search

DJ’s medlemmer har pensions-millioner investeret i våben

De fleste DJ-medlemmer har deres penge i PFA, som har 68 millioner kroner investeret i våben, der sandsynligvis bliver brugt i krigen i Yemen. Tine Johansen vil tage sagen op med selskaberne

Ifølge en ny rapport fra Oxfam Ibis har Danmarks 16 største pensionskasser tilsammen investeret mindst 2,9 milliarder kroner i virksomheder, der sælger våben og militært udstyr til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Begge lande er hovedaktører i krigen i Yemen.

”Vores alle sammens pensionspenge bliver investeret i firmaer, som tjener penge på at sælge krudt, kugler og alt det andet materiel, der skal til for at fortsætte krigen,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Ibis, til TV 2.

Også hos DJ’s formand Tine Johansen giver rapporten panderynker. PFA Pension, hvor langt størstedelen af DJ-medlemmerne har deres pensionsopsparing, har nemlig 68 millioner kroner investeret i en af de problematiske virksomheder, konkluderer rapporten.

”Det er da bekymrende. Og det giver anledning til, at vi i Mediernes Pension vil spørge PFA og Danica til deres investeringspolitikker,” siger Tine Johansen, der sidder i bestyrelsen for Mediernes Pension.

Mange tager ikke stilling

Mediernes Pension har den særlige ordning, at medlemmerne selv kan bestemme, hvor de placerer deres pensionsmidler. Men langt de fleste har dem hos PFA eller alternativt Danica, oplyser Tine Johansen.

Hun kalder det ”smaddergodt”, at Oxfam Ibis jævnligt kommer med undersøgelser af pensionskassernes investeringer som den aktuelle.

”For det giver jo pensionshaverne mulighed for at stemme med fødderne,” siger hun og tilføjer:

”Men vi ved jo bare, at pension er et lavinteresseområde. Derfor er der mange, som ikke tager stilling til, hvordan deres ret store summer står investeret.”

Vil spørge til etikken

Ifølge Tine Johansen har kun cirka 200 DJ-medlemmer valgt at placere deres pensionsmidler i et pengeinstitut eller hos andre end PFA og Danica. Derfor vil hun spørge de to ind til deres investeringspolitikker.

”Jeg vil spørge, om vi kan få en gennemgang af investeringsprofiler og de overvejelser, man gør sig om etikken,” siger hun.

Danica Pension har ifølge Oxfam Ibis’ rapport 505 millioner kroner investeret i firmaer, der eksporterer til de krigsførende lande.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen