Ti års hårdt og indædt arbejde resulterede i afdækningen af den hemmelige danske atompolitik – og så en Cavling. Det hele startede med forurenet sne og Poul Brinks fornemmelse for den – og den gode historie.
På den ene side af Knippelsbro, i Strandgade i København ligger Udenrigsministeret i en stor grå betonklods. På den anden side i Tordenskjoldsgade bor journalisten og årets Cavlingvinder, den 44-årige Poul Brink. Afstanden mellem de to adresser er en gåtur på cirka fem minutter. Men i over ti år var der større afstand mellem journalisten og ministeriet end mellem København og Thule.
Og lige præcis Thule var kernen i den sag, der i over ti år med jævne mellemrum var i de danske mediers søgelys, og i den sag, der optog Poul Brinks liv.
»Jeg gik bevidst efter en skandale. Jeg var stoppet som tillidsmand på Østjyllands Radio, fik derfor mere tid og ville gerne have fingrene i en god sag. Men at det blev Thule-sagen var en tilfældighed,« fortæller Poul Brink.
En sommerdag i 1986 fik Poul Brink besked fra redaktionssekretæren på Østjyllands Radio, at han skulle undersøge en historie om en Thule-arbejder, der hævdede, at han var blevet syg af at arbejde med en atombombe på Grønland. Arbejderen havde fjernet plutoniumforurenet sne, efter at et amerikansk bombefly – lastet med fire atombomber – i 1968 var styrtet ned ved Thule.
Poul Brink mødte arbejderen og hans overlæge på Marselisborg Hospital i Århus. Efter mødet med dem tog han – for egen regning – til Forskningscenteret Risø for at møde forskere, der skulle be- eller afkræfte, om man kunne blive syg af arbejdet. Det kunne man ikke, mente forskerne. Men deres beviser viste sig at være lige så forurenede, som den sne Thule-arbejderne havde fjernet.
Historien om den syge Thule-arbejder blev sendt landsdækkende. Poul Brink opfordrede i udsendelsen andre arbejdere til at henvende sig. Det gjorde mange, og de bekræftede historien.
Det fik Poul Brink til at undre sig. Atomvåben og Danmark hørte ikke sammen – officielt.
Det, der startede med en tilfældighed, skulle hurtigt vise sig at være en sag, der indeholdt alle de rigtige elementer for en god historie: Hemmelige dokumenter, skjulte aftaler mellem Danmark og USA, statsministre der løj, samt en uskyldig gruppe mennesker, der blev fanget i elitens spil om magt og ære.
»Det er de gode eskimoer og Thule-arbejdere mod de onde amerikanske og danske politikere. Historier om de moralske principper, om noget så grundlæggende som demokratiets spilleregler, er elementært spændende,« siger Poul Brink.
Gode modstandere
Historien var god nok til at blive sendt i radioen og siden i TV-Avisen, hvor Poul Brink blev ansat i 1987.
I sin takketale for årets Cavlingpris, statuetten af Henrik Cavling, stifteren af Københavns Journalistforbund, og 20.000 kroner, takkede Poul Brink sine modstandere:
»For at lave god journalistik skal man have gode modstandere. Jeg står i dyb gæld til Udenrigsministeriet.« For modstand fik Poul Brink. I januar 1996 blev han meldt til politiet af Rigsarkivaren. Men bag henvendelsen stod Udenrigsministeriet, der var blevet kontaktet af det amerikanske udenrigsministerium.
Poul Brink havde overtrådt arkivloven, hed det sig, da han sendte dokumenter om dansk atompolitik i 1950'erne til en tidligere amerikansk viceudenrigsminister. Dokumenter, som DR og Poul Brink allerede havde offentliggjort i september 1995. Men, lød myndighedernes argument, ikke i den sammenhæng, som Poul Brink gjorde det, da han sendte dem til USA.
Over et år senere afgjorde Statsadvokaten, at sagen mod Poul Brink skulle droppes, da han ikke kunne findes skyldig i noget strafbart.
»Det var helt klart den største modstand, jeg har mødt. Men overalt har jeg mødt en udtalt modvilje mod mine spørgsmål,« fortæller Poul Brink.
Men lige så meget modstand fra embedsmænd og ministre, lige så mange hjælpsomme mennesker er Poul Brink løbet ind i.
»Jeg har modtaget masser af uventet hjælp. Blandt andet fra en statistiker, der ringede angående en undersøgelse fra Cancerregisteret. Han havde set på deres beregninger og opdaget, at de var forkerte. Det indrømmede registeret, og tallene blev lavet om,« fortæller Poul Brink.
Cancerregisteret indrømmede så, at antallet af Thule-arbejdere, der var døde af kræft, ikke var normalt, men over tre gange større end det normale, og at Poul Brinks kilde har ret. Men kort tid efter trak Cancerregisteret indrømmelsen i land og rettede igen antallet. Der var ikke flere Thule-arbejdere, der var døde af kræft, end at alting var ganske normalt, lød det.
Et chok at vinde
Poul Brink fik altså fat i den skandale, han ønskede. Men det har været hårdt arbejde at nå dertil, hvor den journalistiske behandling af skandalen blev en Cavlingpris værdig.
»Jeg har brugt en stor del af min fritid i ti år på denne sag. Der har været gange, hvor jeg var ved at brække mig over Thule-sagen,« fortæller Poul Brink. Desuden har han, ifølge hans kolleger, gang på gang skullet overbevise kolleger og redaktionssekretærer i Danmarks Radio om væsentligheden i – igen og igen – at fortælle om sagen.
