I det tidsrum, døren ud til gaden var om at lukke sig efter kunden, stirrede den thailandske kvinde ind i mine øjne. Et blik, der virkede, som at få stukket en syl i mellemgulvet. Slukkede og ødelagte følelser. Kvinden opholder sig på en såkaldt massageklinik i Aalborg. I Danmark, hvor man siden barnsben har fået fortalt, at mænd selvfølgelig respekterer kvinder som ligeværdige individer.
Ja, dét kan jeg se. Især når jeg bladrer i Ekstra Bladets annoncer for kvindekroppe, som var det dagens tilbud fra slagteren. Det afslører, at i ligestillingens mønsterland kan mænd kvit og frit købe sig retten til hver især at levere deres bidrag til, at kvinder får ødelagt de sidste rester af selvværd, udvikler angstanfald, mister evnen til at få orgasme, forøger deres misbrug af alkohol eller stoffer for at bedøve sindet, når kroppen bliver brugt af kunderne, udvikler post traumatic stress disease – de samme symptomer, man finder hos mennesker udsat for tortur. Blot for at nævne et lille udpluk af registrerede senskader blandt prostituerede, som seriøse undersøgelser flere steder i verden afslører.
Kort sagt er det accepteret, at mænd river kvinders følelsesliv i stumper og stykker. Vold forklædt som frisind. En fremstilling, som medierne gør en dyd ud af at værne om.
Medierne. Den fjerde statsmagt, der ynder at pleje et selvbillede som de svages beskyttere over for magthaverne. Men i denne sammenhæng ligner medier og magthavere synonymer. For alt, hvad der rimer på sex, er jo både sjovt og underholdende. Det ved enhver journalist. Ja, vi lærer det allerede på Journalisthøjskolen. Her diskede elevbladet på et tidspunkt op med et sexet særnummer, hvor unge mænd varmt blev anbefalet at opsøge en prostitueret. Blot for at overvinde en banal usikkerhed, der er lige så naturlig en del af den seksuelle debut som enhver anden debut her i livet.
Men mænd har krav på at komme nemt om tingene. Det fik vi også bekræftet af DRs U-land, forrige vinter. Seerne skulle stemme om, hvorvidt en ung mand i studiet skulle benytte sig af tilbudet om en prostitueret. Public service. For ikke at tænke på DRs serie Praktikanten, hvor den naive bondekone kom i praktik som telefonpasser hos den "lykkelige" prostituerede.
Ja, selv i landmandens avis, Landsbladet, har historien om den "lykkelige luder" bredt sig ud over flere sider. Problemet er bare, at hendes lykke ikke eksisterer stort andre steder end i mænds fantasi. Og resultatet af, at journalisterne fomidler en så forskruet virklighed, er til at få øje på. De nylige politirazziaer mod bagmænd og prostituerede fra de baltiske lande er ikke andet end et forkølet slag i bolledejen. Så længe det er legalt, at mænd køber sex og nærmest opfatter det som en velgerning at udnytte kvindernes håbløse situtation, ja så vil kvinderne vælte ind over de danske grænser. Havde medierne derimod formidlet et sandfærdigt billede, er det tvivlsomt, om mænd i kunderollen overhovedet kunne få den op at stå – medmindre det er en variant af psykopatien, der driver hejseværket.
Men måske kan man ikke fortænke diverse journalister i at dyrke den forkvaklede fremstilling. For det mest tilgængelige materiale for research her i landet er pornobladene. Her vrimler det med historier om "lykkelige ludere", der har valgt den levevej, fordi de ikke kan få sex nok.
Hvordan det hænger sammen med et ødelagt sexliv i privatlivet, nævner artiklerne intet om. Men det gør ikke så meget. For de prostituerede siger jo, at de selv har valgt og kan li' det! Ja, hvad havde journalisterne ellers forestillet sig, at de ville sige? For det første ville det være en dårlig forretning at sige det modsatte. For det andet kender vi alle behovet for at fremstå og forsvare os selv som en succes over for en omverden, der ikke føler personlig omsorg og interesse for problemerne bag facaden.
Hvad angår påstanden om, at i hvert fald de danske prostituerede selv har valgt, så har mennesker, der er begavet med en sund opvækst, god uddannelse og sunde sociale relationer, det med at se valgmuligheder alle vegne. Især på vegne af mennesker, for hvem ødelæggende omstændigheder i opvæksten ikke levner plads til at se alternativer, men nemt forvandler et liv til et kviksand af psykisk, social og økonomisk kaos.
For at overleve suppedasen kalder det ofte på en forsvarsstrategi, hvor følelserne kapsles ind bag en mur af beton, fordi virkligheden gør for ondt at mærke. Derfor er det en gåde, hvordan nogen journalist kan tro, at en kortvarig overfladisk kontakt kan trænge ind gennem en sådan mur, når psykologer kan bruge måneder på den samme proces. Tillid kræver tid. Og det er langt fra alle journalister, der evner at skabe tillid.
* Margrethe Nørskov, freelancejournalist og formand for Trodsalt, forening for sociale mønsterbrydere
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bekræfter hvad - at mænd er nogle svin?
Det er muligt at hun findes - den lykkelige luder - men mon ikke at procentdelen, af de prostituerede, der ikke er lykkelige, er betragtelig større?
Det er sansynligvis rigtigt, men mindre kan vel også gøre det (glade tilfredse, positive...), jeg ved heller ikke hvor mange der betegnes som "den lykkelige maskinmester" - "den lykkelige frisør" osv.
To mandlige svar, der egentlig bare bekræfter artiklen af Margrethe Nørgaard.
Det er muligt at hun findes - den lykkelige luder - men mon ikke at procentdelen, af de prostituerede, der ikke er lykkelige, er betragtelig større?
Nogle prostituerede kan faktisk godt lide deres arbejde. Læs http://luder.smartlog.dk/-fanget-som-luder--------igen-post107157
Hun ved nok en hel del mere om den seksuelle del af undervisnings- og underholdningsbranchen en nok så mange støvede hattedamer inde fra København.
http://luder.smartlog.dk/ er ekstremt læseværdig. Ludere behøver ikke at være dumme eller ofre. De kan være livsglade, menneskekærlige og nysgerrige mennesker.
100 tag med hårbørsten til de, der ikke tror det.
Mediemyten om lykkelig prostitution
Artiklen er nok noget af det mest vinklede, ensidige og fordomsfulde jeg til dato har læst og inden hun skriver en artikel om indvandrer vil jeg kun sige, at fordi nogle indvandrere er kriminelle så er ALLE indvandrere IKKE kriminelle