I december 2016 krævede norske Thor Kvakkestad 200.000 kroner i erstatning fra DR på vegne af sin søn Mathias Kvakkestad, fordi TV Avisen havde bragt et klip fra sønnens droneoptagelse over Aarhus.
DR tog klippet fra en optagelse lagt på YouTube uden hverken at kreditere fotografen eller spørge om tilladelse. Erstatningssagen kører stadig.
Nu viser det sig, at droneflyvningen tilbage i 2015 var ulovlig, fordi dronen fløj over byområdet i Aarhus uden tilladelse.
”Reglerne var i 2015, at man ikke måtte flyve i bymæssigt område uden en dispensationstilladelse fra Trafik- og Byggestyrelsen. For at kunne få en dispensation skulle man have en godkendt driftshåndbog med regler for, hvordan man opererer sin drone,” siger Anders Madsen, luftfartsinspektør i Trafik- og Byggestyrelsen.
Den tilladelse havde Mathias Kvakkestad ikke.
”Min søn var selvfølgelig ikke klar over det, og selv om flyvningen var ulovlig, anser jeg optagelsen som lovlig,” skriver hans far, Thor Kvakkestad, i en e-mail til Journalisten.
Videoen ligger stadig tilgængelig på Mathias Kvakkestads YouTube-kanal.
”Ingen skade er sket, og derfor ser jeg ingen grund til, at videoen skal fjernes,” skriver Thor Kvakkestad til Journalisten.
Optagelsen var som udgangspunkt ulovlig
Men når flyvningen er ulovlig, kan optagelserne også være det.
Det fastslår Vibeke Borberg, forsker og underviser ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i medieret og presseetik.
Dermed kan DR’s brug af optagelserne ifølge Vibeke Borberg være ulovlig.
”Da det er oplyst for mig, at optagelserne er foretaget i strid med dronelovgivningen, er optagelserne som udgangspunkt ikke lovligt optaget,” fastslår hun.
Der er dog forbehold og undtagelser.
”Et medie kan dog være berettiget til at videregive sådanne optagelser, hvis de er af væsentlig samfundsmæssige interesse og altså viser noget, som er relevant at informere offentligheden om,” siger Vibeke Borberg, der også påpeger, at man i en vurdering vil se på, om optagelserne er krænkende eller viser noget, nogen har krav på hemmeligholdelse af.
Vibeke Borberg har ikke set optagelserne og kan ikke vurdere dem – men siger:
”Det lyder, som om de her optagelser er helt harmløse og ikke krænkende eller afslørende for nogen,” siger Vibeke Borberg.
DR uddanner ansatte i verificering
DR har tidligere beklaget brugen af optagelser, der ikke var clearet med fotografen.
Redaktionschef på TV Avisen Marie Buss forklarer, at DR nu gør mere for at sikre, at de medarbejdere, der vurderer blandt andet optagelser, bliver bedre klædt på.
”Det er en foranderlig og meget digitaliseret medieverden, og det handler om hele tiden at følge med og blive bedre, dygtigere og hurtigere til det. Derfor uddanner vi nu vores ansatte til at verificere både rettighedshaverne, hvor det er optaget, og hvordan det er tilvejebragt,” siger Marie Buss.
Erstatningssagen kører fortsat
Thor Kvakkestad har sænket erstatningskravet over for DR fra de oprindelige 200.000 kroner til 12.500 kroner, oplyser det norske Journalisten, der også oplyser, at DR har tilbudt 4.500 kroner.
Thor Kvakkestad oplyser over for Journalisten i Danmark, at han er gået ned på 7.500 kroner i erstatningskrav.
I dag kræver droneflyvning i bymæssigt område et dronebevis.
Læs mere på http://www.trafikstyrelsen.dk/da/~/link.aspx?_id=5CCC4F2A9FA94F749ACF61BA70113A29&_z=z
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kræver ikke et dronebevis, for det giver ikke ret til at flyve i bymæssig områder.
Derimod kræver det dronecertefikat der giver ret til at flyve i bymæssig område, med meldepligt til politiet.
DR har, konstaterer jeg ved selvsyn, også selv lavet droneoptagelser på privat grund i Havnestad. Optagelserne har jeg set et par gange som optakt til en Clement-debatudsendelse. Det var folk fra DR, som kørte i en DR-Kontant-bil, der foretog droneoptagelsen, som bl.a. optog billeder, hvor man flygtigt kiggede ind i lejlighederne i Gemini Residence? Dét kan sgu da bestemt ikke have været lovlige optagelser. Dels er de optaget på Grundejerforeningen Havnestads privatejede kaj, og dels er de foretaget 10-20 meter fra bygninger med lejligheder. Hvem er ansvarlig?