»Til unge journalister vil jeg gerne sige, at de ikke skal vente på de optimale arbejdsvilkår for den undersøgende journalistik – de kommer aldrig af sig selv. Gå i gang – så kommer de – måske,« lød en opfordring i talen fra årets vinder.
Poul Brink vil også gerne opfordre redaktører, chefer og udgivere til at satse mere på den undersøgende journalistik, hvor virkeligheden ofte overgår fantasien.
Han havde aldrig selv troet på, at velsete danske statsministre som H.C. Hansen og Jens-Otto Krag havde løjet over for den danske befolkning. Men i dag er den løgn kendt for alle, blandt andet takket være Poul Brinks indsats. Der var atomvåben på Thulebasen, på Grønland, på dansk territorium.
Den indsats var en Cavlingpris værdig, vurderede Cavling-komiteen. Efter en time og 33 minutters grundige overvejelser besluttede komiteen, at årets Cavling skulle gå til Poul Brink. Ifølge komiteens formand Jens Linde fra Radioavisen, så er Poul Brinks arbejde forbilledligt og stadig aktuelt. I komiteens begrundelse står der:
Poul Brinks journalistik har udviklet sig til et historisk dokument om skiftende danske regeringers adfærd fra perioden som nyt medlem i Nato-alliancen hen over supermagternes oprustning i koldkrigsårene. Dermed har han ydet sit bidrag til, at den nyere danske politik skal skrives om.
»Hva' satan? Det siger du ikke,« var Poul Brinks umiddelbare kommentar, da Jens Linde ringede op og meddel-
te, at Poul Brink var årets vinder. Og lidt senere, sagde vinderen:
»Jeg ville gerne vinde, men jeg havde ikke regnet med det. De andre nominerede er dygtige og gode folk.«
Løgnens Univers
Poul Brinks ti års lange arbejde med Thule-sagen er resulteret i en bog, Løgnens Univers, som udkom sidste år. I den samler han alle de tanker, han i årenes løb har gjort sig om sagen. Bogen er Poul Brinks personlige version af sagen og indeholder blandt andet beskrivelser af de mennesker, der var involveret. For i sidste ende er det mennesker, det handler om.
»Er det i orden det, amerikanske og danske politikere gjorde mod eskimoerne i Grønland? Det er det ikke, og det er vigtigt at holde fast i det princip,« siger Poul Brink, der om et år har været ansat 20 år i DR.
For enden af Tordenskjoldsgade er der udsigt over vandet til Udenrigsministeriet. Men der er også udsigt til 'det hvide snit', et boligbyggeri, der som Udenrigsministeriet også ligger i Strandgade. Det var der, forfatteren Peter Høeg startede sin historie om frøken Smilla. En historie om Grønland og Smillas fornemmelse for sne og en historie om en virkelighed, der var en anden end den, der blev fortalt.
Pludselig er det oplagt, at der på mange punkter er ligheder mellem Poul Brink og Peter Høegs kvindelige romanfigur. Der er dog en væsentlig forskel mellem de to. Historien om Smilla er fiktion, Poul Brinks historie om Thule er virkelighed.
Han stillede i årevis spørgsmålet, hvorfor det kunne ske. Trods lukketheden fandt han svarene.
»Lukketheds-mentaliteten fortsætter. Se bare på hele den danske regerings hemmeligholdelse af grundlovssagen angående EU,« siger Poul Brink. Han fortsætter:
»Jeg tror, der foregår mere af den slags, men det er svært for mange at forestille sig. Jeg ville helst tro, at det ikke sker for ofte.« Derfor, mener han, at det er vigtigt for samfundet, at den undersøgende journalistisk bliver højt prioriteret rundt omkring på de danske redaktioner.
Selv er Poul Brink færdig med Thule-sagen, og han har heller ingen planer om at begrave sig i en ny sag. Poul Brink er nu udlandsjournalist på TV-Avisen. I de næste par måneder er det England, Nordirland og den engelske premierminister Tony Blair, der får hans opmærksomhed.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Et imponerende journalistisk arbeide, ver utrolig lang tid og fortalt å en klar, tydelig detaljert måte. Historien ble ekstra levende da jeg selv en gang skulle befordre en journalist via en mellomlanding på Thule til Eureka CA. Den opprinnelig gitte landingstillatelseble direkte og uten omsvøp, avslått telefonisk direkte fra Pentagon.
Har med forsinkelse omsider fået læst Poul Brinks "Thulesagen - Løgnens Univers". Personlig, morsom og kritisk, lyder det fra forlagets beskrivelse af oprulningen af 40 års dansk-amerikansk atompolitik. Kan kun give dem ret. Absolut anbefalelsesværdig.
i 2001 arbejdede jeg på en dokumentar om Thulesagen. I den forbindelse interviewede filmede jeg alle relevante eskimoer i Qaanaaq, som enten havde oplevet bomben eller eftervirkningerne af den. Jeg fik personligt overdraget de 15 8mm filmruller som blev filmet af den eneste eskimo, der fik lov til at blive på baseområdet. Alt i alt vidner om at de rigtige ofre var ikke danskere men eskimoer der oplevede overgreb på overgreb.
I danske journalister, har I undersøgt sagen selv? Og har I interviewet grønlandske pårørende om eftervirkningerne af rensningen af ”Broken Arrow” ulykken? Det ser ud som at det kun er Poul Brink der er interesseret.
I Grønland er ulykken selv efter mange år et sort hul.
Når man råber til politikkerne i Danmark eller USA, er svaret normalt, rykke lidt med skulderne.
Klaus