search

Fejl: Danske journalister går glip af støttepenge

Danske journalister kan ikke søge penge fra en millionfond finansieret af Bill Gates. Fonden er kun for journalister i de otte europæiske lande, der giver mest i ulandsbistand. Men fonden bruger de forkerte tal. Danmark burde være på listen. Det erkender fonden over for Journalisten

Danske journalister får ikke del i en stor pulje med støttekroner, som ellers skulle hjælpe udviklingsjournalistik i Europa. Puljen går kun til journalister fra de otte europæiske lande, der giver mest i udviklingsbistand.

Problemet er bare, at fonden med millionerne har lavet en fejl med tallene. Danske journalister burde kunne søge penge fra fonden.

Det drejer sig om fonden The Innovation in Development Reporting Grant Programme, som er finansieret af Bill og Melinda Gates Foundation, og som sidste år uddelte 550.000 euro til forskellige projekter.

På fondens hjemmeside er en liste med de otte lande, der giver nok ulandsbistand til, at deres journalister kan søge pengene. Her er Danmark ikke med.

Danmark er faktisk på ottendepladsen

Men det burde Danmark være. De seneste tal fra OECD viser nemlig, at Danmark netop er på ottendepladsen over europæiske bistandsydere.

Fonden administreres af det europæiske forskningscenter European Journalism Centre (EJC), der har hovedkvarter i Maastricht. Her anerkender projektleder Diana Lungu, at der ikke er overensstemmelse mellem det, man skriver på hjemmesiden, og de officielle tal.

»Vi er blevet klar over det. Vi har baseret vores ansøgningskriterier på OECD’s tal fra 2011. Tallene fra 2012 er først kommet for nylig, så vi har ikke ændret kriterierne for denne ansøgningsrunde, der er i gang nu. Men de vil helt sikkert blive ændret i forhold til næste ansøgningsrunde, for kriterierne skal naturligvis stemme overens med virkeligheden,« siger hun til Journalisten.

Hvis der skulle komme ansøgninger til danske medier, vil I med jeres nye viden så tage dem op til vurdering?

»Det er svært for mig at sige. Det er en beslutning, der skal tages af vores direktør,« siger Diana Lungu.

At OECD-tallene er helt nye, har hun imidlertid ikke ret i. Allerede så tidligt som 3. april 2013 offentliggjorde OECD tal, der viste, at Danmark er med på listen over de 8 største europæiske givere af ulandsbistand.

EJC’s direktør, Wilfried Rütten, var fredag ikke til at træffe telefonisk. Men han skriver i en mail til Journalisten, at han er opmærksom på problemet, og at han vil drøfte situationen med repræsentanter for Gates-fonden tirsdag.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen