Sexannoncer kan være et brud på loven

Hvis en sexannonce i avisen fører til, at handlede kvinder bliver udnyttet, så kan avisen straffes. Med den advarsel opfordrer britisk politi en række aviser til at droppe sexannoncerne.

Hvis en sexannonce i avisen fører til, at handlede kvinder bliver udnyttet, så kan avisen straffes. Med den advarsel opfordrer britisk politi en række aviser til at droppe sexannoncerne.

Hvis en avis bringer en annonce for en massageklinik, og det viser sig at være et bordel, der udnytter handlede kvinder, så kan det ende med, at avisen stilles til ansvar ved retten.

Sådan er det i Storbritannien, ifølge britisk politi. Det skriver PressGazette.co.uk.

Kriminalinspektør i politiets enhed mod udnyttelse af mennesker og organiseret kriminalitet, Richard Martin, har sendt et brev ud til en række avisredaktører. Heri opfordrer han dem til at være meget varsomme med, hvilke annoncer, de tager imod. I brevet understreger han, at sexannoncer kan ende med at fungere som ufrivillig hjælp til trafficking.

Han advarer konkret imod annoncer, der tilbyder »multinationale eller unge kvinder, eller som har en seksuelt ladet tone«.

Avishuset Newsquest, der udgiver en række lokale aviser i landet, er allerede i 2008 stoppet med at bringe sexannoncer, efter avisen kørte en artikelserie imod trafficking.

Politiet advarer om, at aviser kan straffes, hvis de bringer annoncer, der bevisligt er led i trafficking.

»Strafansvar kan forekomme under visse omstændigheder, hvor der er klart bevis for, at den pågældende annoncering støtter eller fremmer krænkelser i forbindelse med trafficking, udnyttelse eller indtægter fra kriminalitet,« skriver kriminalinspektøren i brevet.

0 Kommentarer