search

CHOKERET OVER PRESSENS MAGT

»Jeg blev jagtet som et vildt, skamskudt dyr.« Hovedpersonen i Plejebo-sagen Dorte Gramkows første møde med pressen var skrækindjagende. Senere fandt hun ud af, at hun var nødt til at bruge pressen og få journalisterne som medspillere.

»Jeg blev jagtet som et vildt, skamskudt dyr.« Hovedpersonen i Plejebo-sagen Dorte Gramkows første møde med pressen var skrækindjagende. Senere fandt hun ud af, at hun var nødt til at bruge pressen og få journalisterne som medspillere.

En politibetjent trækker hendes røde jakkehætte med pelskant op over hendes hoved. »Træk halstørklædet godt op om munden,« hvisker han til hende.
Dorte Gramkow er netop ankommet med cellebilen til Københavns Byret på vej til grundlovsforhør i det, der af medierne blev udråbt til Danmarkshistoriens største drabssag. Det er den 21. oktober 1997. Ritzau har netop udsendt klokketelegrammet med overskriften massedrab.
Dorte Gramkow glemmer aldrig den »hær af pressefolk«, der stod i byrettens gård, hvor cellebilen parkerede.
»Det er mit held, at jeg tilfældigvis, da jeg bliver anholdt, vælger at tage jakken med hætten på og mit hvide halstørklæde. Jeg er dækket til, så kun lige mine øjne er fri. Da jeg går hen ad gangen til retslokalet, kravler fotograferne rundt om benene på mig i et forsøg på at få billeder op i mit nedbøjede ansigt. De er ekstremt påtrængende,« fortæller Dorte Gramkow til JOURNALISTEN her lidt mere end to år senere:
»Jeg blev jagtet som et vildt, skamskudt dyr.«
Der er så mange pressefolk, at retsmødet må flyttes til et andet og større lokale, og Gramkow tvinges igennem pressemuren igen.
»Det er ren tumult – fuldstændig vanvittigt …«
Hun undrer sig under grundlovsforhøret over, hvorfor folk hele tiden vælter ud og ind af døren til retslokalet.
»Det var især påfaldende, at lige så snart jeg havde sagt mit navn, CPR. og min adresse, så forlader en masse mennesker lokalet. Først bagefter går det op for mig, at det er journalisterne, der går ud for at ringe til redaktionerne, så de kan gå i gang med at finde min familie og naboer,« fortæller Gramkow.
I samtlige pauser i forhøret kommer journalisterne hen til hende for at få kommentarer.
»De har slet ikke fattet, at jeg er i en choktilstand, hvor jeg ikke er i stand til at handle. De bliver bare ved.«

Pressebil forfølger
Grundlovsforhøret varer i ni timer, og da der ikke er bestyrket mistanke for drab, løslader byretsdommeren Dorte Gramkow. Men hun er fortsat »fanget« af pressefolkene. Godt beskyttet af nogle betjente skal den hætteklædte Gramkow ud til politibilen, hun bliver forfulgt af blitz. Fotograferne fotograferer ind gennem bilen, mens Grawkow kravler hen ad sædet, med blikket ned.
»Det var ydmygende og død-ubehageligt.«
Mindst en pressebil følger efter politibilen. Og da de kører på motorvejen mod Gramkows hjem i Tåstrup, ringer den ene betjent og efterlyser en færdselsbetjent, som kan stoppe forfølgeren.
Pressebilen bliver kort tid efter stoppet af et § 77-eftersyn.
»De var fra B.T.,« fortæller Dorte Gramkow.
»Journalisten har selv indrømmet det over for mig ved en senere lejlighed – og sagt undskyld,« forklarer Gramkow, som har fået mange undskyldninger fra journalister.
»De har tydeligvis haft dårlig samvittighed.«
Da Dorte Gramkow kommer hjem til sit parcelhus i Tåstrup, slipper hun ikke for pressen. I tre dage er der konstant parkeret biler uden for husets indkørsel. Det er både journalister og fotografer. Journalisterne ringer på døren fem gange om dagen for at få kommentarer, men bliver hver gang afvist.
»Og når så én af dem havde været ved døren, så kom alle de andre bagefter, fordi de var bange for, at vi havde sagt noget til ham, der lige havde været der.«
»Der er også på et tidspunkt et tysk tv-selskab, som vil sende direkte fra vores vej.«
Næste morgen vågner hun til overskrifter, som hun i dag kan udenad. »HUN ER SKYLDIG« står der med kongen-er-død-størrelse på forsiden af Ekstra Bladet. Og så er der Ekstra Bladets »D for død«.
»De var de værste. Det gjorde utrolig ondt.«
»Journalisterne finder frem til alt, naboer, familie, venner. Man føler sig utrolig blotlagt, selv min barndom i Hedehusene forsøger de at rulle op. De opsøger mine gamle lærere. Det var så frygteligt, at de går efter det personlige, ens tidligere liv. Alt.«
Blandt andet Ekstra Bladet kører en historie om familien Gramkows overforbrug, om indkøb af dyre møbler og om et stort rejsebudget – om rejser adskillige gange om året.
»Da de skrev den historie, havde jeg aldrig siddet i en flyver. Det er da utroligt tankevækkende, at man ikke undersøger tingene, før man skriver dem. Jeg har da lært hjemmefra, at man skal se tingene fra to sider.«

Pressens magt
Dorte Gramkow har lært meget om pressens arbejdsmetoder, men især om pressens magt.
»Det har chokeret mig at opdage, hvor meget magt aviserne og journalisterne har. Jeg har altid hørt om pressen som den 4. Statsmagt, men havde aldrig tænkt over, hvad det betød og indebar. Men jeg må da helt klart sige, at de har meget magt. Det gælder om at have dem med som medspillere, i stedet for modspillere. Og det fandt vi jo hurtigt ud af.«
Skiftet fra mod- til medspiller sker op mod Højesterets afgørelse i december 97.
»Det sker, da Johnnie (hendes mand red.) begynder at gå massivt i pressen, og hvor Thomas (Rørdam, hendes forsvarer red.) også gør det. Og da Højesteret så også løslader mig, går det for alvor op for journalisterne, at der er en anden side. Vi har været nødt til at bruge pressen – for at sige det mildt. Og det lærte vi hurtigt,« fortæller Dorte Gramkow.
Det handler om at være åben, ikke at afvise journalisterne, når de ringer. Det er den lektie, Gramkow-familien har lært.
Selv Ekstra Bladet, som ellers er den avis, der gav Dorte Gramkow den hårdeste dom, samarbejder hun med.
Skiftet sker i februar 98, hvor hendes mand fortæller til en Ekstra Blads-journalist at hun overvejer at udgive sin dagbog. Et par dage senere ringer Ekstra Bladets chefredaktør, Bent Falbert, og tilbyder avisens hjælp.
»Han fortæller, at de er meget kede af den dækning, de har lavet i starten af sagen. Og lægger op til, at vi visker tavlen ren. Han vil så stille en journalist gratis til rådighed for mig i forbindelse med bogudgivelsen, hvis Ekstra Bladet til gengæld for det første solo-interview med mig den dag, alle sigtelserne frafaldes.«
Den aftale laver Dorte Gramkow med avisen. Og Ekstra Bladet får sit solointerview med Gramkow, da statsadvokaten lader alle sigtelser falde den 29. oktober for 14 dage siden. Og samtidig kan avisen som eneste medie bringe uddrag af Dorte Gramkows kommende bog. Alle andre må nøjes med citater fra pressemødet hos Rørdam. Da hun kommer hjem fra pressemødet, ligger der 33 beskeder på hendes svarer – de 32 er fra journalister.
»Hvis jeg ikke stod frem, ville vi igen have journalister og fotografer liggende på lur uden for vores dør. Derfor holdt vi pressemødet.«
Men det er ikke blevet et rent glamour-forhold mellem Ekstra Bladet og Gramkow. Hun har anlagt injuriesag mod avisen, for en historie, avisen bringer i december 98 med rubrikken »Politiet: Hun dræbte 12. Hun kræver en halv million i erstatning for injurier.
Den artikel ligger sammen med hundrevis af andre artikler om Plejebo-sagen i en usorteret bunke i et skab i hendes stue. En dag vil hun lave en scrapbog med alle udklippene.
– Hvorfor egentlig – det må da blive en pine-bog?
»Jeg bruger det til at bearbejde forløbet,« fortæller Gramkow,
På samme måde har hun brugt dagbogsskriveri til at bearbejde hendes oplevelser med det danske retssystem og pressen.
Lige nu ligger de 250 manussider henne på spisebordet. Hun har travlt med den sidste redigering, så »D´s historie« kan blive klar til julehandelen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen