search

Snigende selvcensur blandt bladtegnere

Må man tegne Obama med tykke læber og store ører? Og hvordan tegner man egentlig en kineser, hvis hans hud ikke må være gul, og hans øjne ikke må være skæve? De danske bladtegnere tænker sig i dag ekstra godt om, inden de sætter pennen til papiret. De oplever, at angreb og reaktioner fra omverdenen sniger sig ind og gør dem mere på vagt end tidligere. 

Når en bladtegner skal tegne en kapitalist, vil han ofte have cigar og høj hat. Er det en muslim, der skal tegnes, vil stort skæg eller tørklæde tit være en del af illustrationen, ligesom en tegner kan udstyre en jøde med stor næse eller omskårede ædlere dele for at få sit budskab frem. 
Men den slags karikaturer får i de her år sværere og sværere ved at nå fra ide i bladtegnerens hoved til streger på papiret. Eller i hvert fald til trykken. 

»Jeg er helt klart mere opmærksom på ikke at komme til at træde de forkerte over tæerne med mine tegninger i dag. I praksis betyder det, at jeg tænker mig om en ekstra gang, inden jeg tager fat i et emne, som kan være kontroversielt. Og der er masser af emner, man kan stejle lidt over for. For eksempel religiøse emner, race, døden eller seksuelle tabuer,« siger bladtegner Bob Katzenelson, som er en af de tre, der laver satiretegningen på side to i Berlingske Tidende.  

Og han står ikke alene med sin oplevelse af i stigende grad at måtte censurere sig selv i tegneprocessen. Det vurderer Lars Refn, som er formand for de danske bladtegnere:   
»Som bladtegner bliver du nødt til at øse af de fordomme, folk har, når du laver din karikatur – ellers forstår de ikke, hvad du tegner. Men af frygt for at fornærme nogen pålægger vi os selv flere og flere restriktioner. På den måde bliver der til sidst en lang liste af ting, vi ikke må. Vi må ikke tegne Muhammed, vi må ikke tegne kinesere gule, vi må ikke tegne omskårede mænd – og til sidst er det eneste, vi må tegne, giraffen Marius med store søde øjne,« siger han. 

Eksemplet med profeten Muhammed vil de fleste danskere kende som det mest opsigtsvækkende eksempel i nyere tid på, at bladtegnere er kommet under pres. Men heller ikke de øvrige eksempler er grebet ud af den blå luft, forsikrer Lars Refn. Han kender danske bladtegnere, der har fået bemærkninger om, at de har tegnet den amerikanske præsident Obama med for mørk hud eller for tykke læber, og han kender tegnere, der har tegnet kinesere og efterfølgende fået at vide, at »fremover tegner vi ikke kinesere gule«. Og selv om den slags eksempler måske ikke i sig selv er alarmerende, har de alligevel konsekvenser for bladtegningen og den enkelte tegners frie tanke, mener Lars Refn.  

»Tit er det netop de her små registreringer af, hvad der foregår, som sniger sig ind og bliver til en tankegang om, at der er noget, man må, og noget, man ikke må. Skal du tegne en kineser, vil du jo typisk tegne skæve øjne, tykke briller, kaninfortænder og gul hud. Men så går det indre skænderi i gang. For alle kinesere har jo ikke overbid; godt, så fjerner vi overbiddet. Og SÅ skrå øjne har de da vist heller ikke; godt, så retter vi op på øjnene. Og deres hud er da for øvrigt slet ikke gul; godt, så laver vi ikke gul hud. Men til sidst er det jo slet ikke en kineser længere!« udbryder Lars Refn og slår nærmest desperat ud med armene, inden han tilføjer: 

»Selvfølgelig påvirker det os, at de ting, vi laver, i højere grad end tidligere bliver angrebet.«  
Selvcensuren er svær at måle og bevise. Men ifølge Lars Refn er det en klar tendens, at tegnerne i stigende grad censurerer sig selv. Og det er der flere årsager til, vurderer han. Én ting er Muhammed-krisen fra 2005, som er svær at komme uden om som forklaring.  
»Det er klart, at dønningerne efter den kæmpe tsunami, der rejste sig efter Muhammed-tegningerne, ikke helt har lagt sig endnu. På en eller anden måde er vi en smule mere på vagt nu,« siger Lars Refn.

En af de tegnere, som har oplevet angreb, der har resulteret i selvcensur, er Gitte Skov. Hun er fast freelancer for Weekendavisen, men tegner derudover for en række fagblade og bogudgivelser. Særligt har hun det seneste år haft to oplevelser med at skulle tegne sorte mennesker, som nu har sat sig spor i hendes kreative proces. 

Første oplevelse kom, da hun skulle tegne til en ny nordisk børnebibel, som flere forlag i de nordiske lande var gået sammen om at lave. Her skulle hun blandt andet tegne illustrationen til en historie om David, som ifølge beskrivelsen i teksten havde rødt hår og gik med en guitar og sang, mens han vogtede sine får.  

»Derfor tegnede jeg en rådhåret dreng med stor mund og store læber. Men det ville svenskerne åbenbart ikke have, så da jeg afleverede, blev jeg bedt om at tegne en version til svenskerne uden store læber. For tænk, hvis nogen skulle få den tanke, at han var sort. Det var helt, helt absurd, synes jeg, for han havde jo rødt hår,« fortæller Gitte Skov. 

Alligevel endte tegningen, hvor David har store læber, med at ryge helt ud af den svenske version. Og det ærgrer Charlotte Ekstrand, som var redaktør på den danske udgave af børnebiblen. Her besluttede de at fastholde den oprindelige version af tegningen. 
»Vi synes selvfølgelig, at det var rigtig synd, at den røg ud af den svenske version. Men vores oplevelse var, at de helt klart er mere angste for at komme til at træde nogen over tæerne i Sverige. Der skal alt være meget politisk korrekt,« siger Charlotte Ekstrand fra forlaget Alfa. 

Helt uanfægtede er de danske forlæggere dog ikke af det, som bladtegnernes formand, Lars Refn, betegner som en »stigende moraliseren i vores samfund«. Da Gitte Skov kort efter episoden med det svenske forlag skulle tegne til den satiriske årbog ’Blæksprutten’ herhjemme, blev hun endnu en gang beskyldt for at tegne med racistiske undertoner. Denne gang fordi hun havde tegnet den amerikanske præsident Barack Obama med enormt store ører i en satiretegning over NSA-afsløringerne.  

»Jeg havde faktisk tegnet ham, som han ser ud, bortset fra at jeg havde givet ham nogle kæmpe paraboler som ører og så skrevet ”NSA – No Strings Attached”. Men min redaktør mente, at det simpelthen var racistisk. Det var jo slet ikke min hensigt at være racistisk – faktisk var jeg ikke engang bevidst om, at sorte mennesker skulle have store ører – så jeg protesterede. Men redaktøren havde åbenbart været rundt på alle etager og spørge kollegerne, og alle syntes, at den var racistisk. Og så er der jo ikke så meget at gøre,« siger Gitte Skov. 

’Blækspruttens’ redaktør, Ole Knudsen, husker godt episoden. Men han fornemmer ikke, at de på ’Blæksprutten’ skulle være blevet mere politisk korrekte, end de altid har været. Han understreger, at det altid er en redaktionel beslutning, der ligger til grund, når de siger ja eller nej til en tegning. 
»Vores linje har altid været, at vi prøver at opføre os ordentligt, når vi gør grin med folk. Og der er nogle emner og befolkningsgrupper, som er mere følsomt materiale end andre. Vil du gøre grin med en jøde, skal du for eksempel passe på med at tegne en for stor næse – og på samme måde skal du passe på med at tegne sorte på en måde, så de ligner aber. Og præcis fordi Obama tilfældigvis er sort, ville vi kunne komme ud for, at nogen ville synes, at det lignede en racistisk tegning. Og den slags debatter gider vi ikke. Sådan har det altid været,« siger han.  

Efter de to episoder har Gitte Skov tænkt sig ekstra grundigt om, når hun har skullet tegnet sorte mennesker. Faktisk så grundigt, at det i et aktuelt eksempel i første omgang gik ud over tegningens kvalitet, vurderer hun: 

»Lige nu sidder jeg med et manus til en børnebog, hvor én af karaktererne er sort. Og der har jeg faktisk tænkt mig så godt og grundigt om, at jeg pludselig opdagede, at jeg havde tegnet netop dén karakter helt tandløst og uden samme kant, som de andre figurer i bogen har. Det var helt klart min selvcensur, der spillede ind der. Den betød, at viskelæderet simpelthen havde været for meget i gang,« fortæller Gitte Skov og tilføjer: 

»På den måde vil jeg gerne skrive under på, at der er en stigende selvcensur, selv om jeg som regel ikke synes, at jeg lægger bånd på mig selv.« 

Samme oplevelse har bladtegner Bob Katzenelson. Normalt føler han sig ikke decideret hæmmet af selvcensuren i sin hverdag – men alligevel stikker den i ny og næ sit hoved frem. Særligt lægger han mærke til det, når han tegner til Berlingske, og emnerne berører sex og nøgenhed: 
»Der må jeg nok erkende, at jeg har oplevet, at Berlingskes læsere er mere bornerte og nemmere at støde på manchetterne. Og det betyder nok, at jeg i de tilfælde tænker mig om en ekstra gang og forsøger at cirkle mig ind på emnet. Gør man det længe nok, kan man ofte til sidst tegne sig ud af kattepinen,« siger Bob Katzenelson og nævner, at han eksempelvis for nylig har tegnet to nøgne mennesker bagfra frem for forfra i en satiretegning for ikke at komme til at støde nogen. 

