»Det er en trans, Alessandra, 25 år, brunette, 23 centimeter«.
Sådan lyder det blandt andet, når mulige bagmænd sætter ydelser til salg i Ekstra Bladet, der dækker over udnyttelse af kvinder og mænd i prostitution.
I retten i Viborg kører lige nu en straffesag, hvor to kvinder og en mand er tiltalt for at have holdt bordel på i alt 18 adresser i hele Jylland. Over fire år tjente de tiltalte ifølge anklageskriftet 10 millioner kroner på forretningen. To af de tiltalte, en brasiliansk kvinde og hendes danske mand, er desuden tiltalt for to tilfælde af menneskehandel samt vold. Sagen forventes at blive afgjort 4. marts.
Journalisten var med i retten, da én af de hovedtiltalte, den brasilianske kvinde, i går afgav forklaring. Anklagerne tog blandt andet fat på kvindens kontakt til Ekstra Bladet, hvor hun rutinemæssigt indrykkede annoncer for de prostituerede på bordellerne.
Her fik tilhørerne et hverdagsagtigt indblik i, hvordan det foregår, når annoncer for mulig ulovlig prostitution finder vej til Ekstra Bladets massagesektion. Anklagerne afspillede én af flere telefonaflytninger, hvor enten den brasilianske kvinde eller hendes mand telefonerer annoncer ind.
»Den første er Alessandra, A-L-E-S-S-A-N-D-R-A, og telefonnummeret er 5267xxxx,« forklarer den tiltalte kvinde på engelsk til Ekstra Bladets annoncesælger om de to nye prostituerede, der skal åbnes konti for den dag.
»Og hvad vil du have, jeg skal skrive for hende?«.
»Det er en trans, Alessandra, 25 år, brunette, 23 centimeter«.
Efter en snak om blandt andet adresse aftales priser og varighed for annoncerne:
»Hvor mange dage vil du have?«.
»Fra lørdag, en uge fra lørdag«.
»En uge derfra, så skal du betale mig 1582 kroner. Det er en uge i avisen, syv dage på kundenummer 1148xxx. Vil du også have Side 6?«, spørger Ekstra Bladets sælger og bliver enig med tiltalte om uges avisannoncer samt Side 6 til en pris på 2600 kroner.
Journalisten har tidligere påvist, at størstedelen af bordeller indblandet i sager om rufferi eller menneskehandel har annonceret i Ekstra Bladet. I det seneste nummer kan Journalisten dokumentere, at Ekstra Bladet jævnligt har modtaget oplysninger om, at politiet har haft mistanke om ulovlighederne bag annoncerne.
Også i den store bordelsag har politiet henvendt sig til Ekstra Bladet for at få udleveret oplysninger om blandt andet varigheden af annonceringen som led i efterforskningen.
I retten forklarede den tiltalte brasilianske kvinde dog selv om annoncernes omfang. Her fremlagde anklageren en række såkaldte kassekvitteringer fra Danske Bank. Hver kvittering viser en halv snes beløb på mellem 1100 og 3098 kroner, som på den dag er overført til Ekstra Bladet. Hver postering er desuden markeret med en kode.
Den brasilianske kvinde forklarede i retten, at hver kode dækker over et bordel, og at hun har overført pengene som betaling for annoncering.
»Men det er ikke alle sammen mine huse, jeg laver annoncer for andre, for min veninde, det er ikke alt sammen mit eget,« forklarede hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Måske Journalisten skulle kigge lidt på de tre bordeller fra denne sag (http://www.bt.dk/krimi/bordelmutter-var-stor-kunde-hos-ekstra-bladet). Disse annoncerede uden ophør videre i EB, selv om den formodede bagmand var anholdt og sigtet for bordelvirksomhed til 25 mio. kr. Hvordan vil Poul Madsen sno sig uden om det problem - det lugter da af, at man ikke handler, selv om politiet siger stop...