For to dage siden meddelte udenrigsminister Villy Søvndal, at Danmark ligesom USA og Storbritannien trækker sig ud af Afghanistan i løbet af 2014. Den beslutning kan få store konsekvenser for afghanske medier og journalister, siger Politikens forsvarsredaktør, Jacob Svendsen, til journalisten.dk.
»Hidtil har Vesten kunnet lægge fuldt pres på myndigheder og indflydelsesrige personer, der prøvede at lukke munden på kritikere. Det bliver sværere nu. Medierne er en torn i øjet på magthavere i store dele af det politiske spektrum, inklusive præsident Hamid Karzai,« forklarer Jacob Svendsen.
Han har besøgt Afghanistan 10 gange og fortæller, at det allerede i dag kan være forbundet med stor fare at arbejde som kritisk journalist for afghanske medier. Journalister er blevet forfulgt, bortført, truet på livet eller likvideret.
Jacob Svendsen frygter, at vestlige landes tilbagetrækning vil få den udvikling til at eskalere.
»Vi risikerer, at det, vi har set, kun er en forsmag.«
Siden Taliban blev væltet, har vestlige lande og internationale NGO’er brugt hundreder af millioner af dollar på at opbygge uafhængige medier i Afghanistan. Ifølge The Huffington Post er der i dag 75 tv-stationer, 175 radiostationer, hundredvis af printmedier og en hel stribe aviser og nyhedsbureauer. I alt arbejder 10.000 journalister på afghanske medier.
Verdens mest støttede medier
I en rapport lavet af BBC i 2012 bliver den internationale mediestøtte til Afghanistan betegnet som sandsynligvis den største til noget land nogensinde. (åbner som PDF)
Nu hvor den amerikansk-ledede koalition trækker sig ud, frygter afghanske journalister og NGO'ere, at de uafhængige medier bliver truet.
Jacob Svendsen siger, at Afghanistan som hovedbistandsland for Danmark fortsat har behov for støtte til den frie presse i landet.
»Ellers kan medierne blive det første offer for tilbagetrækningen.«
Jacob Svendsen har under sine rejser i landet blandt andet besøgt Tolo News, der er et af de største private mediehuse i Afghanistan. Det holder til bag dobbeltforskansede mure, og indgangen beskyttes af vagter bevæbnet med maskinpistoler.
Farligt at kritisere magthaverne
Han siger, at hvis man som afghansk journalist følger de lokale magthavere og deres præmisser og er en slags talerør for dem, så kan man sagtens arbejde i fred.
»Men hvis de sætter spørgsmålstegn ved magten og for eksempel kvinders rettigheder, bliver det farligt – og det er det allerede.«
Finn Rasmussen er afdelingsleder i International Media Support, der har været i Afghanistan siden 2008. Han siger, at IMS med midler fra udenrigsministerierne i Norge og Sverige de kommende år vil fortsætte med at uddanne afghanske journalister. De skal blandt andet lære at beskytte sig selv.
»Vi underviser dem i at undgå bortførelser, opdage bomber og parkere deres bil, så de kan komme hurtigt væk. Med andre ord, hvordan de arbejder uden selv at bringe sig i fare,« forklarer Finn Rasmussen.
Når der er terrorangreb, sprænger der ifølge Finn Rasmussen ofte to bomber kort tid efter hinanden. Derfor er rådet til journalister og fotografer, at de skal holde sig på afstand, når de hører en bombe sprænge, så de ikke bliver offer for bombe nummer to.
85 overgreb i 2012
IMS’ pakke består også af undervisning af journalister, så de dækker konflikten fra begge sider og dermed selv undgår at bliver part. Samtidig arbejdes der for at få domstolene til at retsforfølge sager om overgreb på journalister. Der var 85 overgreb på mediefolk i 2012, og de fleste sager ender med straffrihed, siger Finn Rasmussen.
Hvis man skal se optimistisk på udviklingen, siger Jacob Svendsen fra Politiken, at udbredelsen af mobiltelefoner i landet kan betyde meget på græsrodsniveau.
»Befolkningen har mulighed for at få informationer fra andre kanaler end medierne, for eksempel via sms. Så det er ikke muligt at lukke munden på folket,« forklarer han.
I Afghanistan har Taliban deres egne websites og radiostationer, men de spiller en mindre rolle i mediebilledet. En betydeligt større spiller er radiokanaler, der flugter med traditionelle islamiske holdninger og stammenormer, forklarer Jacob Svendsen, der understreger, at han ikke taler pashtu og dari og derfor ikke har haft direkte adgang til at forstå, hvad medierne bringer.
Opdateret 14.15 med kommentar fra International Media Support.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Jakob,
IMS har haft en dansk fotograf med på turene siden 2010, Lars Schmidt - hvis du vil have GODE fotos om de afghankse media -- eller snakke også men en fototrainer.
Ring 20332529