Når Aktuelts enerådige dronning bliver Queen of the News i Danmarks Radio, så får DR en chef, som sætter dagsordenen og tager beslutningerne. Lisbeth Knudsen har 26 timer i døgnet, og de 20 er bevilget til hendes arbejde. Hun sætter sig store mål – flere journalister tæt på hende tror, hun en dag bliver minister.  

Aktuelt-journalistens stress-tærskel er takket over. Han aner ikke, hvordan han skal nå at få begge historier skrevet færdig til deadline. Han har lige fået et afgørende interview i kassen – det ligger og stresser ham på båndoptageren, samtidig med han skriver på en helt anden historie.
Men så kommer hans redningskvinde. Det er chefredaktøren.
»Skal jeg ikke skrive båndet ud,« tilbyder Lisbeth Knudsen og sætter sig til tasterne.
‘Vor mor' – som hun omtales på Aktuelt – har altid overskud. Kæberne hænger måbende på hendes kolleger, når de beskriver hendes arbejdsformåen. Flere mener, at hun simpelthen må være verdens flittigste.
Hun har båret fire af A-pressens direktør-kasketter og to bestyrelsesformands-titler – vel at mærke på én gang. Aktuelts kolofon taler sit ty-delige enerådige sprog. I chefredaktionen sidder kun Lisbeth Knudsen. Hun kan og vil selv.
Enerådig, damptromle, bulldozer siger arbejdsfæller om hende. Og kritiserer hende for ikke at kunne uddelegere. Hun har ikke givet plads til eller ‘uddannet' nogle kronprinser eller kronprinsesser. Og der står skrevet på Aktuelts vægge, at hendes arvtager ikke løber rundt i huset.
»Hun vil hellere omgives af dikkende lammehaler end stærke løjtnanter, måske er hun bange for at nogen skal true hendes magt,« siger en ex-kollega, der ellers har buketter af roser til hendes evner.
Hun erkender selv, at hun ikke er god til at uddelegere.
»Problemet er blandt andet, at jeg er bange for at gå i kontrolrollen,« forklarer Lisbeth Knudsen.

Aktiv fra kl. 5.30
Man skal bogstavelig talt stå tidligt op for at matche Knudsen. Klokken 5.30 ringer vækkeuret hver eneste dag hjemme i villaen i Gentofte. Og så går hun systematisk i gang. De næste to timer står den på bad, seks landsaviser, Københavns Radio, Radioavisen klokken 6 og tv-nyhederne klokken 6.30. Så direktøren og chefredaktøren er nyheds-klædt-på, når hun klokken 8 som den første planter sine ben på avisen, og de forlader først bladhuset tidligst 13 timer senere. Og kun to uger om året hiver hun stikket ud og tager på ferie syd på.
»Hun må da også have hovedpine en gang imellem eller bare være træt. Men sådan er det aldrig med hende,« siger en tidligere kollega.
Hendes helt ekstreme arbejdsdisciplin gør, at hun slæber et langt slør af respekt efter sig. Slendrian findes ikke i hendes verden. Det ligger dybt i hende, at man skal passe sine ting. Det er opdragelsen hjemmefra, siger hun.
Og allerede som 41Ú2 årig blev hun skolebarn på den katolske skole Institut Sankt Joseph på Dag Hammarskjölds Alle i København.
»Det havde blandt andet det praktiske formål, at det var den skole, der åbnede tidligst og fortsatte til klokken 17, og på den måde fik mine foræl-dre klaret deres pasnings- problem,« fortæller Lisbeth Knudsen. Hendes far havde en lille stempelfabrik og et bogtrykkeri. Og hun hjalp til med at skrive fakturaer, når hun fik fri fra skole.

