Fynske aviser går sammen – risiko for fyringer

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis får nu fælles redaktion. De to dagblade har allerede i tre år samarbejdet om it, salg og administration, men nu rykker redaktionerne sammen. Ifølge tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende betyder det færre medarbejdere. Omlægning til tabloid på vej.

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis får nu fælles redaktion. De to dagblade har allerede i tre år samarbejdet om it, salg og administration, men nu rykker redaktionerne sammen. Ifølge tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende betyder det færre medarbejdere. Omlægning til tabloid på vej.

Mediemangfoldigheden på Fyn bliver fremover en anelse ringere. Med sammenlægningen af Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis ansættes de redaktionelle medarbejdere ikke blot i et fælles udgiverselskab, der bliver også tale om at lægge enkelte redaktioner sammen.

»Vi har længe haft en fornemmelse af, at det ville ske,« siger tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende Lene Sarup til Journalisten.dk.

Hvad konsekvenserne bliver, er endnu uvist, men målet er at spare penge, og derfor er tanken også at reducere antallet af medarbejdere.

»Det sætter gang i et længre forhandlingsforløb om, hvordan vi kan få det til at passe til medarbejderne. Foreløbig er der lagt op til en fratrædelsesrunde. Den skal vi nu forhandle om, så vi undgår at skulle fyre nogen,« siger Lene Sarup, der endnu ikke ved, hvornår forhandlingerne går igang.

Ifølge Journalisten.dk's oplysninger er planen at spare 13 mio. kroner i alt for de to berørte aviser. En del af beløbet skal findes ved at skære ned på omfanget af papirforbrug, men der er altså også lagt op til færre medarbejdere.

Fra ledelsens side handler det hovedsageligt om at sikre de fynske avisers overlevelse:

"Vi er optaget af, at der også om 10 år skal udkomme stærke dagblade på Fyn. En del af dagbladenes krise er strukturel snarere end konjunkturel. Med beslutningen ønsker vi at fremtidssikre den fynske mediestruktur," siger Jørn Henrik Petersen, bestyrlsesformand i Fyens Stiftstidende.

Journalisten.dk beskrev allerede i foråret planerne for det redaktionelle samarbejde, som nu tager form.

De to dagblade har de seneste tre år samarbejdet om teknik og administration gennem Fynske Medier P/S. Ved at udvide smarbejdet bliver det 26 mio. kroner billigere at producere de to dagblade, hedder det i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand i Svendborg Avis A/S, Erik Larsen, understreger desuden, at samarbejdet ikke må gå ud over den sydfynske dækning. 

Begge de to aviser skifter i øvrigt til tabloid-format den 1. marts næste år. Samtidig er det bestyrelsernes beslutning, at begge aviser skal udkomme som morgenaviser og som syvdagesaviser.

Medarbejderne på aviserne orienteres på stormøder i eftermiddag.

(opdateret 13:57)

0 Kommentarer