Fotogalleri i Vendsyssel modtager ærespris

DJ:Fotografernes ærespris ’Fotogratula’ blev torsdag aften uddelt til Galleri PixlArt ved fotograf Tao Lytzen. Galleriet modtager prisen for at nytænke fotografiets formidlingsformer ”med afsæt i en egn af Danmark, hvor kulturtilbuddene er færre end i de store byer”

I sommeren 2015 åbnede fotoudstillingsstedet PixlArt i en nedlagt baptistkirke i Østervrå i Vendsyssel. Bag PixlArt, der kalder sig verdens første digitale galleri, står fotograf Tao Lytzen.

Torsdag aften modtog han og Galleri PixlArt æresprisen ’Fotogratula’ ved en prisuddeling på Fotografisk Center i København. Bag prisen står DJ:Fotograferne under Dansk Journalistforbund.

Motivationen fra priskomitéen lød:

”Med afsæt i en egn af Danmark, hvor kulturtilbuddene er færre end i de store byer, modtager PixlArt Fotogratula ’18 for nytænkning af fotografiets formidlingsformer, som interagerer med publikum og omgivelser på en bred, mobil og nem digital platform, der rækker ud mod alle dele af landet.”

Ikke et klassisk galleri

PixlArt er et galleri, hvor fotokunsten ikke udstilles i glas og ramme og på gammeldags papir. I stedet vises billederne på kæmpestore fladskærme på op til 4 gange 12 meter.

”Det vil give en helt ny og stærkere oplevelse for publikum, at de kan se billederne i den størrelse,” sagde Tao Lytzen året inden åbningen til Journalisten.

Fotogratula-prisen gives til en person, en gruppe eller en institution, der har gjort noget særligt for dansk fotografi. Med prisen følger 20.000 kroner.

I alt 17 indstillede

Ud over Galleri PixlArt var også ’Copenhagen Photo Festival’ og tidsskriftet ’Katalog’ ved redaktør Jens Friis nomineret til Fotogratula-prisen. De blev valgt ud af i alt 17 indstillede.

Prisen uddeles kun hvert andet år og er tidligere gået til fotoskolen Fatamorgana ved Morten Bo og til fotograf Henrik Saxgren.

I årets priskomité sad:

  • Sarah Giersing, Forskningsbibliotekar og cand. mag., Det Nationale Fotomuseum
  • Søren Jonesen, Fotograf og underviser på fotografuddannelsen på NEXT
  • Mette Sandbye, Forsker og institutleder, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Kbh’s Universitet
  • Kristine Kern, Kunsthistoriker, mag. art., leder af Fotografisk Center
  • Peter Thornvig, Fotograf og formand, DJ:Fotograferne.

0 Kommentarer