God til bandbuller
Hun er altså vokset op med de lange dage – og ikke så meget hygge-nyggeri. Hun er alt andet end en small-talker.
Med sit eget eksempel som markør og alene med sit kropssprog får hun signaleret til sine omgivelser, hvad ‘vor mor' forventer.
Den evne demonstrerede hun allerede, da hun som 24-årig blev leder af den politiske redaktion på Berlingske Tidende. Redaktionen kom altid i samlet flok ned i Rottehullet til frokost, de hang ikke rundt i cafeteriet som de andre journalister, og når Lisbeth Knudsen var færdig med at spise, så rejste de sig alle og gik med, som var de i snor.
Hun kan fint finde på at sige: »Har du svært ved at nå det, så skal jeg nok lige gøre det for dig.«
Og så finder folk ligesom ud af at nå det.
»Man føler altid, at man skylder lidt,« siger en tidligere chefkollega.
»Jeg måler ikke folks indsats i timer. Men jeg forventer et engagement. Folk skal være her 100 procent. Jeg hader inkompetence og kan blive rasende, hvis jeg spilder tid på et møde, hvor folk ikke har løst den opgave, de var sat på,« siger Lisbeth Knudsen.
Flere kritiserer hende for at være elendig til at rose. Men god til bandbuller. Men alle roser hende for hendes brændende engagement i det journalistiske fag og i mediepolitikken.
»Hun er en bragende dygtig journalist. Hun har et barsk ydre, men et varmt hjerte. Hun kærer sig meget om den enkelte medarbejder,« siger TV 2-direktør Jørgen Flindt Pedersen, som i hendes første tre år på Aktuelt sad sammen med hende i chefredaktionen.
»Hun strækker sig langt, hvis folk har det skidt,« supplerer den tidligere tillidsrepræsentant Birgit Brund.sted.
»Hun har altid flotte, lakerede røde negle, nydelig sminket og er ekstremt velplejet, men så er alle hendes kvindelige sider også fortalt,« siger en kollega.
Hun deltager ikke i noget kvinde-snak og trives nok bedst blandt mænd. »Det var kun fra rygter, at vi vidste, at hun var gift,« fortæller en kollega fra hendes redaktørtid på Berlingske Tidende.
Men blød er Lisbeth Knudsen i hvert fald af og til, hun kan fælde en tåre, når medarbejdere, hun sætter pris på, rejser. Nu er det dronningen selv, der forbereder sig på at rejse.

Ingen spræl
Bladet har i otte år været hendes liv. Den 1. august bytter hun sit liv ud. Her vier hun det til Danmarks Radio, når hun tiltræder som DRs nyhedsdirektør og flytter ind på direktionsgangen i TV-Byen.
Nu bliver hun direkte konkurrent til Jørgen Flindt Pedersen, som hun altså før delte chefredaktion med.
»Der er en lang række personer, jeg ville frygte mere i jobbet. Hun er god for os på TV 2, fordi hun med garanti vil konkurrere på kvalitet og ikke vil gå efter det sensationelle,« siger TV 2-direktøren.
I DR vil hun få brug for sit organisatoriske talent, når DRs nyhedsafdelinger skal fusioneres. Hun skal bygge
op og igen bygge hus, som det Lisbeth-Knudsen-monument, hun netop har rejst ved Kalvebod Brygge. Her har A-pressen i påsken taget et fantastisk flot mediehus i brug – et Knudsen-projekt til 56 millioner kroner. Ligesom hun har fingrene nede i selv den mindste detalje i avisproduktionen, og avisomlægningen i august sidste år betegnes som hendes værk, så har hun nærmest haft en mening om hver en mursten i det nye hus ved havnefronten.
En driftsikker systematiker, som er fremragende til at rydde op og få en butik til at køre. Ikke så meget spræl, men solid. Sådan beskriver flere mediechefer hende. Hun har dog ikke vist et forretningsmæssigt talent. Aktuelt har i hendes regeringsperiode ikke oplagsmæssigt bevist noget – kun nedtur. Oplaget er nu under de 30.000, og hun startede i 1990 med at sælge 47.200 hver dag. Ganske vist hedder det i målsætningen for det nye Aktuelt, at avisen skal ramme smalt, og målet er 30.000 i oplag – målet var lidt mod sædvanen at gå ned i oplag.
»Hun har siddet på en uriaspost på Aktuelt. Der er ingen mulighed for at vinde. Og nu går hun til det mest glædesløse job, der findes. Der bliver bøvl, når tingene skal lægges sammen i DR. Hun er nok den eneste, der orker, og så har hun vilje,« siger Carsten Steno, som er medlem af Berlingske Tidendes chefredaktion.

