En ikke-historie om en tegning af en hund

Har den svenske tegner Lars Vilks, som lever med dødstrusler og attentatforsøg, tegnet Muhammed som hund i en ny bog? Næppe, mener den danske forlægger Bjarke Larsen. Lars Vilks selv siger til Ekstra Bladet, at hunden er Muhammed. Det hele startede med et tweet fra Søren Espersen

Advarsel: Dette er en ikke-historie. Men den kan være vigtig alligevel. I hvert fald, hvis man spørger forlægger Bjarke Larsen, som ejer forlaget Pressto.

Sagen startede med et tweet. Lørdag tweetede Søren Espersen (DF) rosende ord om Bjarke Larsen:

”På torsdag, årsdagen for terrorangrebet på Synagogen og Krudttønden – udstilles på forlaget Presto blandt andet Lars Vilks' tegning af Muhammed som hund, som fik jihadisterne til at gå amok. Stor ros til forlægger Bjarke Larsen for modigt at give ytringsfriheden nyt liv,” skrev Søren Espersen på Twitter.

Han tilføjede hashtagget #dkpol, som sikrer, at tweetet spredes bredt i den danske politiske andedam på Twitter.

Søren Espersens tweet har i skrivende stund fået knap 60 likes, 19 retweets og en række kommentarer, som støtter ytringsfriheden og/eller kritiserer islam.

Journalisten ringede derfor til Bjarke Larsen for at høre, hvor og hvornår udstillingen foregår.

”Nå, jamen så må jeg hellere ringe til PET,” indledte Bjarke Larsen, da Journalisten citerede Søren Espersens tweet.

”Man bliver altså lidt træt,” tilføjede forlæggeren.

”For jeg udstiller ikke noget. Jeg udgiver en bog, hvor Lars Vilks har lavet 30 tegninger.”

Meta-hund eller Muhammed-hund?

Bogen ”30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed” rummer 30 tekster af Helle Merete Brix, med en tegning til hver tekst af Lars Vilks. Bogen udkommer på torsdag, som både er årsdag for fatwaen mod Salman Rushdie og for terrorangrebet i København mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Bogen har netop 30 tekster, fordi det er 30 år siden, fatwaen blev udstedt over Salman Rushdie.

Det er vigtigt for Bjarke Larsen at forklare sagens rette sammenhæng, fordi Lars Vilks’ tegning af Muhammed som en svensk rundkørselshund ikke bare er noget, man lige bringer. Her på Journalisten bringer vi den for eksempel ikke, selvom det kunne være en oplagt måde at illustrere denne artikel. Det kan være for farligt. Samme linje har JP/Politikens Hus. Lars Vilks’ tegning betød, at der blev nedkaldt en fatwa over ham. Angrebet på Krudttønden havde formentlig ham som mål – på grund af netop den tegning. ”Formentlig”, fordi vi ikke kan spørge attentatmanden Omar El-Hussein, som politiet skød natten efter angrebet.

Men den famøse tegning af en Muhammed-hund er altså ikke med i bogen, understreger Bjarke Larsen. Og der er ingen udstilling. Til gengæld er det rigtigt, at der på side 68 er en ny hund i bogen, som til forveksling ligner Muhammed-hunden.

”Der er 30 nye tegninger i bogen. Men en af dem forestiller en hund, som står på bordet i et redaktionslokale. For mig at se skal den hund symbolisere, at debatten om ytringsfrihed og fatwaer er ”elefanten i rummet” i medierne. Jeg kalder det en ”meta-hund”. Men andre vil sige, at det er Muhammed-hunden. Det står enhver frit for at tolke, som man vil,” siger Bjarke Larsen.

Han håber ikke, at fortællingen spreder sig, at han udstiller Lars Vilks’ Muhammed-hund.

”Det er lidt ærgerligt. Nogle gange skal der ikke andet end én misforståelse til. Hvis jeg skulle udstille den tegning, så ville det jo kræve privat vagtværn og alt muligt. Det er ikke noget, man bare lige gør,” siger Bjarke Larsen.

Søren Espersen beklager over for Journalisten, at han har tweetet noget, som ikke var rigtigt. Han har slettet tweetet.

 


Bogen "30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed" udkommer på torsdag på forlaget Pressto. (Foto: Bogens forside)

 

Lars Vilks: "Ja, jeg har tegnet den igen"

I et interview med Ekstra Bladet, som blev bragt lørdag – samme dag som Søren Espersens tweet – bekræfter Lars Vilks selv, at han har tegnet Muhammed-hunden igen.

Ekstra Bladets indledning lyder således:

Islamister slår ihjel på grund af den. Så vi bringer ikke svenske Lars Vilks’ nye tegning af profeten Muhammed som en hund i Ekstra Bladet. Han tegnede den for 12 år siden og fik en fatwa, en dødsdom, nedkaldt over sig. Og nu har han gjort det igen i en ny bog.

”Ja, jeg har tegnet den igen. Teksten bag tegningen handler jo om det her med, at hunden står der på redaktionsbordet hos medierne nu. Den er ligesom bare flyttet ind. Og I skal finde ud af at håndtere den. I kan godt se, at det er news, men hvordan skal I nu forholde jer,” siger 72-årige Lars Vilks og smiler.

I en sidehistorie til artiklen interviewes Bjarke Larsen, hvor han giver samme forklaring, som han har givet til Journalisten. Hunden kan fortolkes af læserne, som man vil – for ham er det en ”meta-hund” og ikke en Muhammed-hund.

Journalisten ringer tilbage til Bjarke Larsen.

Lars Vilks siger jo selv til Ekstra Bladet, at han mener, det er Muhammed-hunden, han har tegnet igen. Ved han ikke bedst selv, hvad han tegner?

”Joeh, han har illustreret en tekst, som handler om mediernes debat om at håndtere problematikken med krænkede muslimer. Men det er ikke den samme tegning. Er det så en tegning magen til? Lars har lavet tegningen med lukkede øjne, og hundens hoved er nogle kruseduller. Er det Muhammed? Det står alle frit for at tolke på det, som de vil,” siger Bjarke Larsen.

Handler det om, at du har fået kolde fødder, fordi fokus er på den tegning?

”Nej, jeg har ikke fået kolde fødder. Men det ærgrer mig, at der kommer fokus på lige præcis den tegning på et forkert grundlag. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke har lavet en udstilling med Lars Vilks’ tegning af Muhammed som hund.”

Og hvorfor er det vigtigt?

”Det var den tegning, som udløste en fatwa mod Lars Vilks, og alt tyder på, at den udløste angrebet på Krudttønden. Hvis du laver en udstilling med lige præcis den tegning af den hund, så er det en helt anden sikkerhedssituation, end når jeg udgiver en bog med 30 nye tegninger af Lars Vilks. Hvis man udstiller den tegning, så udsætter man sig for samme risiko, som Lars Vilks er udsat for. Han har oplevet tre attentatforsøg mod sig,” forklarer Bjarke Larsen.

Journalisten takker for snakken. Lige før vi ringer af, tilføjer Bjarke Larsen:

”Og husk nu at bringe tegningen i din artikel.”

Det har min redaktør allerede sagt, at jeg ikke skal.

”Jamen, det er jo lige præcis det, denne her bog handler om – og især den tekst og netop den tegning i bogen. At man danser rundt om sagen på redaktionerne. Der er ingen anden sag, som du ikke ville illustrere med det, som sagen drejer sig om. Derfor er det vigtigt,” siger Bjarke Larsen.

0 Kommentarer