
En af de karikaturer, Danske Bladtegnere lavede på deres masterclass, hvor sikkerheden var i top. Det er en tegning af Lars Løkke, som skal illustrere, hvordan man ser ting på forskellige måder. Kamilla Wichmann
Da Danske Bladtegnere for nylig mødtes til et fagligt oplæg om forskellen mellem europæiske og amerikanske satiretegninger, var sikkerheden i top.
Til stede ved mødet var flere vagter fra PET. Deltagerne måtte ikke skrive om begivenheden undervejs på de sociale medier. De måtte ikke forlade bygningen, hvor det foregik. Og informationen om mødets afholdelse blev kun delt via en privat facebookgruppe og personlige henvendelser.
Det bedrøver formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge, som selv var med på mødet. Han forstår dog godt, at sikkerheden er øget efter angrebet på Charlie Hebdo og terrorangrebet i København.
»Det er er en sørgelig udvikling. PET har selvfølgelig vurderet, at det skulle til, men at vi er nået dertil, er det sørgelige. At der skal livvagter til, fordi 30-40 mennesker snakker om deres arbejde, er en begrædelig udvikling,« siger Lars Werge.
Var helst fri for vagter
Ifølge formanden for Danske Bladtegnere, Lars Refn, var det PET's beslutning at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne ved mødet.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er under observation af PET. De har et stort fokus på de her ting, og der er et forhøjet trusselsniveau omkring os. Men det er ikke noget, vi selv har valgt,« siger han og tilføjer:
»I den bedste af alle verdener var jeg helst fri for det. Det siger sig selv. Men hvis det skal være sådan, så skal det være sådan.«
Han finder det dog ikke bemærkelsesværdigt, at information om mødet blev kommunikeret ud, som det gjorde.
»Arrangementet er ikke noget, som der er inviteret til offentligt. Men det er jo heller ikke et møde, der henvender sig til offentligheden. Så det er der ikke noget større sensationelt i,« siger Lars Refn.
Vænner sig til øget sikkerhed
Ifølge Lars Refn var fokus fra deltagernes side dog ikke på sikkerheden ved arrangementet.
»Vi har forsøgt at ignorere den store politibevågenhed og har i stedet fokuseret på de ting, vi gerne ville lære, og de tegninger, vi skulle lave,« siger han.
Danmarks bladtegnere har været under ekstra overvågning siden offentliggørelsen af Muhammed-karikaturerne. Derfor er det heller ikke så underligt for Lars Refn at opleve skærpet sikkerhed.
»Jeg har jo efterhånden vænnet mig til det. Men uanset at der er et sikkerhedsissue, er det jo vigtigt, at vi kan gennemføre vores arrangementer. Hvis jeg først blev ramt af angsten og tænkte, at mit arbejde var farligt, kunne jeg lige så godt lukke forretningen,« siger han.
Fokus er skadeligt for bladtegnerne
Ved mødet på bladtegnernes masterclass deltog to tegnere fra USA. De skulle være med til at sætte fokus på den forskel, der er på strømningerne inden for satire i Europa og USA. En forskel, som er blevet endnu stærkere udtrykt siden terrorangrebet på Charlie Hebdo.
»Vi går meget direkte til vaflerne i Europa. På mødet snakkede vi meget om, hvad man må tegne og ikke tegne. Et af temaerne var selvcensur, som Flemming Rose mener, at vi er udsat for. Et eksempel er de amerikanske tegnere, der ikke aner, hvad de skal gøre, for eksempel i forhold til deres præsident,« siger Lars Refn.
På trods af det store politifokus og øgede trusselsniveau mod danske tegnere de seneste 10 år oplever Lars Refn dog ikke, at interessen for at være tegner i Danmark er mindsket. Tværtimod.
»Det seneste år har vi haft en foreningsfremgang på næsten 30 procent. Og det er selvfølgelig, fordi der er stor interesse for faget, samtidig med at vi bruger midler fra ophavsretsfonden på at invitere stjerner, som kan sikre et spændende og tungt fagligt indhold,« siger han.
Lars Refn tilføjer desuden, at han mener, det er skadeligt for Danske Bladtegnere, at Journalisten og andre medier dækker sikkerhedsniveauet på deres møder.
”Jeg er ked af, at I har så meget fokus på vores forhold til PET og et momentant øget trusselsniveau. Det gavner os ikke at skrive om det. Vi har ikke lyst til at være interessante på grund af sikkerhed, men på grund af indhold,” skriver han i en mail.
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra PET.
6