Journalistikkens selvforståelse som demokratiets vagthund har længe været dominerende. Det er den slags journalistik, vi hylder og belønner til prisuddelinger. Siden cavlingprisen blev uddelt første gang i 1945, er prisen næsten hvert år blevet givet til den undersøgende og afslørende journalistik, hvilket støtter forestillingen om, at journalisters primære ideal er at være den fjerde statsmagt. Men ligesom journalistikken skal være vagthund for korruption og magtmisbrug, skal journalistikken også være på vagt over for simplificeringer, fordi de kan være med til at reproducere fordomme og stereotyper og risikere at stigmatisere.

Lykkelig luder eller stakkels offer

Sexarbejderen Sarah oplever, at sexarbejdere ofte reduceres til to kategorier, når de udtaler sig til medierne: ”Enten er man frigjort, liderlig og ’lykkelig luder’, eller også er man et udnyttet og stakkels offer, der skal reddes”.

Jeg har i mit speciale undersøgt mediernes fremstilling af sexarbejdere, og min undersøgelse viser, at Sarahs oplevelse af at blive misrepræsenteret er en generel tendens i mediefremstillingen af sexarbejdere. De fleste historier om sexarbejdere i medierne er enten meget positive eller meget negative, selv om langt de fleste sexarbejdere selv oplever, at de befinder sig i midten, hvor der både er gode og dårlige aspekter af det at være sexarbejder.

Disse oplevelser af misrepræsentation vidner om, at journalister ikke altid er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvordan mennesker fremstilles i medierne.

Opgør med konflikt- og sensationskriterier

Ligesom medierne er en del af problemet med misrepræsentation af forskellige grupper, beskriver Lotte Rosdahl i sin bog “TrustJournalism”, at medierne også er en del af løsningen. Flere forskere peger på, at især journalistikkens konflikt- og sensationskriterier er problematiske, da de giver et skævt billede af verden, hvor enkeltstående dramatiske begivenheder får mere fokus end perspektiverende og fremadskuende historier.

Medieforskeren Gitte Gravengaard beskriver, at nyhedskriterierne er blevet en del af mange journalisters rygrad, som en slags indlejret viden i kroppen. Derfor er det ifølge Lotte Rosdahl vigtigt, at journalister åbner op for redskaber og indsigter, der kan vende journalistikkens vanetænkning til eftertanke. For at undgå at medierne stigmatiserer eller generaliserer hele grupper på forkert grundlag, er det vigtigt, at journalister også fortæller baggrunden for, hvorfor eksempelvis sexarbejdere gør, som de gør, og hvad de mener, når de siger ”sex” eller ”frigørende”.

En anden måde at formidle et mere nuanceret billede af mennesker i medierne er konkrete menneskelige fortællinger. Selv om enkelte fortællinger ikke er repræsentative for eksempelvis alle sexarbejdere, er de stadig interessante, fordi de kan gøre vores abstrakte diskussioner om sexarbejde, herunder moral og seksualitet, mere vedkommende. Ved at give plads til kvindernes egne stemmer kan man, ifølge antropolog Sine Plambech, skabe en modfortælling, der kan gøre op med de herskende stereotyper i mediebilledet.

Respekt for dem, det handler om

Min undersøgelse peger på, at mange modstandere af sexarbejde ikke ser vigtigheden i at inddrage sexarbejderne i debatten, fordi sexarbejderne bliver set som så skadede af deres oplevelser, at de er ude af stand til at forstå deres situation fuldt ud. Hvis ikke de selv accepterer det faktum, at de er skadede af sexarbejdet, må det være, fordi de ikke ved det endnu. Ud fra dette perspektiv har andre aktører derfor et ansvar for at redde dem ud af sexarbejdet og denne falske bevidsthed.

Jeg mener i stedet, at journalister har et ansvar for at bryde med opfattelsen af falsk bevidsthed og tage menneskers udtalelser for gode varer. Det er skævt, at medier kan fremstille mennesker enten helt uden at inddrage dem, det handler om, eller at inddrage dem på en måde, der ikke giver plads til, at de kan udtrykke sig på egne præmisser. Man skal selvfølgelig som journalist holde fast i sin kritiske sans, men vi skal samtidig respektfuldt lytte til de mennesker, det handler om. Både i tilgangen til dem og i formidlingen af dem.

Det er på tide, at vi journalister spørger os selv, om vi vil lade os diktere af konflikt- og sensationskriterier og jage den vildeste historie, eller om vi vil være med til at male et mangfoldigt og nuanceret billede af mennesker i medierne. Hvis historierne formidles spændende nok, er jeg sikker på, at man godt kan tjene penge på nuancer, selv i et presset medielandskab. Journalistikken og medierne har ansvaret og potentialet til at blive en vigtig spiller i at bekæmpe misrepræsentation, fordomme og stigmatisering, og det potentiale skal vi udnytte.

Galit Malkiel Nielsen er nyuddannet cand. public. Hun undersøgte i sit speciale, hvordan og hvorfor sexarbejdere bliver misrepræsenteret i medierne.
Debatindlægget er opdateret den 10. juli 2020 med kildehenvisninger til Lotte Rosdahls bog’TrustJournalism’.