En ny model for Børsens dækning af Jylland skal samle egnsjournalister i Aarhus og holde dem friskeBørsen går fra fem enkeltpersonsredaktioner i Jylland til én samlet i Aarhus med fire personer. Det skriver mediawatch.dk. Centraliseringen sker for at skabe dynamik, forklarer Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen:
»Det er meget svært at opretholde et journalistisk miljø med enmandsbetjente redaktioner. Det er vanskeligt at koordinere med hovedredaktionen, og for den ene journalist er det en stor opgave selv at holde sig frisk og iderig,« siger Anders Krab-Johansen til mediawatch.dk.
Én lokalredaktør har skiftet job for omkring en måned siden, og en anden går på pension i forbindelse med sammenlægningen. De to stillinger bliver ikke genopslået, men Børsen vil ansætte en ny Aarhus-redaktør, og dermed bliver der én journalist mindre i alt.
Det er dog ikke et sparegreb, og det vil heller ikke gå ud over kvaliteten, mener Børsens chefredaktør:
»Fire journalister, der arbejder sammen, kan give en bedre dækning end lokalredaktionerne – fordi de kan inspirere hinanden og eksempelvis dække hinanden ind under ferie,« siger Anders Krab-Johansen til mediawatch.dk.
Planen er, at den nye redaktion skal være i luften fra nytår, når den nye redaktør er fundet.
Stillingen som Aarhus-redaktør er slået op.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.