search

Det kan journalister lære af 18. maj

Erik Valeur var med til at afdække urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993. ”Magten indrømmer sjældent fejl,” siger han. Set fra hans stol har journalisterne i dag sværere ved at finde frem til sandheden

I dag for 25 år siden blev Danmark ramt af de værste uroligheder siden Anden Verdenskrig. Nørrebro i København eksploderede i gadekampe mellem demonstranter og politi på grund af demonstranternes utilfredshed med resultatet af folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen. Kampene endte med, at politiet affyrede over 100 skud – 13 af skuddene ramte demonstranter. 11 demonstranter blev ramt.

Efterfølgende begyndte den danske presse at kulegrave begivenhederne. Blandt de toneangivende journalister var Erik Valeur, dengang journalist på Dagbladet Information.

”Jeg var forarget. Selv de betjente, som jeg kendte, var forargede. De blev jo sendt ud i gadekampene uden beskyttelse,” siger Valeur i dag om sin journalistiske drivkraft.

Egentlig havde Erik Valeur fri, men efter at have stået i sit køkken og hørt om begivenhederne i radioen ringede han til Lasse Ellegaard, daværende chefredaktør på Information.

”Kan du så komme herind,” var beskeden fra Lasse Ellegaard..

De næste uger gravede Erik Valeur sammen med Christian Nordkap sig ned i begivenhederne.

”Christian var en hurtigløber, hvor jeg var mere analytisk. Han rykkede helt vildt. Allerede første dag havde vi en betjent, en af Christians venner, inde på redaktionen. Senere fik Christian adgang til Rigshospitalet, hvor han interviewede nogle af de sårede demonstranter,” fortæller Erik Valeur.

Mødet med betjenten gav Erik Valeur og Christian Nordkap et indblik i begivenhederne set fra gadebetjentenes synsvinkel.

”Vi var på intet tidspunkt imod betjentene. Vi forsøgte til gengæld at få politiledelsen til at indrømme deres ansvar.”

Arbejdet med aktindsigter

I går kunne DR2 så vise tv-udsendelsen 'Skydeordren, der blev væk', hvor en politimand står frem og fortæller, at den øverste politiledelse blev informeret om, at der var blevet givet ordre til at skyde. Og at der var skudt direkte mod demonstranterne. 

Dengang i begyndelsen af 90'erne holdt politiet stadig tand for tunge. I stedet begyndte journalisterne systematisk at arbejde med aktindsigter, fortæller Erik Valeur:

”Jeg lærte, at jeg skulle tæppebombe de relevante myndigheder. Ville jeg have indsigt i en politirapport, sendte jeg anmodninger om aktindsigter til alle fra Justitsministeriet til Rigsadvokaten. Ved at ramme mange forskellige instanser kunne jeg ofte stykke oplysninger sammen på baggrund af de forskellige svar.”

”Det er en metode, som dygtige folk som Ulrik Dahlin, Jesper Tynell og Lars Rugaard siden har perfektioneret,” siger Erik Valeur.

For at gøre aktindsigterne så specifikke som muligt dyrkede Erik Valeur kilder i politiet.

”I de tilfælde, hvor hverken telefonen, breve eller aktindsigter virkede, mødtes vi med folk efter fyraften. Det var ofte højtplacerede jurister eller politifolk. Alt var uden for citat, men møderne gjorde, at vi kunne søge meget specifikt i vores aktindsigter,” siger Erik Valeur.

En anden gang mødtes Erik Valeur med en kilde på kildens kontor. Erik Valeur husker, hvordan kilden kunne se, at Erik Valeur gerne ville kigge nærmere på en række ringbind. Kilden hentede en kande kaffe og forlod rummet med den undskyldning, at han havde et ærinde ude i byen.

”Efter at have læst papirerne i ringbindene kunne vi afsløre, at politidirektøren byggede undersøgelsen af begivenhederne på betjentenes skadesrapporter og ikke afhøringer, som han ellers havde sagt,” siger Erik Valeur.

Det sure og det søde

Set fra et journalistisk helikopterperspektiv kan man ifølge Erik Valeur udlede to ting af Nørrebro-sagen. Først det negative:

”Magten indrømmer sjældent fejl. De øverste myndigheder trækker tingene i langdrag – det kan for eksempel være med langsommelige svar på aktindsigter. Det har vi for nylig set i Tibet-sagen og svarene på Kronprinsens involvering i IOC,” siger Erik Valeur.

Samtidig må journalister – desværre – se i øjnene, at journalistisk arbejde bliver sværere og sværere:

”Vi har ikke set en fuldstændig afdækning af en stor sag siden Tamil-sagen, så i dag må succeskriteriet være at grave så mange dele af en sag frem som muligt, men vi kan ikke få en fuld afdækning eller indrømmelse.”

Men selv om systemet er lukket ned, er der også den positive side.

”Journalister har stadig muligheden for at grave så meget op, at ”folket” – i store citationstegn – får så meget vide, at de selv kan stykke det store billede sammen. Det er måske ikke hele sandheden, men det er et bud på, hvad der foregår i de øverste magtlag,” siger Erik Valeur.

Kommentarer
1
Bjarke Larsen
19.05.18 08:53
Det er Erik Valeur da også
Det er Erik Valeur da også den rette til at udtale sig om.
Journalisten, der har gjort alt, hvad der står i hans magt, for at forhindre Peter Øvig Knudsen i at skrive om bxz'erne, fordi han kun ville have en bestemt sandhed om bz'erne frem.
Magthaverne indrømmer sjældent fejl. Hvor ironisk.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen