Scener fra et ægteskab

Modsætningerne mellem to af DJ's største grupper - journalisterne og kommunikatørerne - blev trukket skarpt op i 2011. Journalisterne blev kaldt hellighatte, der meget belej-ligt gav sig selv rollen som good guys. Mens kommunikationsfolkene repræsenterede magten og undertrykte sandheden.

Modsætningerne mellem to af DJ's største grupper – journalisterne og kommunikatørerne – blev trukket skarpt op i 2011. Journalisterne blev kaldt hellighatte, der meget belej-ligt gav sig selv rollen som good guys. Mens kommunikationsfolkene repræsenterede magten og undertrykte sandheden.

TENDENS. "Professionsbachelor i fusk". "Sandheden er den løgn, vi bliver enige om". "Statsautoriseret skiderik". Danmarks Medie- og Journalisthøjskole talte til fordommene om kommunikationsfolk som onde spindoktorer, da skolen i begyndelsen af året annoncerede for den nye kommunikationsuddannelse i Aarhus.

»Strategien for kampagnen er at gå lige i flæsket på fordommene,« lød det fra DMJX's kommunikationschef, Frank Christensen.
Kampagnen var ment som en joke, men kommunikationsmand og medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund Per Roholt kunne ikke se det sjove og kaldte den "noget af det dummeste, jeg har set længe".
Og så var det år ligesom skudt i gang.

I fiktionens verden endte slaget lykkeligt. I dramaserien "Borgen" fik spindoktor Kasper Juul sit livs kærlighed i form af journalisten Katrine Fønsmark. Juul droppede tilmed sin kæreste, en dygtig kommunikationsrådgiver i det private erhvervsliv, til fordel for tv-stjernen.
I virkelighedens verden var følelserne mindre varme.

Et af de mest diskuterede emner i Journalisten og på journalisten.dk i 2011 var forholdet mellem Dansk Journalistforbunds founding members – journalisterne – og den nye, voksende gruppe af kommunikationsfolk.
I et interview i Journalisten sagde direktør fra kommunikationsbureauet København Sune Bang, at problemet er, at journalister render rundt med en "hellighat og tror, at de arbejder for et højere formål". I realiteten laver journalister og kommunikatører meget af det samme håndværk.
"Vi er bare castet som bad guys, mens I er castet som good guys," forklarede han i Journalisten.

Men tv-journalisten Christoffer Guldbrandsen meldte sig ud af Dansk Journalistforbund på grund af forbundets dobbeltrolle i sagen mellem ham og den tidligere pressechef i Forsvarsministeriet Jacob Winther. I den sag tilbød DJ 25.000 kroner til juridisk bistand til både Christoffer Guldbrandsen og Jacob Winther, fordi de begge var DJ-medlemmer.

I et interview på Journalisten.dk forklarede forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård, at Dansk Journalistforbund altid støtter sine medlemmer, "og her var to medlemmer, der begge havde brug for støtte".
Han ville ikke gå ind og dømme, hvad der var rigtigt og forkert.

Men bølgerne lagde sig ikke. Tværtimod. For samtidig anklagede DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, i skarpe vendinger DSB Kommunikation for at "intimidere, manipulere og viderebringe løgne" i sagen om DSB First.

Formanden for de undersøgende journalister, Jacob Mollerup, advarede mod at stille det for sort-hvidt op – med heltemodige, undersøgende journalister og manipulerende kommunikationsfolk, og rektor for Journalisthøjskolen Anne Marie Dohm efterlyste mere respekt og dialog mellem journalister og kommunikatører.
"Modsætningsforholdet er kunstigt," mente hun.

Mens parterne stred med hinanden, stod det klart, at mere og mere indhold i dagspressen kommer fra kommunikationsbranchen. Eller som partner i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese Peter Goll udtrykte det.
"Uden kommunikationsbranchen ville aviserne være halvt så tykke."
Fra uddannelsesleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Henrik W. Jørgensen lød nu advarslen:
"På den lange bane får man et demokratisk underskud, hvor journalister er transportører af budskaber, andre har opfundet."

Og på journalistuddannelsen på SDU tog man konsekvensen. Mens skolen i Aarhus inviterede kommunikationsfolkene indenfor, gik journalistuddannelsen på SDU den anden vej og oprettede et nyt fag, som skulle ruste de studerende til at bekæmpe pr-kollegerne.

DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård frygtede, at fordommene skulle ødelægge omdømmet for en hel branche.
"Det vil være til stor skade for den potentielle vækst, der er i kommunikationsbranchen, og som også mange uddannede journalister nyder glæde af," sagde Mogens Blicher Bjerregård.

For vækst er der. Faktisk blev 2011 året, hvor kommunikationsfolk overhalede journalisterne. Et skøn foretaget af DJ for Børsen viste, at der i Danmark – i og uden for Dansk Journalistforbund – er godt 8.300 journalister og omkring 8.700 kommunikationsfolk.
Og så opstod debatten om, hvad forbundet skal hedde.
"Det nytter ikke at hedde Dansk Journalistforbund, når man som organisation også tæller grafikere, fotografer, kommunikatører og andre faggrupper," lød argumentet fra DJ:fotografernes formand, Peter Thornvig, der foreslog navnet "DJ Medier og Kommunikation".
Navneskiftet blev dog ikke gennemført.

Også blandt de studerende bredte domme og fordomme sig. Den kommunikationsstuderende Iben Andersen fra RUC mente, at journalistfaget var for meget håndværk.
"Selv arbejder jeg med diskurser og narrativer," lød det i Journalisten. Og Christian Hansen, journaliststuderende på RUC, var heller ikke parat til at give kommunikationsfolkene en uforbeholden krammer. For som han sagde:
"Herude lærer vi, at kommunikatørerne er vores modstandere. De har en anden rolle. Det er en holdning, jeg har i blodet. Jeg vil føle det som en udvanding, hvis forbundet skifter navn til fordel for dem. Det er ikke en god ide," fastslog han.

Mens grænserne blev trukket op, blev det mere og mere almindeligt at vandre hen over dem.
Ritzaus politiske redaktør, Henrik Røjgaard, Berlingskes community manager, Astrid Haug, og Informations Philip Egea Flores fik efter valget alle arbejde i ministerierne. Kurt Strand arbejder i dag for Jyske Bank, og formanden for Kreds 1, Kenni Leth, er pressechef i Danske Bank.

Mest overraskende var det dog, at embedsmændenes fjende nummer 1, Cavling-vinderen Bo Elkjær, stoppede på Ekstra Bladet for selv at blive embedsmandsansat presseansvarlig for sundhedsministeren. I en kommentar på journalisten.dk skrev journalist Jesper Borup: "Er det en joke?" En anden supplerede tørt: "Muldvarp!"
På sin Facebook-side lagde Bo Elkjær i bedste selvironiske stil et link ud med Darth Vaders march fra "Star Wars". Mørkets fyrstes musik.

Den rigtige Mørkets Fyrste – ellers sådan blev han i hvert fald kendt, Peter Arnfeldt, kunne slutte året med, at Ekstra Bladet udpegede ham som kilden, der tilbød avisen Helle Thorning-Schmidts private skattesag. Peter Arnfeldt har dog aldrig været medlem af Dansk Journalistforbund. DJ-medlemmer blev 18 af de 50 studerende på den nye kommunikationsuddannelse i Aarhus til gengæld. Med 285 ansøgere til 50 pladser var søgningen til uddannelsen lige så stor som til journalistlinjen.

0 Kommentarer