Debat: DR-journalister: Vi er ikke de krigeriske

”Vi bakker naturligvis op om Journalistens redaktionelle frihed, men I er trods alt et fagblad, vores fagblad, og vi kunne virkelig ønske os en mere fair dækning, og i det mindste præcis brug af de termer, der nu engang er omkring en faglig konflikt,” skriver en række DR-journalister

Vi står i DR på kanten af en faglig konflikt, og så er det ærlig talt en våd klud i ansigtet, at vores fagblad nu gentagne gange vinkler situationen, så det ser ud, som om det er os, der er de krigeriske. Vi noterer os, at I har valgt at ændre rubrikken på en af jeres artikler, og tak for det.

Men den ærgerlige skade er jo sket, fordi vi de seneste uger har set, at andre medier lægger sig op ad Journalistens vinkel, og at den brede befolkning dermed får det indtryk, at det er journalisterne i DR, der lægger op til en konflikt.

Sagen er jo, at DR lagde for med et varsel om lockout, endda et,, der vil splitte os som medarbejdergruppe, og at vi derfor har set os nødsaget til at svare igen med et strejkevarsel, ligesom de øvrige faggrupper i DR har.

Vi ved godt, at den almindelige mediebruger nok ikke umiddelbart skelner mellem lockout og strejke, og at sidstnævnte er nemmest at forstå fx i en rubrik. Men vi tænker, at læserne af et fagblad godt kan kapere så relevant og i øvrigt grundlæggende en skelnen, og I kunne i det mindste i Journalistens spalter kalde det en konflikt.

Vi bakker naturligvis op om Journalistens redaktionelle frihed, men I er trods alt et fagblad, vores fagblad, og vi kunne virkelig ønske os en mere fair dækning, og i det mindste præcis brug af de termer, der nu engang er omkring en faglig konflikt.

Vi hjælper for resten gerne med flere mulige vinkler relevante i et fagblad. I siger bare til. Fx at DR er kommet med et lønudspil, der ikke matcher udviklingen på andre mediearbejdspladser eller på det øvrige arbejdsmarked for den sags skyld. Eller at vi ved sidste OK-forhandling kollektivt gav afkald på lønstigninger for at redde journalistiske stillinger, da DR stod over for en gigantisk sparerunde, og at vi derfor nu stiller med et absolut pragmatisk lønkrav. Eller det sære paradoks, at vores ledelse for tiden ikke misser en anledning til at skamrose os for vores indsats i coronakrisen, men altså samtidig trækker våben og møder med stejle krav i forhandlingslokalet, mens vi, netop set i lyset af den ekstraordinære tid, vi arbejder i, gerne havde set en rolig og saglig forhandling.

Medlemmer af Journalistgruppen i DR: Gry Bruun Mathiesen, Mette Koue, Henrik Kellberg, Nikoline Vestergaard, Lars Von Magius, Lene Jensen, Michelle Hald, Per Gade Gyldenkærne, Karina Elbæk, Klaus Bach m.fl.

Svar fra Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten:

Forløbet i OK-forhandlingerne har været nøje beskrevet i Journalistens artikler om konflikten i DR. Her fremgår det i flere af dem, at det er DR, der har startet med at varsle lockout over for en mindre gruppe medarbejdere, som har svaret igen med et mere omfattende strejkevarsel.
Der er således intet faktuelt forkert i artiklerne.

Men jeg fortryder, at vi i en artikel den 28. maj skrev, at ”DR-strejke er udskudt med to uger”, hvor det rigtige – som artiklen nu er ændret til – ville have været at bruge ordet ’konflikt’ i stedet for ’strejke’. Det skal dog siges, at det også her fremgår af underrubrikken, at der er tale om både lockout og strejke.

8 Kommentarer

Michael Kjærgård
30. MAJ 2020
Det er selvfølgelig helt fair at når journalister er ømskindede over en rubrik, så bliver den rettet. Det sker jo hver dag på alle medier når alle andre faggrupper henvender sig, så hvorfor ikke også journalister?
Noget helt andet: Hvorfor er det umuligt at få oplyst hvem og hvor mange DR's lockoutvarsel var rettet imod? Man får den tanke at strejkevarslets omfang var ude af proportion, men sådan er vi jo ikke. Vel? Og Journalisten udelader det heller ikke fordi ejeren beder om det. Vel?
Tine Johansen, formand
1. JUNI 2020
Kære Michael og andre interesserede.
Du kan finde mere om forhandlingerne og læse konfliktvarslerne på DJ's hjemmeside:
https://journalistforbundet.dk/overenskomstforhandlinger-paa-dr
Gry Bruun Mathiesen
1. JUNI 2020
Ømskindede? Vi synes, vores fagblad skal bruge de rigtige termer omkring faglige anliggender, og i øvrigt behandle en potentiel faglig konflikt blandt medlemmerne fair. Når det så oven i købet er sådan, at andre medier skeler til Journalisten i deres dækning/vinkling, synes vi det bliver endnu vigtigere.
Michael Kjærgård
1. JUNI 2020
Kære formand,
Hvis man følger dit link kan man læse hvilke DR-afdelinger der IKKE fik et lockoutvarsel, men ikke hvem der fik, og heller ikke hvor mange mennesker det omfattede. Men tak alligevel, det er som bekendt den gode vilje der tæller.
Tilbage til mit spørgsmål: Hvem og hvor mange var DR's lockoutvarsel rettet imod? Det interesserer mig fordi jeg gerne vil kunne vurdere proportionaliteten i DJ's strejkevarsel. I ved godt at jo sværere det er et få et svar, jo kraftigere bliver mistanken om at noget ikke er som det skal være, ikke?
Henrik Kellberg
2. JUNI 2020
Hej Michael

DR´s lockoutvarsel gælder hele DR, men så har de fritaget de fleste områder.
Derfor gælder DJ´s strejkevarsel også hele DR undtaget visse områder DJ har fritaget.
Ja, det er kompliceret, men håber du nu er mindre mistænksom overfor dine kollegaer i DR.

Flere

Læs også

DR-strejke er udskudt med to uger

DR-konflikt er udskudt med to uger

28. MAJ 2020