Her til eftermiddag har FOA-formand Dennis Kristensen offentliggjort en skriftlig henvendelse via mail fra en Berlingske-journalist på sin Facebook-side – og samtidig lagt sit eget svar på.
Det er blot den seneste episode i en lang række, hvor FOA-formanden systematisk "lækker" henvendelser fra Berlingske – og sine egne svar – på Facebook, samtidig med at han svarer journalisten på mail.Dennis Kristensens seneste offentliggørelse den konsekvens, at Berlingskes artikel er rykket fra at blive bragt i morgendagens trykte avis, til i stedet at blive offentliggjort på Business.dk allerede i dag.
Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen betegner metoden som »ødelæggende for vores journalistiske arbejde.«
Journalisten er bekendt med et tilfælde, hvor en historie, som Berlingske arbejdede på blev breaket af et andet medie efter at Dennis Kristensen havde offentliggjort en henvendelse på Facebook.
Du offentliggør Berlingskes journalisters henvendelser på din Facebook-side?
»Ja. Det går lidt tilbage, til at jeg blev interviewet af en journalist fra Berlingske. Jeg sagde, at jeg ikke havde tid, men han fik fem minutter. Det blev til en meget, meget lang snak, hvor jeg igen og igen sagde, at jeg ikke havde tid. Det tog 37 minutter. Han ville høre, om jeg havde skiftet opfattelse i forhold til tidligere. Det forklarede jeg ham i de 37 minutter, at det havde jeg ikke. Så kom der dagen efter en artikel med overskriften "FOA-boss vender på en tallerken".«
»Siden da har jeg sagt, at når det handler om Pensam og når det handler om Berlingske, så vil jeg sidde bagefter med spørgsmålene og mine svar på skrift som dokumentation. Det foretrækker jeg at gøre per mail. De får svar hver gang,« siger FOA-formand Dennis Kristensen til Journalisten.
»Jeg svarer på mailen på et mailspørgsmål og så lægger jeg det samtidig på min Facebook.«
Er det alle journalister fra Berlingske, der får denne her behandling?
»Nej nej. Alle andre emner end Pensam, der snakker jeg jo lystigt med journalisten. Men når det handler om Pensam så synes jeg, at jeg har oplevet så mange ubehagelige ting i den journalistiske håndtering, af, hvad jeg har sagt. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil kunne dokumentere præcist, hvad jeg har sagt.«
Er det her et forsøg på at stoppe dem i at skrive historier om Pensam?
»Nej tværtimod. Den historie, de vil skrive i morgen om Pensam, den offentliggør jeg jo selv i dag på Facebook.«
Men det kan jo være, at Berlingske oplever det som sabotage af deres arbejde, at du offentliggør deres arbejde, før de selv gør det?
»Hvordan tænker du, at det er sabotage?«
At fx andre medier går ind og holder øje med din Facebook-side. Så kan de jo se, hvad Berlingske er i gang med?
»Nå på den måde. Nej, det må Berlingske selv om.«
Ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen siger, at hun nu vil tage kontakt til Dennis Kristensen og få drøftet hans offentliggørelse af journalist-henvendelser.
»Det er jo en adfærd, der er ødelæggende for vores journalistiske arbejde. Vi har den regel her på Berlingske, at vi altid skal forelægge oplysninger, når en part kritiseres. Hvis han ikke vil tale i telefon med os, så må vi gøre det via mail. At han så lægger korrespondancen på Facebook undergraver vores journalistiske arbejde,« siger Lisbeth Knudsen.
Har du været i dialog med ham om det her?
»Nej, det har jeg sådan set ikke. Men nu vil jeg på baggrund af den seneste begivenhed tage kontakt til ham med henblik på at få det her talt igennem.«
Der er et eksempel, hvor et andet medie er kommet først med en historie, I arbejde med, og som Dennis Kristensen lagde på sin Facebook-side?
»Præcis! Det er vores research, vores journalistiske arbejde, som han offentliggør. Det er et udtryk for mangel på respekt for den journalistiske arbejdsproces. Det kan jo i yderste tilfælde få den konsekvens, at vi ikke retter henvendelse for at høre ham i de sager, vi arbejder med.«
Og dermed bryder jeres eget etiske regelsæt?
»Ja det er jo den konsekvens, det kan ende med at få,« siger Lisbeth Knudsen.
9