Nyt valgmagasin alle hverdage, ny gravegruppe på 10 til 15 journalister til at faktatjekke politikerne, og midlertidig lukning af Kontant og Horisont. DR's valgchef Ralf Andersson løfter sløret for DR's valgmaskine i interview med Journalisten.dk.
»Vi prioriterer det her valg benhårdt. Det er noget af det allervigtigste som public service-station at kunne dække et folketingsvalg på alle platforme.«
Sådan lyder det fra den øverste ansvarlige for DR's valgdækning, ledende redaktionschef Ralf Andersson. Han løfter for første gang sløret for DR's drejebog for valgdækningen – som går i gang lige så snart, valget er udskrevet. Det bliver den mest omfattende valgdækning nogensinde, siger han.
Sloganet bliver 'DR: Vi giver dig valget', og DR har to hovedoverskrifter for valgdækningen 2011: Fokus på substans og indhold, samt at opdatere vælgerne hele tiden.
»Substans og indhold er i fokus, som vi så det i debatten søndag aften. Det er den rene vare, det er en debat om økonomi og om, hvad Danmark skal leve af. Der er ikke alle mulige indslag inde over, det er to mennesker, det er én time, og så er der en vært til at styre slagets gang. Det er den linje, vi vil lægge i vores debatter under valgkampen,« siger Ralf Andersson til Journalisten.dk.
En del af DR's fokus på substans bliver, at kanalen nedsætter en ny, midlertidig gravegruppe.
»Vi nedsætter en gravegruppe i vores valgredaktion. De skal arbejde med valgets temaer, og det bliver en gruppe af journalister, der udelukkende skal tjekke facts, se på, hvad der er blevet sagt før og finde de gode, journalistiske historier. Vi vil også prøve at sætte nogle temaer på dagsordenen, det kunne for eksempel være, hvad Danmark skal leve af fremover og hele diskussionen om velfærd,« siger Ralf Andersson.
Hvor mange mand kommer til at sidde i gravegruppen?
»Der er ikke tal på endnu, men vi vil gerne have 10 til 15 journalister til at sidde i gruppen.«
Den anden hovedoverskrift for DR er, at vælgerne skal opdateres hele tiden.
»Vælgerne skal kunne følge spidskandidaterne hele tiden, time for time. Vores styrke er, at vi har mange platforme, radio, tv og web, som vi skal have til at spille sammen. Vi vil følge spidskandidaterne tæt gennem alle dagens timer. Vi allokerer reporterteams til de enkelte kandidater, som følger dem hele tiden. På DR.dk skal du kunne følge med i, hvad spidskandidaterne laver, hvor de opholder sig, og hvad de siger. Hele tiden, hver gang,« siger Ralf Andersson.
Ideen er at bygge et stort Danmarkskort på DR.dk, hvor brugerne kan se, hvor spidskandidaterne er og hvilke politiske udmeldinger, de kommer med.
Har I aftalt den tætte dækning med politikerne på forhånd?
»Vi har snakket med nogle af dem.«
Vil I kun videreformidle det politiske i det, de laver, og hvor de befinder sig, eller vil I også fortælle, at en spidskandidat for eksempel er kommet hjem efter en hård dag?
»I udgangspunktet er det det politiske og substansen, vi fokuserer på, men det afhænger af situationen. Det handler om at følge dem hele vejen rundt, på valgmødet, på Christiansborg, eller hvor de nu er.«
Ralf Andersson nævner også konceptet 'Statustinget', som DR allerede har lanceret på sin hjemmeside. Her kan du overvåge politikeres brug af de to sociale medier Facebook og Twitter. Statustinget vil blive udvidet markant, når valgkampen går i gang.
»Vi giver alle valgets kandidater mulighed for at få deres egne profilsider – med seneste artikler fra DR.dk og andre medier, seneste opdateringer fra Twitter og Facebook, biografier, hvad danskerne har skrevet om personen, alt. Hvis man søger på Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, så får man her en indgang til alt det materiale, der findes i forbindelse med valget. Og under alle artikler, der handler om en kandidat, opstår automatisk et link direkte til den pågældendes profil-side i Statustinget,« fortæller Ralf Andersson.
For at finde kræfter til de nye, tunge satsninger under valgkampen har DR valgt at lukke alle sine aktualitetsmagasiner på DR1 under valgkampen.
»For at pulje vores resurser og nogle af vore bedste kræfter, så vil vi i de tre uger, valgkampen kører, lukke vore magasiner på DR1 – for eksempel Horisont og Kontant. De rigtig gode og stærke journalistiske kræfter på de magasiner trækker vi ind, så vi virkelig kan lave en valgmuskel, der vil noget,« siger Ralf Andersson.
Til gengæld opretter DR et spritnyt valgmagasin på DR1, der skal sendes alle hverdage, fra valget er udskrevet.
»Vi laver altid sådan et 'Mød kandidaterne'-præsentationsprogram, og det laver vi selvfølgelig også i år – i en nyudviklet udgave. Men derudover vil vi også lave et egentligt valgmagasin med Kim Bildsøe og Ask Rostrup som værter.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.