"Her hviler journalist Lars Peter Bergqvist. Han overholdt altid deadline."
Sådan sagde jeg i mange år, at der skulle stå på min gravsten. Nu, hvor døden nærmer sig som følge af lungekræft, ser jeg anderledes på det.
Mit erhverv skal ikke mejsles i sten, for var jeg ikke andet end journalist i 35 år? Det håber jeg. Far, mand, elsker, ven, bror, nevø, onkel, kammerat, aktivist.
Som ung eller midtvejsmagtfuld tror du, at din karriere aldrig ender, men en dag bliver du fyret, og du er glemt, før svingdøren holder op med at snurre. Når du er ude af vagten, bliver du forbavset over den ligegyldighed, der møder dig fra tidligere kilder.
Husk alligevel at opføre dig ordentligt over for dem, du møder på vej op, for det er de samme, du møder, når du er på vej ned.
Find dine indre værdier og kvaliteter i god tid. Dyrk dem som helligdomme. Det kan tidligt blive for sent.
Bevar din lave studsetærskel, men se ikke alle mennesker som kilder, mens du småtrippende venter på pointen. Det er den sikre vej til at ødelægge gode venskaber og private oplevelser.
Ser du et jobopslag á la "Elsker du at holde mange bolde i luften? Trives du i en hektisk og uforudsigelig hverdag?", så pas på. Redaktionen er underbemandet, og du skal klare to mands arbejde.
Så undgå lange arbejdsdage, og hold på dine ferier og fridage. Tag flere gange orlov.
En dag bryder du grædende sammen. Det sker for rigtig mange af os. Få lægeattest, og meld dig syg et halvt år. Plask ikke tilbage i det syge arbejdsmiljø uden at sikre dig sundere arbejdsforhold.
Vær ikke ked af, at du ikke magter eller har tid til at gå efter en Cavling. Det er ærefuldt nok at skære hakkelse i døgnets rejsestald. Især når det sker år ud og år ind på ubekvemme arbejdstider.
Når du falder i de blodige kløer på en kolerisk eller psykopatisk chef, så sig op. Du har ikke tid til at vente på et andet job. Du kan ikke vinde over bossen, så red din ære og gå. Penge er ikke alt.
Vejen er målet, så værdsæt de kolleger, der får arbejdet til at blive sjovt.
Hyld dine tillidsfolk. Især tak herfra til de faglige, der i gamle dage skaffede kollektiv pension og forsikring. Dengang ville jeg hellere have haft pengene i hånden. Nu har jeg fået 100.000 kroner for kritisk sygdom, ydelse for tabt arbejdsevne og midler til mine børn, indtil de fylder 24 år.
Tak.
- Lars Peter Bergqvist, forhenværende, 58
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lars Peter Bergqvist døde torsdag aften.
Ikke som forhenværende, men som et elsket menneske.
Jeg græd, da jeg læste det første gang og jeg græder igen. Han har så ret. Tak.
Ja - en stor tak til Jens Peter Bergqvist for at prioritere sine kolleger med så god og vigtig vejledning på så svært et tidspunkt!
Og stort undskyld for at kalde Lars Peter Jens Peter!
Kære Lene Bergqvist
Jeg kendte ikke Lars Peter Bergqvist personligt.
Men jeg viste, hvem han var, fordi jeg i mange år har arbejdet for fagbladene.
Det var et flot og bevægende farvel, han sagde til sin branche.
Og hvor har - undskyld havde - han ret.
Jeg ønsker dig alt godt, og tak for din melding her.
Venlig hilsen
Bodil Rohde
Flere