Nyt koncept på dr.dk: Nyheder udkommer fem gange dagligt

Slut med at publicere digitale nyheder en for en og så hurtigt som muligt. Fremover udkommer dr.dk i såkaldte ’udsendelser’ fem gange dagligt. Målet er at holde dagens tophistorier længere tid på forsiden

Mandag morgen klokken 8 gik dr.dk for første gang all in på en ny model, hvor de bærende historier skal præsenteres i fem blokke i løbet af dagen. Dermed gør dr.dk op med den gængse publiceringsmodel på nettet, hvor nyheder publiceres enkeltvis og så hurtigt som muligt.

Nyhedschef Thomas Falbe siger, at dr.dk har eksperimenteret med den nye model i et par uger.

”Pejlemærket er, at vi publicerer i faste udgivelser på forsiden af dr.dk hen over dagen, og at vi fastholder vores prioritering i længere tid. Dermed bevæger vi os væk fra en publiceringsmodel, hvor vi løbende skiftede historierne ud efter, hvad der kom ind, og hvad der skete,” forklarer Thomas Falbe.

Længere liggetid

Ændringerne på dr.dk er i tråd med DR’s strategi fra sidste år om, at det er vigtigere at tilbyde brugerne større værdi end volumen, forklarer han.

Lige nu er planen, at bærende historier skal publiceres i fem ’udgivelser’ i løbet af dagen fra klokken 6 om morgenen til ud på aftenen.

Det betyder, at de højest prioriterede historier ligger på forsiden i længere tid.

”Vi kommer til at udkomme færre gange og med færre historier, som vi håber at kunne øge kvaliteten af,” forklarer Thomas Falbe.

Han siger, at modellen minder om den måde, som for eksempel ’Radioavisen’, ’TV Avisen’ og ’DR Deadline’ udkommer på med faste sendetidspunkter i løbet af dagen.

Den nye publiceringsmodel for dr.dk bliver indført, fordi der har været for stor forskel på det nyhedsbillede, brugerne blev præsenteret for på forsiden for eksempel klokken 7 om morgenen og klokken 11 om formiddagen. Det er et problem, fordi de fleste brugere faktisk kun er inde på sitet én gang om dagen.

”Der har været en tendens til, at det senest indkomne var det prioriterede, og det gav et meget forskelligt nyhedsbillede, alt efter om man var inde om morgenen eller om formiddagen,” siger Thomas Falbe.

Masser af dilemmaer

Nyhedschefen forklarer, at dr.dk fortsat til være en del af den daglige nyhedsstrøm.

”Men det er noget, vi vil bruge færre kræfter på.”

Vil der ikke opstå mange situationer, hvor I får meget travlt med at gøre en tophistorie klar til næste udgivelse – og at I andre gange må vente i lang tid med at publicere en vigtig historie?

”Det er klart, at der er masser af nye arbejdsgange i det her og mange overvejelser om, hvad og hvornår vi skal publicere. Der skal nok være masser af dilemmaer i det,” siger han.

Det ligger jo i nettets natur, at historierne skal på med det samme?

”Vi vil ikke holde op med at komme med hurtige registreringer. Men de gennemarbejdede historier vil i langt højere grad ligge på fastlagte tidspunkter.”

Thomas Falbe tør ikke spå om, hvad det vil betyde for trafikken på dr.dk. Hvis det resulterer i færre klik, er det en konsekvens, DR Nyheder er parat til at tage.

”For os er værdien for brugerne vigtigere end trafiktallene,” siger han.

0 Kommentarer

Læs også

“Samlet set har danskerne næppe tidligere fået så mange nyheder”

19. JANUAR 2017

“Samlet set har danskerne næppe tidligere fået så mange nyheder”

19. JANUAR 2017