»Med tegningen har jeg prøvet at vise, at man som tegner nogle gange kan føle sig lidt låst og være lidt bange for at beskæftige sig med visse emner. Og der er masser af emner, man kan stejle lidt over for. For eksempel religiøse emner, race, døden eller seksuelle tabuer. I de tilfælde tænker man sig om en ekstra gang. Men ved at cirkle sig ind på et prekært emne og lave en masse skitser kan man nogle gange finde den nøgle, der kan lirke det fastlåste op. På den måde kan man tegne sig ud af kattepinen,« siger bladtegner Bob Katzenelson. Illustration: Bob Katzenelson

Selv peger bladtegnerne på, at efterdønningerne af Muhammed-krisen hænger tæt sammen med en anden forklaring på den stigende selvcensur. Krisen gjorde det nemlig for første gang helt tydeligt for de danske bladtegnere, at det, de tegner i hjørnet af en dansk avis, ikke nødvendigvis kun bliver set af avisens danske abonnenter.  

»Lige pludselig har vi jo hele verden som publikum. Via nettet og de sociale medier kan din tegning lynhurtigt blive delt og spinne hele jorden rundt – og bevidstheden om dét gør selvfølgelig, at mange passer en smule mere på. For hvad kan man tillade sig at tegne, hvis hele verden kigger med, og hvad kan ens tegning ikke ende med at blive brugt til?« spørger Lars Refn retorisk. 

Den tendens er de bladtegnere, som Journalisten har talt med, enige om. Bevidst eller ubevidst ligger det i højere grad end tidligere som en tanke i baghovedet, at ens arbejde kan få alvorlige konsekvenser.  

»Muhammed-krisen åbnede helt klart op for en slumrende bevidsthed hos os bladtegnere om, at vi rent faktisk kan gå hen og få ’liv-og-død’-betydning. Der kom en helt anden alvor og samvittighed ind, da vi pludselig så, at folk døde og kom til skade i demonstrationer rundt om i verden på grund af vores tegninger. Pludselig forstod vi, at vi ikke længere bare tegner til Berlingske eller Politiken,« siger freelancetegner Niels Bo Bojesen, som selv først og fremmest tegner til Jyllands-Posten, men derudover også til bogudgivelser. 

»Jeg endte med at tegne tegneren, som bruger sit våben på sig selv. Han begår i virkeligheden harakiri med sin blyant. Det kom sig af, at vi på workshoppen talte om, hvordan selvcensur opleves. Og min ople-velse er, at det kan føles som en form for selvlede og afmagt, hvis der er noget, man ikke må tegne. Jeg lavede også en anden tegning, hvor en tegner havde hængt sin hjerne ude i garderoben på knagerækken sammen med jakken og paraplyen. Det rammer det i virkeligheden bedre. For det, vi gør, kan hurtigt blive en vane, og derfor har vi en forpligtelse til at blive ved med at være skarpe,« siger bladtegner Niels Bo Bojesen. Illustration: Niels Bo Bojesen

Alligevel føler Niels Bo Bojesen ikke, at han ligger under for hverken egen eller andres censur. Han får lov at tegne, hvad han vil, og oplever ikke, at der for eksempel sniger sig tanker ind om, at en stor næse eller et stort skæg er no-go. Men han nævner også, at dét måske i virkeligheden er resultatet af et bevidst valg fra hans side.  

»Jeg tror faktisk, at jeg med vilje stikker hovedet lidt i busken. For hvis du har en bevidsthed om, at der er ting, du ikke må, så bliver den kreative proces jo kortsluttet. Og så kan du ikke arbejde. Derfor må man prøve at sige fra over for det for at forblive fri,« siger Niels Bo Bojesen.  
Af samme grund har han også valgt ikke at have en profil på Facebook. Ganske enkelt for at undgå at risikere at blive begrænset af en større bevidsthed om reaktionerne på hans tegninger. Heller ikke Gitte Skov har bevæget sig ud på de sociale medier. 

»Jeg er ikke på Facebook, og det er til dels, fordi jeg er bange for, at det vil påvirke mig for meget at skulle forholde mig til reaktionerne derinde. Jeg orker ikke at skulle svare på alt muligt omkring mine tegninger, og derfor arbejder jeg bevidst lidt inde i en glasboble,« fortæller hun. 

En anden forklaring på den stigende selvcensur skal ifølge Lars Refn findes i bladtegnernes tilknytning til arbejdsmarkedet. Mens mange tegnere før i tiden var fastansatte på aviser og blade, ser billedet i dag helt anderledes ud. Og det spiller også ind, vurderer han.  

»Jeg tror næsten, at de fastansatte bladtegnere kan tælles på én hånd i dag. Og det er klart, at du som freelance-tilknyttet får en lidt anden relation til din chefredaktør. Du kan tillade dig en lille smule mindre, og du bliver måske en lille smule mere pleasende, for du vil jo gerne gøre ham rigtig glad,« siger Lars Refn. Han bliver bakket op af Bob Katzenelson, som har samme fornemmelse, uden dog at kunne bevise det med konkrete eksempler. 

»Jeg tror godt, han kan have ret. Som tegnere vil vi jo ikke være besværlige. Men hvis vi er, kan arbejdsgiverne jo bare lade være med at ringe til os igen. De skal ikke ud i en fyringsrunde, og de risikerer ikke at lide økonomisk tab. De kan jo bare ringe til en anden tegner næste gang. På den måde tror jeg da i en eller anden grad, at vi er mere sårbare,« siger han.

Gitte Skov arbejder også freelance, og hun oplever især, at man skal være særligt forsigtig, når man tegner til fagblade og organisationsblade. Det synes hun langt hen ad vejen er fair nok – for som hun betegner det, er det jo dem, der »betaler gildet«.  
»Men jeg har for eksempel oplevet, at Ældre Sagen har været meget nærtagende over for, hvordan ældre mennesker tegnes. Og det vil jeg helt sikkert have i baghovedet, hvis jeg nogensinde skulle tegne for dem igen,« siger hun. 
Ældre Sagen har indtil videre ikke vendt tilbage til hende med nye opgaver, efter at hun på et tidspunkt havde protesteret, fordi de ikke ville have, at hun tegnede gamle mennesker med krumme rygge og hule kinder til en artikel i deres blad.  

»Jeg måtte argumentere for, at det ikke kunne nytte noget, at de alle sammen lignede velholdte 60-årige på tegningerne, når teksten også handlede om folk på 80 og 90 år. Og det havde vi så en diskussion om,« husker Gitte Skov.
 Redaktionschef for Ældre Sagen Sanna Kjær Hansen siger om episoden:

»Tegneren skulle illustrere en artikel om en undersøgelse, der viste, at vi hvert år lægger måneder til vores levealder og bliver mere og mere friske som gamle. Derfor var det et fejlskud, at der i første omgang blev tegnet en helt rynket og indskrumpet gammel mand i en lænestol. Vi kan sagtens lege med satiren, men vi kan ikke tegne ned til vores målgruppe. Og i det her tilfælde ville det være så forkert og en lussing i ansigtet på dem at bruge den tegning,« siger hun. 
Ifølge Sanna Kjær Hansen tegnede Gitte Skov efterfølgende en ny tegning, som var »spot-on«. Gitte Skov påpeger da også selv, at der selvfølgelig kan være mange forskellige grunde til, at Ældre Sagen aldrig vendte tilbage til hende med nye opgaver. Alligevel synes hun, der er noget principielt i eksemplet. 

»Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at netop Ældre Sagen skal være meget opmærksom på, hvordan ældre mennesker bliver skildret i medierne. Men hvis de alle sammen har fået Botox og en smart klipning, så kan man jo ikke se, at de er gamle. Så tager du jo alle mine virkemidler fra mig som tegner, og så bliver det hele nemt lidt for ufarligt,« siger Gitte Skov. 

Også Lars Refn frygter, at den snigende selvcensur blandt bladtegnerne betyder, at den satiriske tegning mister det element, der gør, at den kan spidde virkeligheden og sætte problemer til debat. 

»Vores formål som bladtegnere er jo at stikke vores forgiftede penne ind i de sår, som samfundet måtte have. Det er ikke vores opgave at være søde og fredsskabende på nogen måde. Men den yderste konsekvens af selvcensuren er jo, at bladtegningen bliver ligegyldig, fordi den bliver for pæn og stueren,« siger Lars Refn.  

Du siger ’i yderste konsekvens’. Men er det også en reel trussel mod faget nu og her? 
»Ja, det synes jeg helt bestemt, at det er. Det, vi kan, er jo at gå ind og spidde virkeligheden med vores tegninger. Men jeg synes, at der er en tendens i blade, tidsskrifter og magasiner til, at redaktørerne er lidt for bange for at provokere og skræmme sine læsere og annoncører væk. Derfor vil han tit hellere have et sødt billede af en mursejler, der flyver op mod skyerne, end han vil have, at en bladtegner stikker sin forgiftede pen ind i problemstillingen,« siger Lars Refn. 

Emnet var selvcensur, da den franske satiretegner Jean Plantu for nylig gæstede København for at holde masterclass for sine danske kolleger. Sidst på dagen skulle tegnerne give deres bud på, hvordan man tegner selvcensur. Tegningerne her på siden er eksempler herfra.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen