DR sendte aktietips, mens Kongressen blev stormet

Det var en fejl, at DR ikke sløjfede program med corona-råd om privatøkonomi i aftes, mens demonstranter stormede den amerikanske kongres, siger nyhedschef

DR ryddede det meste af fladen hurtigt og effektivt. Men det var en fejl at sende et program med aktietips og corona-råd om privatøkonomien, mens den amerikanske kongres blev stormet af demonstranter.

Sådan lyder det fra nyhedschef i DR Thomas Falbe.

I aftes dansk tid blev Kongressen i Washington, D.C., stormet af vrede Trump-støtter i protest mod, hvad de betragter som et forfalsket valgresultat. Flere kritikere, herunder også republikanere, har ikke tøvet med at kalde det ”et kupforsøg”.

”Vi gik stort set i breaking på dr.dk med det samme, da de første barrierer mod Kongressen blev brudt. Og så var vi i breaking lige siden,” siger Thomas Falbe.

Han understreger, at dr.dk er den vigtigste platform, når nyhederne skal ud straks.

Kritik af aktietips midt i stormen

På tv-fladen var stormen mod Kongressen den dominerende historie fra klokken 21, hvor TV Avisen gik i gang. Men altså med 40 minutters pause, da programmet ’Råd til corona: Din privatøkonomi i 2021’ blev sendt.

Det fik flere til at undre sig på sociale medier.

”I Washington hersker ragnarok. DR1 taler om aktiefest. DR2 har gang i en dokumentar om ”den danske satankult”, tweetede BT’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

Og Ritzau-journalist Bertil Fruelund skrev:
”Jeg ved godt, der er TV 2 News, men synes sgu ærligt talt godt, at DR kunne rydde fladen og gå i breaking for dem, der ikke har betalings-tv. Vigtigere er ”din privatøkonomi under corona” altså heller ikke.”

Burde have udsat program om privatøkonomi

Thomas Falbe er enig i, at udsendelsen om privatøkonomi under corona burde være skubbet, så DR’s seere kunne følge de voldsomme begivenheder i USA hele aftenen.

”Det er klart min vurdering, at vi burde være blevet på begivenhederne i USA og have udsat programmet om privatøkonomi under corona. Der sker mange vigtige ting for tiden, men begivenhederne i USA trumfer klart corona,” siger han.

Thomas Falbe understreger, at DR’s tv-kanaler – med undtagelse af corona-udsendelsen – dækkede begivenhederne næsten uafbrudt fra klokken 21, indtil de var overstået. Først i TV Avisen, så med en ekstra TV Avisen-udsendelse 22.30 og så med en udvidet ’Deadline’ på DR2 frem til midnat.

Flere sammenligner DR’s tv-dækning med TV 2 News, som gik i breaking hurtigt og blev på historien hele vejen igennem. Men Thomas Falbe understreger, at DR ikke har en nyhedskanal.

”Vi må bruge de formater, vi har, når vi lægger om. En begivenhed som i går trumfer mange hensyn, og derfor lagde vi om på både DR1 og DR2. Men når vi ikke har en nyhedskanal, er reaktionstiden lidt langsommere hos os. Det er et handikap, vi er født med,” siger Thomas Falbe.

Ikke sammenlignes med Tyrkiet-svipser

I 2016 fik DR også kritik for ikke at rydde fladen, da der skete breaking news. Dengang handlede det om kupforsøget i Tyrkiet, som DR efterfølgende erkendte at have dækket både for lidt, for sent – og at have skåret dækningen af for tidligt. Som konsekvens oprettede man et nyt breaking-beredskab.

Thomas Falbe afviser, at Tyrkiet-situationen i 2016 kan sammenlignes med gårsdagens dækning fra USA.

”Det var væsentligt værre dengang. Vi fik stort set ikke dækket begivenhederne, og vi forlod dem, før begivenhederne havde nået nogen form for afslutning. Det førte til store forandringer i vores beredskab, og der kom vi meget længere denne gang,” siger Thomas Falbe.

0 Kommentarer

Læs også

Nyt koncept på dr.dk: Nyheder udkommer fem gange dagligt

Nyt koncept på dr.dk: Nyheder udkommer fem gange dagligt

05. OKTOBER 2020