Hader at tabe
»Jeg elsker umulige opgaver – at få ting til at lykkes,« siger Lisbeth Knudsen.
»Og så hader jeg at tabe. Derfor har jeg har en uvane med altid at forberede mig til tænderne, også selvom det er et mindre møde, jeg skal til … Det betaler sig.«
Netop hendes ekstreme forberedthed fremhæves igen og igen. Hun har sans for detaljen – lige fra at kende samtlige 150 ansattes fornavne til at kunne noterne til regnskabet udenad, når bestyrelsen skal forelægges avisens tal. Og så har hun altid tænkt flere træk forud, fortæller Birgit Brundsted, der som tillidsrepræsentant blandt andet har deltaget i mange A-presse-bestyrelsesmøder med hende.
»Den, der er bedst forberedt, vinder. Den, der bralrer op, taber. Derfor vinder Lisbeth Knudsen altid. Hun er nemlig ikke født som et lysende talent, hun har arbejdet sig til sin position,« siger Carsten Steno.
Han sad ved siden af hende, da de for 27 år siden startede på Journalisthøjskolen. Det var i øvrigt det første hold på DJH, efter at mesterlæren
var afskaffet. Hun var bare 18 år.
»Vi sagde ikke ret meget – en anelse forsagte. De andre i klassen havde prøvet meget i tilværelsen. I øvrigt scorede vi heller ikke de højeste ka-rakterer,« fortæller Carsten Steno.
Flere husker hende som enegænger – måske mest af alt, fordi hun ikke var så venstreorienteret som de øvrige på holdet. Holdkammeraterne troede, hun var borgerlig.
»Hun gik sine egne veje. Husker hendes lidt ironiske smil, når det gik lidt for vildt til,« fortæller klassekammeraten Kirsten Boas, som i dag er journalist på Kristeligt Dagblad.
Kirsten Boas husker tydelig, hvordan hele klassen blev bjergtaget af to psykologer, som holdt foredrag om kropssprog:
»Vi var begejstrede. Men Lisbeth syntes som den eneste, at det var spild af tid. Hun var langt mere seriøs og ikke så pjanket som os andre. Og seriøsiteten og hendes redelighed oplevede jeg igen, da jeg fik hende som chef på Berlingske Tidende.«
»Vi havde Marx og Mao på væggene. Lisbeth gav sig ikke sådan til kende, men måske var hun allerede socialdemokrat,« siger Carsten Steno.

Troende socialdemokrat
Hun har aldrig villet drives rundt af venstrefløjen. Og i 1984 tilhørte hun – sammen med andre toneangivende tillidsfolk på Berlingske Tiden-de – oppositionen i Dansk Journalistforbund, som mente, at DJ løftede den røde fane lige rigeligt højt og var alt for konfrontationssøgende. Derfor lod hun sig overtale af Berlingskes Medarbejderforening, hvor hun var næstformand, til at stille op som formand til Dansk Journalistforbund. Hun tabte stort. Det vidste hun på forhånd, hun ville, men hun måtte ligesom tage konsekvensen af sine holdninger.
»I faglig sammenhæng var hun tør og kontant. Og så hadede hun det venstreorienterede flip,« fortæller én af hendes faglige støtter.
Lisbeth Knudsen er troende socialdemokrat, som ligger meget tæt op af Poul Nyrup Rasmussen.

»Hun har det som en fisk i vandet på den politiske scene. Hendes arbejde er et holdningsprojekt. Hun er inde i politik i døgndrift, det er bare med udgangspunkt i et massemedie,« siger en mediechef, som har arbejdet tæt sammen med hende.

»Hun kunne sagtens blive minister for et eller andet en dag,« fortsætter han.
En anden tæt på Lisbeth Knudsen og hendes forhold til partiet kan også sagtens forestille sig hende som minister:
»Hvis der en dag er et ministerium, hvor der skal ryddes alvorligt op, så ville hun være second to none.«
Netop hendes forhold til Socialdemokratiet og fagbevægelsen har ofte været Ekstra Bladets krog til igen og igen
at svine Lisbeth Knudsen til. ‘Nyrups veninde på Socialdemokratiets menighedsblad' er blot én af måderne, hun omtales på. Bladet ynder også at gøre grin med hendes udseende – Lisbeth Knudsen er stor, og det kommer hun til at høre for. ‘Det skrivende hvidkålshoved', ‘kæmpe-tvillingen', ‘Hun kan ikke sælge sin avis, skønt hun har både til gården og gaden'.
Det smerter hende, fortæller kolleger.
»Det er under lavmål. Det er mærkeligt, at de måler mig på mit udseende. Men det må være mangel på argumenter mod mit professionelle virke,« konstaterer Lisbeth Knudsen, som er meget bevidst om, hvordan hendes udseende virker på hendes omgivelser.
»Jeg prøver at bruge det positivt. Det forpligter, når du fylder meget. Når jeg åbner munden, må jeg for alt i verden ikke sige noget dumt. Og derfor gør jeg også meget ud af, at jeg ikke ligner en rodebunke. Mit udseende har klart øget min selvdisciplin.«