Forfatteren Christian Mørk er uddannet journalist og har opnået det, som mange ville brække en arm for: at arbejde for ikoniske amerikanske medier som Variety og New York Times. Men han vil hellere skrive romaner. »Jeg er fortæller,« siger han.

PORTRÆT. Christian Mørk er lige kommet hjem fra en researchrejse i Vietnam, og nu er det hverdag i New York. Vi har sat os på hver sin side af et lille bord i hans lejlighed i Brooklyn.
Christian Mørk har serveret en kop te. Hans blik er koncentreret. Han er klar. Han ved godt, at vi ikke skal snakke om hans romaner, men om mennesket Christian Mørk. For hvorfor rejste han overhovedet til USA som 20-årig? Var det en flugt?
Han er et skridt foran. Der er ingen grund til at forklare baggrunden for spørgsmålet. Når man er søn af skuespillerne Erik Mørk og Susse Wold, kunne det godt være en flugt. Men det var det ikke:
»Nej, for det unaturlige bliver jo naturligt, når det er en varig tilstand. Jeg kan da godt huske, at der var en pressefotograf med stort hvalrosskæg, der bare var der. For mig var det naturligt. Men jeg var en ung mand, der var glad for engelsk og som gerne ville skrive. Jeg havde en veninde, der gik på Marlboro College i Vermont, og det, hun kunne fortælle, fik mig til at søge ind,« fortæller Christian Mørk.
Et par essays åbnede døren til historie og sociologi. Han boede på skolen, og det var et hyggeligt sted, ikke for stort og med tæt kontakt mellem de studerende.
»Mine forældre var noget chokerede over, hvor primitivt det var. Men jeg havde det godt, og jeg fik venner, som jeg har endnu.«
Universitetet ønskede at udgive hans afsluttende opgave om amerikansk udenrigspolitik efter borgerkrigen, men det modsatte Christian Mørk sig. Han ville ikke være historiker:
»Jeg ville skrive om livet. Jeg ville ud i virkeligheden.«

CHRISTIAN MØRK BEGYNDTE at læse journalistik på Columbia University i New York, og her mødte han en helt anden indstilling end i Vermont. Der skulle skrives her og nu om det, der skete her og nu:
»Jeg kan huske den første dag. Det var omkring middag. De fleste studerende var veluddannede, nogle var journalister i forvejen. De sad der i deres kamelhårsfrakker og så værdige ud. Så kom vores lærer ind: "Nu tager I hver især op til Harlem, og så kommer I hjem med en historie inden klokken fire i dag. Dem, der ikke gør det, ryger ud." Det var den gamle skole. Der skulle produceres, ofte fire artikler dagligt,« siger Christian Mørk.
Når han taler om journalistik, mærker man, hvilke spor "den gamle skole" har sat: Man kan godt hjælpe kilden med at formulere holdninger, men man må ikke lægge usagte ord i kildens mund. Der må aldrig være tvivl om, hvad kilden siger, og hvad der er journalistens vurdering og konklusion.
På studiet fik de at vide, at de godt kunne glemme alt om at få job i New York, men det tog Christian Mørk sig ikke af. Med en afhandling om ulovlige irske immigranter fik han sin mastergrad i journalistik og søgte ind på den kendte film avis Variety.
»Jeg skrev et brev til chefredaktøren og sagde, at deres Europa-sektion var for dårlig. Det var nok lidt frækt, men jeg blev ansat på stedet. Der var nogle herlige typer på bladet, blandt andre Larry Cohen, der vidste alt om film, og som smækkede røret på to gange, når han blev ophidset på kilden. Men jeg kunne godt fornemme, at det ikke var disse veteraner, ejeren ville satse på. Da han ville flytte redaktionen til Los Angeles, var jeg én af dem, der blev bedt om at tage med. Jeg var ung og europæer, og mig ville han gerne beholde. Det var noget af en tillidserklæring og en stor mulighed.«

DEN JOURNALISTISKE FREMTID TEGNEDE LYS. Så skete der noget: En dag sad Christian Mørk og spiste frokost i arbejds medfør med den øverste kreative direktør for Warner Bros Pictures, Bruce Berman. Pludselig spurgte direktøren, om Christian Mørk ikke kunne tænke sig at arbejde for ham.
Nu blev han en del af den filmbranche i Hollywood, han havde skrevet om som journalist. Han skulle læse manuskripter for at evaluere, om firmaet burde købe dem, samt redigere de historier, man ville bearbejde til film. Christian Mørk skulle også hjælpe med at rette historien til sammen med forfatteren, før den kunne "sælges" til de store stjerner. Det var vigtigt, for deres medvirken var nøglen til at få en film i kassen.
Christian Mørk blev forfremmet, fik større ansvar og var med i store produktioner som "Outbreak" og "Djævelens Advokat". Han arbejdede i grænselandet mellem forretning og kunst, hvor der kan være svære kompromisser. Arbejdet fyldte hans verden, men pludselig var det nok.
»Jeg elskede mit arbejde, til jeg ikke elskede det mere,« som Christian Mørk formulerer det.
Han sagde op, og hans gamle chef hev ham straks tilbage som filmredaktør på Variety.
»Men jeg trivedes ikke ved at skrive om den branche, jeg havde forladt. Min chef kaldte mig ind og sagde: "Du er ikke glad – vi sender dig til Paris som vores korrespondent." Jeg svarede, at det ville jeg ikke. Jeg ville blive hjemme og skrive min roman færdig.«
Christian Mørk var begyndt at skrive fiktion. Han havde altid været glad for at være i det journalistiske grænseland, hvor beskrivelsen er prioriteret højt. Nu gik han længere ind i dette land og over den usynlige grænse. Han ville være fortæller.

MEN DER SKULLE JO TJENES til huslejen. Sammen med en kollega var Christian Mørk én af de første ansatte på medieavisen Inside.com på nettet, men firmaet gik ned efter et par år. Da en filmproducent kort tid efter bad ham begynde at skrive manuskripter, sagde han ja. Ingen af dem blev til noget, men det gav både erfaringer og oplevelser, fortæller Christian Mørk og viser den store stak af filmmanuskripter, han har liggende:
»At skrive dramatik er at skrive omvendt journalistik. Man bygger det op i modsætning til journalistikken, hvor man først fortæller, hvad der er sket. Desuden har man god tid. I en journalistisk artikel skal man have fat med det samme, for ellers står læseren af. I biografen eller teatret bliver de siddende og venter på at se, hvad der sker,« forklarer Christian Mørk.
Han siger det ikke selv, men man mærker det link, der kæder journalisten og forfatteren af filmmanuskripter sammen: blikket for den gode historie.

I SEPTEMBER 2004 FLYTTEDE Christian Mørk tilbage til New York.
»Jeg skulle væk fra Los Angeles og byens filmmiljø, og jeg flyttede til Brooklyn til den lejlighed, vi sidder i nu. Men jeg skulle jo have et arbejde, så jeg kontaktede min gamle kollega fra Inside.com, Michael Cieply. Han var nu filmredaktør på New York Times.«
Christian Mørk fik at vide, at avisen ville trykke lige så mange af hans artikler, som han kunne nå at skrive. Han fik en kontrakt, der knyttede ham til avisen, men han skrev hjemmefra, for så kunne han samtidig gøre sine romaner færdige. Det var ikke så længe efter sagen med Jayson Blair, der havde opdigtet en stor del af sine historier og derfor blev fyret. Chefredaktøren og redaktionschefen havde måttet forlade avisen, der nu skulle have sin troværdighed bygget op igen.
»Det betød, at New York Times var – og er – verdens mest redigerede avis. Alt skulle igennem fire redaktører. Det er nærmest et efterretningsvæsen, der gennemgår artiklerne, før de slippes ud i spalterne. Men det havde jeg det fint med,« siger Christian Mørk.
Vejen var åben for en journalistisk karriere på New York Times, men han skrev samtidig på "sit eget". Romanen "De ti herskere" skulle gøres flyvefærdig. Det var den i 2006, og efter godt to år som journalist på New York Times, besluttede Christian Mørk sig for at blive sin egen arbejdsgiver. Hans sidste artikel kom på i januar 2007.

DET ER, SOM OM Christian Mørk har haft flere liv, og nu gælder det livet med romanerne.
»Jeg skriver fem sider om dagen. Hvornår på døgnet de skrives, er lige meget. Og jeg henter ikke kun min research hjem over nettet. Min primære research er det selvoplevede,« siger han.
Efter "De ti herskere" kom "Darling Jim", der er solgt til 13 lande, og "Skyggernes hav". Romaner, hvor historier væves ind i hinanden, hvor flere linjer i fortællestilen til sidst bliver til én, og hvor menneskelivets lyse og mørke sider er hinandens forudsætninger.
Vi er nået til vejs ende, og et billede tegner sig: Disciplin og seriøsitet i research fik engang Christian Mørk tilbage som redaktør på den avis, han ellers havde forladt. Disse kvaliteter er sammen med talentet og fortælleglæden stadig afgørende.
Vi forlader lejligheden og går sammen en lille tur ad stille veje i Brooklyn. Det er tydeligt, at Christian Mørk holder af sit kvarter. Det har den ro, han også selv udstråler. Det er her, han har sit liv. Han kunne have valgt en karriere i filmbranchen, og han kunne have satset på en journalistisk karriere. Nu sidder han alene i sin lejlighed og skriver. Han er fortæller, siger han. Men han vil ikke tages i, at researchen ikke holder.
Nok er han fortæller. Men han har taget journalistens bedste dyder med sig. •