er det svært at få ham til at skifte emne igen, når snakken først er faldet på havearbejde, fiskeri eller workshops.

”Jeg er selvfølgelig ikke helt rask, men jeg er ikke længere i et sort hul. Jeg har en fantastisk lyst til livet, og jeg er ikke blevet en slatten grøntsag. Jeg har bare kastet mig over nogle ting, der er meget sundere for mig.”