”Anmeldelse: Custom Made By Troelstrup er som en slikbutik for voksne.”
Sådan lød overskriften på en begejstret anmeldelse af tøjbutikken Troelstrup, der tidligere på ugen blev publiceret på euroman.dk.
Skribenten er Euromans egen moderedaktør, Frederik Lentz Andersen. Men som det fremgår i toppen af ”anmeldelsen”, er teksten en reklame betalt af Troelstrup selv, og ikke en redaktionel anmeldelse.
Dét har mødt kritik fra flere kanter. En af kritikerne er Christina Andreasen, der i dag er redaktør for Berlingskes digitale satsning, men indtil i efteråret var digital redaktør for alt.dk og eurowoman.dk hos Euromans udgiver, Egmont Publishing.
På Twitter skriver hun blandt andet, at ”så er grænsen for content marketing vist også nået”.
Nej, Euroman. Det kan ikke kaldes en "anmeldelse" fra jeres moderedaktørs hånd, når indholdet er sponseret af producenten selv. Så er grænsen til content marketing vist også nået… #dkmedier https://t.co/7wzfv68Zqq pic.twitter.com/D1Sc3CFAl3
— Christina Andreasen (@AeChristina) March 21, 2018
I en besked til Journalisten uddyber Christina Andreasen sin kritik:
“Med så mange muligheder for at lave god content marketing, undrer det mig, at så stærkt et brand som Euroman sætter deres troværdighed over styr ved at kalde den slags en 'anmeldelse'. Det er simpelthen at undervurdere deres læsere.”
Euroman fjerner ordet 'anmeldelse'
Hos Euroman kalder ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard det for ”en svipser”, at de har lanceret moderedaktørens annonce-tekst for Troelstrup som en anmeldelse.
”Jeg syntes, ordet ’anmeldelse’ skabte en forvirring om, hvorvidt der var tale om redaktionelt indhold eller sponsoreret indhold. Så det har vi fjernet,” siger han.
Karl Erik Stougaard understreger, at annoncen er markeret, som loven kræver. Men han siger samtidig, at der ikke må være tvivl om på Euroman, hvad der er betalt indhold, og hvad der er redaktionelt indhold.
”Og i og med vi bruger så klassisk et redaktionelt ord som anmeldelse, så kan der i princippet være skabt en tvivl. Det skal markeres meget, meget tydeligt, hvad der er tale om. Og her lavede vi en svipser – den har vi forsøgt at rette op på ved at fjerne ordet 'anmeldelse',” siger chefredaktøren.
Afviser kritik af at bruge redaktionelle medarbejdere i annoncer
Det er dog ikke kun brugen af ordet anmeldelse, som møder kritik på de sociale medier. Under reklamen for Troelstrup på Euromans egen facebookside skriver en bruger:
”En annonce der ligner en artikel er en ting. Men at blande redaktionsfolk ind i en annonce – det underminerer jo magasinet! Come on. Annoncører for sig og redaktion for sig! Ikke blande det sammen. Det er sgu ik så svært.”
Også blogger Lisbeth Kiel har på Twitter bemærket sammenblandingen af de redaktionelle og kommercielle afdelinger.
Moderedaktøren for @EUROMANdk laver en sponsoreret anmeldelse af en tøjbutik. De er åbenbart ikke kede af at blande redaktionerne for alm journalistik og native content… #dkmedier #influentdk https://t.co/GbS1qggf8g
— Lisbeth Kiel (@LisbethKiel) 21. marts 2018
Den ser Karl Erik Stougaard dog ingen problemer i:
”At man bruger redaktionelle medarbejdere – i det her tilfælde en moderedaktør – er ikke et særsyn. Det gør adskillige brands og medier, og det har vi også valgt at sige OK til,” siger han.
Men har kritikerne ikke ret i, at I sætter jeres egne journalistiske ansattes troværdighed over styr ved at bruge dem i reklamer?
”Jeg er ret sikker på, at Euoman har meget intelligente læsere, som godt kan se, at der ikke er tale om anmeldelse,” siger han.
Kommer til at gøre det igen
Karl Erik Stougaard fortæller, at Euroman kun i et enkelt tidligere tilfælde – før hans tid – har tilladt, at redaktionelle medarbejdere optræder som eksperter i sponsoreret indhold.
Vil I gøre det igen?
”Ja, det kommer vi til,” siger chefredaktøren og tilføjer:
”Men vi er meget omhyggelige med at gøre det på en måde, så der ikke bliver draget tvivl om vores troværdighed. Og jeg er enormt ked af, at et enkelt ord her blandt nogle har skabt en forvirring om, hvorvidt der var tale om redaktionelt eller kommercielt indhold. Det vil vi selvfølgelig gøre alt for ikke sker igen.”
Præciseret kl. 11.34: Det er præciseret, hvad Christina Andreasens præcise titel som ansat i Egmont var.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvordan Frederik Lentz Andersen stadig kan slå sine folder i Euromans spalter efter denne 2013-fadæse er simpelthen ufatteligt:
https://journalisten.dk/moderedaktoerer-bliver-loennet-af-modehuse