Alle med en internetforbindelse er blevet publicister.

Det var en af de første erkendelser, mediebranchen gjorde sig, da internettet brød igennem. Først kom hjemmesiderne, siden blogs – og nu de sociale medier og mobiltelefoner, som virkeligt har bragt ”trykpressen” ud i lommen på alle danskere. Vi kan mene noget, hele tiden – med det samme.

Derfor ser vi også jævnligt historier, hvor almindelige mennesker bringer nyheder, rygter eller indhold, som pressen ville have været mere tilbageholdende med.

Senest havde en mand taget billeder af en færdselsulykke og lagt billedet på Facebook. Han blev imidlertid frikendt i retten i Sønderborg, fordi billedet ikke viste nogen af ofrene for ulykken.

Alligevel var politikerne fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lynhurtige til at kræve forbud. Før solen stod op næste dag, buldrede det løs i Radioavisen:

”Hvis det viser sig, at man ikke kan komme efter de mennesker, der tager billeder af ulykker, med den nuværende lovgivning, så skal vi have en ny lovgivning. For os er der ikke nogen tvivl om, at det her skal være strafbart,” lød det kontant fra Trine Bramsen, der er Socialdemokratiets retsordfører.

#SpørgDogOm

Det første problem med politikernes automatreaktion og mediernes mikrofonholderi er, at der er nogle afgørende spørgsmål, der bliver sprunget over:

Hvis man ikke må fotografere ulykker, hvordan skal medierne så kunne dokumentere, hvad der foregår i samfundet?

Må medierne ikke vise en togulykke, selv om togene holder stille på Storebælt og blokerer al trafik mellem landsdelene? Må vi ikke vise resterne af et fly, der er styrtet ned? Må vi ikke vise de uheld, der er sket i et sort-plet kryds i byen? Og ja: Må vi ikke vise den indirekte gru, der ligger i en sammenkrøllet lastbil på landevejen?

Det andet problem er, at der i udtalelserne ikke skelnes mellem at tage billeder og at offentliggøre dem.

Der kan nemt være tilfælde, hvor man tager billeder for at dokumentere et forløb og først kan vurdere, hvad der kommet med på billedet, når man får det op på en stor skærm. Viser det sig ved nærmere eftersyn, at billedet udstiller ofrene, ja så kan man jo netop redigere det eller undlade at benytte billedet.

Lovgivningen er på plads

Hvis man tager et kig på den lovgivning, som politikerne kritiserer, så er reglerne meget fornuftige.

Loven fastslår allerede, at der er ting, som ”åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden”.

Straffeloven par. 264

”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.”

Og så vidt jeg forstår beretningen fra Retten i Sønderborg, så blev manden netop frikendt, fordi der ikke var nogen af de tilskadekomne, der var synlige på billederne.

Medierne har deres egne udvidede regler, hvor det staves meget tydeligt, at man ikke skal udstille folk, som er ofre. Som en lærer på journalisthøjskolen belærte os: ”Folk der ligger på båren, skal ikke bekymre sig over, om de ser fotogene ud.”

De presseetiske regler – afsnit B3

”Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og formidling af billedmateriale, herunder amatørbilleder, skal der vises hensynsfuldhed og takt.”

De presseetiske regler bliver løbende trykprøvet, når folk klager over mediedækningen. Derfor findes der ofte en gennemprøvet praksis for, hvor grænsen bør gå.

I debatten har det også været nævnt, at der opstår ”kiggekøer”, når trafikken snegler sig forbi et trafikuheld. Men også her er loven på plads, da det er forbudt at benytte mobiltelefonen, mens man fører bil.

Det er altså svært at se, hvorfor loven skulle skærpes, når der allerede findes en fornuftig afvejning mellem beskyttelse af trafikofre – og pressens muligheder for at rapportere, hvad der er sket.

Man må ikke offentliggøre billeder af trafikofre, men man må gerne dokumentere, når en ulykke med et godstog på Storebæltsbroen er skyld i, at flere mennesker omkommer.

Giv folket viden om medieetik

Måske kan man konkludere, at det, der har manglet mest, er almen viden om, hvordan reglerne er.

Tidligere vedligeholdt journalisthøjskolen i Århus (DJH / DMJX) et subsite, hvor man kunne læse sig klog i en stribe artikler, der fortolkede de forskellige presseetiske regler. Det site eksisterer ikke længere, hvilket er ærgerligt. Et mindre opfølger-site opdateres ikke længere.

Det er ærgerligt. For der er mange, der har behov for at være skarpe på netop mediejura.

Alle journaliststuderende kommer heldigvis igennem en pæn mængde mediejura som en del af uddannelsen.

Også praktiserende journalister har med jævne mellemrum brug for at genlæse regler og afgørelser, når de står med et konkret dilemma. Ikke mindst fordi reglerne løbende bliver justeret – fx på nye medier.

Endeligt kan vi vende tilbage til udgangspunktet: Når alle er blevet publicister, så ville det også være relevant for alle at kunne slå op, hvordan reglerne er.

Vi skal lige lære det: Giv os viden

Hver gang vi har fået en ny teknologi, så karter vi som befolkning amatøragtigt rundt for at finde ud af, hvordan vi bør opføre os. Først med mobiltelefoner, siden med internettet og nu med sociale medier.

Og lad mig blive helt konkret:

Jeg foreslår, at der oprettes et website, som gør mediejura let tilgængeligt, så det kan forstås både af almindelige danskere, af studerende og af rutinerede journalister.

Det er ikke nok bare at henvise til de presseetiske regler, til Pressenævnets kedelige website og krydre med et link til Medieansvarsloven på Retsinfo.dk. Det hjælper kun dem, der i forvejen er dybt inde i stoffet.

Lad os få et velformidlet site, der fortolker paragrafferne, sætter dem ind i kontekst, kommer med eksempler og fortæller levende om de seneste afgørelser fra Pressenævnet. De tunge paragraffer kan nemt peppes op med video, podcasts, quiz-elementer, emneords-indgange og ”breaking news”, når Pressenævnet tager stilling til noget nyt. (OK, det sidste sker måske ikke så tit, men det kunne være sjovt).

Hvem skal nu betale?

Jeg synes egentlig, at hele branchen burde påtage sig opgaven: Dansk Journalistforbund, Danske Medier, Pressenævnet, de forskellige journalisthøjskoler og Kulturministeriet, der jo ligger inde med den store pose med mediestøtte.

Jeg er godt klar over, at alle de nævnte parter er i gang med sparerunder af forskellige slags. Det betyder bare ikke, at behovet forsvinder.

Det er mediebranchen og journalistforbundet, der har årtiers erfaring i, hvordan man opfører sig etisk fornuftigt som publicist og journalist. Det er journalistuddannelserne, der har et behov for at undervise egne elever på højt plan og fremstå som videnscentre. Og det er Kulturministeriet, der burde smide et par innovationsstøttekroner efter branchen, så den kan løfte en fælles public service-opgave.

Derfor burde de alle spytte i kassen og gøre journalister, studerende og befolkningen klogere. De burde faktisk have svært ved at undslå sig.