search

The Dark Side

Kommunikationsmedarbejdere er onde og lyver, journalister er gode og siger sandheden. Ahr, vel? Det er på tide, at vi opgiver automatopfattelsen af journalister som hævet over andre og for alvor giver plads til kommunikatørerne i forbundet.

Kommunikationsmedarbejdere er onde og lyver, journalister er gode og siger sandheden. Ahr, vel? Det er på tide, at vi opgiver automatopfattelsen af journalister som hævet over andre og for alvor giver plads til kommunikatørerne i forbundet.

»De siger, at vi lyver. Men jeg har sjældent oplevet så mange løgne, som når jeg har arbejdet med journalister.«

Kommunikationschefen funderede over sin nye funktion. Vi kendte hinanden godt fra en tid som journalistkolleger. "Fallen to The Dark Side you have", var min besked til hende, da hun skiftede job fra journalistikken.

The Dark Side … det illustrerer vist meget godt, hvordan mange journalister ser på kommunikationsfolket. De er 'en gift, der siver ned i organisationen', som en journalist udtrykte det under Fagligt Forum for nylig.
I modsætning til disse mørkets magter står den uplettede journalist i sandhedens tjeneste. Og nu sad kommunikationschefen altså der og påstod, at journalisterne løj.
Hendes oplevelser står ikke alene. Da jeg skulle skrive indlægget her, bad jeg kommunikatørerne i mit netværk om deres oplevelser med journalister. Lad os bare konstatere, at journalister ikke altid er englebasser.

Journalister kan skrækhistorier om kommunikatører, kommunikatørerne kan skrækhistorier om journalisterne. I begge tilfælde er der tale om, at et fåtal fejlfarver opfattelsen af det ordentlige flertal. Fjendebillederne er et problem i et forbund, som der ellers er flest gode grunde til, at vi er sammen om.

Vi deler uddannelse, vi deler redskaber, vi arbejder alle med formidling, og faktum er, at mange af os i løbet af et arbejdsliv prøver begge funktioner og ret problemfrit springer frem og tilbage over en grøft, der åbenbart ikke er så bred og dyb endda. Som selvstændig journalist kan jeg nå at skifte mellem at være journalist og kommunikationsmedarbejder flere gange i løbet af en arbejdsdag, afhængig af opgave og kunde. Om morgenen kan det være en opgave med at interviewe læger til pressemateriale for en medicinalvirksomhed, senere på dagen en artikel til et magasin, senere igen forberedelse til en større kampagne for en organisation.

Så længe man er ærlig om sit job, er det ikke et problem. Der er situationer, hvor journalister og kommunikatører er modstandere, men der er også mange situationer, hvor de samarbejder. Der skal bare være en klar varedeklaration: Kommunikatører har en interesse, som er legal og aldeles åbenlys, og det er journalistens opgave at komme bag om interessen, hvis historien kræver det. Begge parter skal arbejde moralsk forsvarligt, og har man dobbeltroller, er det moralsk forsvarligt at oplyse om det. Sværere er det faktisk ikke.

Trods de mange fælles berøringsflader kniber det tilsyneladende med at få kommunikatørerne til at føle sig rigtigt hjemme i forbundet. Kommunikatørerne er nærmest fraværende i debatterne på Journalisten.dk og ofte også i selve fagbladet. Det er ikke, fordi de ikke har noget at sige, hvad min forespørgsel ud i netværket viste, men forbundet opfattes tilsyneladende ikke som deres forum.

Fjendebillederne kan være en forklaring. Når man bliver beskrevet som 'en gift', føler man sig næppe inviteret til at lufte sine holdninger. 'Andenrangs' var det ord, som en kommunikatør brugte om, hvordan han følte sig i forbundet.

I de relativt få historier fra kommunikatørernes verden, der optræder i fagbladet Journalisten, er der måske også en vis tendens til at caste virksomheden/organisationen og dermed kommunikatørerne som fjenden, der modarbejder journalisten. Historierne er relevante, men det cementerer 'dem og os'-opfattelsen i begge lejre, når det bliver den hyppigste vinkel på kommunikationshistorier.

Fagbladet afspejler først og fremmest reporterens dagligdag (og især den fastansattes på et klassisk medie), ikke kommunikatørens. Der mangler andre typer historier. Hvordan er det at skulle håndtere kommunikationen i nogle af Danmarks mest udskældte virksomheder, DSB for eksempel, ikke bare i forhold til pressen, men i forhold til kunder og politikere? Hvor er historien om, hvordan en kommunikationsafdeling har skabt større samhørighed blandt de ansatte i en stor og kompleks organisation? Hvem er i Top 5 over Danmarks mest populære pressechefer – der er målinger hvert år – og hvorfor? Hvordan ser de store danske mediehuses kommunikation ud, hvis professionelle kommunikatører skal vurdere den?

I forbundet selv virker det heller ikke altid, som om der er den helt glødende kærlighed til andre grupper end klassiske journalister ansat på klassiske medier. Måske fordi det nu engang er lettest at forholde sig til store medarbejderforeninger på fælles overenskomster. Men den del bliver DJ nødt til at få styr på, og det haster.

Hele mediebranchen er i opbrud, og vi vil se flere og flere måder at lave og organisere journalistik på, som ikke falder ind under branchens traditionelle opbygning. Kan forbundet ikke rumme det, søger udøverne andre steder hen – eller vælger måske at stå helt udenfor. Og så bliver det for alvor svært at få indflydelse på udviklingen. Vi har faktisk ikke et valg.

Kommunikatørernes sorte liste
Journalister kan også være magelige, urimelige, bryde aftaler og forfølge vinkler, der ikke holder. Det viser et lille udpluk af situationer, som en række kommunikatører har berettet om:

∞ »Journalisten havde fået detaljerede oplysninger, men alene til baggrund. Herefter sagde journalisten: »Det kan godt være, at vi havde en aftale, men den er sådan set annulleret. Tak for hjælpen.««

∞ »Journalist ringer. Han vil have os til at være 'forarget part' i en sag (…) Da jeg spørger ind til hans research for at finde ud af, om der er tale om et enkelt tilfælde, bliver han mega irriteret over, at vi ikke bare per automatik vil råbe, at det er for dårligt. Da jeg anfører, at det vel er journalistisk interessant, om der er tale om et enkelt tilfælde eller mange, belærer han mig om, at jeg intet ved om journalistik. Han lægger dernæst på.«

∞ »Vi bliver af en tv-station bedt om at kommentere en meningsmåling, som ikke ser god ud i forhold til kundeloyalitet. Efterfølgende finder jeg ved en tilfældighed ud af, at meningsmålingen er udført på dårligt statistisk grundlag og bestilt af en konkurrent og serveret til journalisten af det kom-bureau, der arbejder for konkurrenten. Jeg gør journalisten og mediet opmærksom på, at jeg finder både deres kildekritik og mangel på kildeangivelse under lavmålet. De kan ikke se problemet.«

∞ »Det ærgrer mig faktisk, når man sender en pressemeddelelse ud og så ser den gengivet ord til andet med en journalists byline i avisen næste dag. Det er jo en cadeau til mit håndværk, men det er sgu slapt.«

∞ »Journalisten til mig: »Det skal være inden klokken 16, for jeg skal hente børn,« og da var første henvendelse fra mediet på sagen kommet ind klokken 15.«

∞ »Alle de gange, en journalist ikke ringer tilbage, ikke sender en besked, lover at tjekke op, men ikke gør det.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen