For snart fire år siden skrev en i øvrigt kompetent kollega en glimrende analyse af, hvorfor Trump ikke kunne blive valgt som amerikansk præsident.

Jeg delte den på de sociale medier. Det samme gjorde mange andre. Den var eftertænksom, den havde gode argumenter, den var baseret på et solidt kendskab til amerikanske forhold. Og den var forkert.

Jeg følte mig efterfølgende som en idiot over at have delt den, hvilket var dybt uretfærdigt over for skribenten, som vitterlig havde gjort et grundigt arbejde, og fejl forekommer. Jeg har også været med til at sætte rubrikker som “Københavns metro kommer aldrig til at køre førerløst” og “Studenterne sejrer: Kinas ledelse går af” på forsider (ordlyd citeret frit efter hukommelsen) – der er rigeligt af eksempler at tage af.

Men min reaktion lærte mig noget om den nye medievirkelighed, hvor vi ikke bare læser, ser og hører nyheder, men deler dem med andre på sociale medier og dermed sætter noget af vores egen troværdighed på spil. Samtidig glemmer internettet som bekendt aldrig. Vi pakker ikke længere fisk ind i avisen dagen derpå – vi søger og finder gamle fejl.

Og det fik mig til at tænke på, om vi som journalister og traditionelle medier overvejer grundigt nok, hvordan vi egentlig i nutidens medielandskab skaber værdi for vores læsere og brugere?

Mit eget svar er nej, og det blev bekræftet af dækningen af terrorbombningerne af kirker og hoteller i Sri Lanka. Jeg vender tilbage til den del, men først noget om, hvordan jeg ser forskellen på før og nu.

For bare 15 år siden havde de fleste af os stadig én daglig deadline. Selv om aviserne havde netudgaver, var hovedkræfterne lagt i papiravisen. Papirudgaven udkom hver 24. time, og da der også gik nogle timer, fra avisen blev sendt til trykt, til den lå hos læserne og i kioskerne, var der risiko for, at dele af dækningen allerede var overhalet, når avisen blev læst. Særligt ved store begivenheder som konflikter, valg og naturkatastrofer. Det øgede incitamentet til at vove pelsen og viderebringe noget, som måske ikke var endeligt bekræftet – eller til at gisne om, hvad udviklingen ville være lidt tid frem, fordi der var et helt døgn til næste chance.

Konkurrenterne var de øvrige traditionelle medier, og derfor var hurtighed og solohistorier afgørende parametre. Det samme var dygtige debattører i øvrigt – de traditionelle medier var dominerende på markedet for debat, selv om internettet var begyndt at tiltrække flere.

Spring frem til 2019. Vi kan følge begivenheder nærmest live på sociale medier kloden rundt, vi debatterer på livet løs, meninger og gisninger fås i hundredtusindvis, politikerne har deres egne platforme, og vi behøver ikke at læse i avisen, at statsministeren kondolerer – det kan vi se på hans Twitter- og facebookkonti.

Når de sociale medier er hurtigere end de traditionelle, når de vælter sig i rygter og konspirationer, analyser og gætværk, og når de ganske gratis svømmer over med meninger og holdninger fra kendte og ukendte – hvordan skal vi som traditionelle medier så tilføre værdi for vores læsere?

Det indlysende svar er: I hvert fald ikke ved at konkurrere på det, som kan fås gratis på de sociale medier: Hurtighed og holdninger. Det kan godt være, at de giver masser af klik, når vi deler dem på de sociale netværk, men hvis de klik ikke kan veksles til betalingsvillige læsere og abonnenter, så har vi ikke givet værdi nok.

Vi kan noget andet, som jeg tror bliver stadig vigtigere: Vi kan tilbyde troværdighed, grundighed, perspektivering, de eftertænksomme debatindlæg baseret på viden og ikke bare synsninger. Men det kræver, at det er det, vi prioriterer.

I en situation, hvor det hele går meget hurtigt, og der som i Sri Lanka sker store begivenheder, kræver det også, at vi afholder os fra at gætte. Fordi vi kan gætte forkert. Og fordi det ikke længere giver mening at gætte om noget, som vi få timer efter kan have en form for vished for. Vi kan vente, til vi ved.

Flere medier analyserede sig hurtigt frem til, at gerningsmændene i Sri Lanka måtte være islamistiske ekstremister. Det samme gjorde brugerne på de sociale netværk, baseret på nøjagtigt lige så lidt eller lige så meget viden som journalisterne.

Hvilken værdi gav de professionelle mediers hurtige analyser i grunden læserne? Ikke alverden. Det ville have givet en form for mening i den gamle medievirkelighed, hvor der var længe til næste udgivelse, men her stod det ret klart, at der inden for forholdsvis få timer ville være svar, så journalisterne ikke behøvede at servere teorier. Og sagen er, at de trods alle tegn kunne have taget fejl. Så havde det slidt lidt mere på troværdigheden, som i forvejen ikke har det fremragende.

Med andre ord: I det nyere medielandskab tilfører vi ikke afgørende værdi ved selv kvalificerede gæt. Vi tilfører heller ikke værdi ved at viderebringe politikernes tweets og FB-opdateringer – dem kan folk selv finde – medmindre vi har et berigende perspektiv på dem. Vi tilfører slet ikke værdi ved at bringe rygter. Også det kan fås gratis på de sociale medier, og hvis vi ikke kan verificere dem, skaber vi bare mere støj. Jeg vil som bruger muligvis gerne klikke på det, men jeg vil ikke betale for det, og det får mig ikke til at abonnere, hvis jeg gang på gang oplever, at medierne på deres netsider og på sociale medier viderebringer noget, der viser sig at være forkert eller groft forsimplet.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor det giver mening som journalist at analysere og prøve at sammenstykke på ufuldstændige oplysninger. For eksempel når der efter et flystyrt er lange udsigter til at finde ud af, hvad der egentlig skete, eller når dele af en sag er mørklagt. Vi skal i givet fald være præcise med, hvad der er teori, og hvad der er fakta. Varedeklarationen skal være i orden.

Vi skal også overveje, om vi tilfører noget værdifuldt, eller om vi bare bidrager til rygtestrømmen. Men er det på plads, kan der være god grund til at opsummere og analysere teorier og begivenheder – det kan der komme vigtig journalistik ud af.

Men i mange tilfælde reagerer hele nyhedsrummet fuldstændigt, som det ville have gjort for 15 år siden: Hvem er hurtigst? Hvem skriver analysen? Hvem ringer til eksperten og får vedkommende til at sige noget om, hvad der nok er sket, og hvordan det formentlig vil udvikle sig? I stedet for at spørge: Hvordan sikrer vi lige nu i denne situation størst mulig værdi for vores læsere? Hvad kan vi, som de sociale medier ikke kan gøre hurtigere og billigere?

Lad de sociale medier om synsninger og rygter og teorier, hvor sandsynlige de end måtte være. Vores styrker er i dag nogle andre: Vi kan som sagt verificere, skille konspiration fra konkret viden, give den nødvendige baggrund og indsigt og udvælge debattører, som har andet at byde ind med end den hurtige forargelse eller begejstring. Og en ting til: Ved at prioritere, kan vi spare læserne og brugerne for at spilde tid. Måske mere vigtigt end nogensinde, hvor der ikke er mangel på information, men mangel på overblik og indsigt.

Britiske BBC brugte netdækningen på at levere konkret viden og en omfattende baggrund om Sri Lanka, nationens historie, politiske og religiøse spændinger, men afholdt sig fuldstændigt fra at mene noget om mulige gerningsmænd og motiver, indtil der var andet end indicier at hægte det op på. Det blev dækningen ikke dårligere af – jeg fik tilført værdifulde perspektiver på alt det, jeg i forvejen fik serveret på de sociale medier.

Buddha, Rumi og flere andre tillægges citatet om, at man – før man taler – bør spørge sig selv: Er det sandt? Er det nødvendigt? Er det godhjertet? Journalistik er ikke sat i verden for at være godhjertet. Men med en let omskrivning kunne det godt stå over ethvert nyhedsrum: Er det sandt? Er det nødvendigt? Er det værdifuldt for brugerne?

Jeg tør godt lufte en teori om, at det ville give en skarpere dækning af store såvel som mindre begivenheder.