I store kommunikationsafdelinger er nære kolleger i dag medlem af op til fire-fem forskellige fagforeninger. Blandt andet derfor foreslår ekspertgruppen bag Fagenes Fremtid, at Dansk Journalistforbund, DJØF, Dansk Magisterforening, HK, Kommunikation & Sprog og arbejdsløshedskassen ASE i fællesskab etablerer et ”Kommunikationsfagenes Hus”, der blandt andet kan arrangere seminarer og debatter om kommunikationsfagenes udvikling.
De professionelle kommunikatører føler sig nemlig ”fagligt hjemløse” og savner en ”institution til at tale fagenes sag – og samle diskussionen om deres fremtid,” lyder det i rapporten.
KS er mest positiv
Modtagelsen af forslaget om tættere samarbejde svinger mellem imødekommenhed og høflig tøven, her dagen efter rapporten udkom.
Mest positive toner lyder fra direktør i Kommunikation & Sprog, Per Lindegaard Hjorth.
”Jeg synes, ethvert tiltag, der kan højne standarden for de kommunikationsfaglige fag, er velkomment,” siger Per Lindegaard Hjorth, der mødte op til præsentationen af Fagenes Fremtid på Gammel Strand i går. Han har endnu ikke læst alle fire rapporter, men Per Lindegaard Hjorth ser en mulighed for et tættere samarbejde om for eksempel efteruddannelse.
Det er medlemmernes sag
Normalt konkurrerer I med hinanden, men nu bliver I opfordret til at arbejde tættere sammen. Hvordan ser du på det dilemma?
”Det er jo et grundvilkår, at vi er konkurrenter. Men det er ikke givende på sigt. Der vil det på sigt være mere givende, at vi arbejder sammen, fordi det er medlemmernes sag, vi skal kæmpe for, ikke organisationernes vel og vel,” siger Per Lindegaard Hjorth.
Faktisk mener han, at organisationerne skal arbejde endnu tættere sammen, end Fagenes Fremtid lægger op til.
”Det bedste er måske, at der er en samlende organisation, der varetager medlemmernes ve og vel og kæmper for standen og for højnelsen af niveauet.”
DJ og KS har allerede i dag et formelt samarbejde.
Den rigtige model
I Dansk Magisterforening er direktør Else Sommer også positiv.
”Dansk Magisterforening deltager selvfølgelig meget gerne i et arbejde med at finde den rigtige model,” skriver Else Sommer.
Ases administrerende direktør, Karsten Mølgaard Jensen, skriver i en mail, at han er opmærksom på anbefalingerne fra Fagenes Fremtid, som han gerne vil granske nærmere:
”Generelt har vi stor opmærksomhed på udviklingen på fremtidens arbejdsmarked. Derfor har vi også med interesse læst ekspertgruppens forslag om Kommunikationsfagenes Hus, som vi nu vil vurdere i organisationen,” skriver Karsten Mølgaard Jensen.
HK’s kommunikationschef, Søren Gisselmann, skriver, at HK ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt.
Og på vegne af DJØF skriver presse- og kommunikationskonsulent Simon Oxby, at organisationen ikke kender til Fagenes Fremtid og ikke er interesseret i at udtale sig nu.
Det er forståeligt
Formand i Dansk Journalistforbund Lars Werge er ikke overrasket over, at flere af reaktionerne er tilbageholdende.
”Det er forståeligt nok. Jeg ville også selv være forbeholden, indtil jeg havde sat mig ind i rapporten,” siger han.
Hvor svært tror du, det bliver?
”Jeg tror ikke, det bliver svært at tale om, at der skal gøres noget. Men det bliver sværere, når vi skal være konkrete. Som Søren Shultz Jørgensen og Troels Mylenberg sagde i går, er der jo nogle konkurrencehensyn, som man skal være bevist om.”
Lars Werge forklarer, at DJ onsdag sendte rapporterne Fagenes Fremtid til de øvrige organisationer.
”Vi har ikke lagt en konkret plan for, hvordan vi gør, men har allerede en dialog kørende med flere af dem efter Falck/Bios, om der skal være nogle fælles kommunikationsetiske retningslinjer. Den samtale kan vi bruge som anledning,” siger han.
Er I ikke for meget konkurrenter til, at det kan lade sig gøre?
”Jeg vil vælge at sige, at vi er konkurrenter. Men det behøver ikke forhindre os i at gøre noget, som er til gavn for alle.”
Journalisten har bedt organisationerne – DJØF, DM, HK, KS og ASE – om et interview, hvor de fortæller, om de er interesseret i et øget samarbejde på tværs af organisationerne. Alle organisationer har svaret per mail – undtagen Kommunikation & Sprog og DJ-formand Lars Werge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.