Danske medier bringer Charlie Hebdos nye forside

De fleste danske medier - men ikke JP - bringer Charlie Hebdos nye forside, der angiveligt forestiller Muhammed. Men hos Politiken og Ekstra Bladet gik der flere timer, fra de bragte nyheden, til de tilføjede tegningen. "Jeg var lidt længe om at komme ud af starthullerne i morges," forklarer Bo Lidegaard til Journalisten (Opdateret 11.08: JP forklarer)

“Må vi vise forsiden på Radio 24syv Facebookside og dermed vise profeten Mohammed?”

“Ja, det må I godt, for der er ingen tvivl om, at det her er en forside, det er den måske mest omtalte forside i hele verden, nogensinde. Og det er selvfølgelig en dokumentation af, hvad er det for et blad, og hvad er det vi allesammen kommer til at tale om. Så den lægger vi op på vores forside, så folk kan se, hvad det er vi snakker om.”

Radio24syvs morgenværter Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup valgte at afklare spørgsmålet i direkte radio. De ringede til chefredaktør Jørgen Ramskov i morges ved syv-tiden. Resultatet kan du læse herover.

En lang række danske medier har her til morgen bragt forsiden på Charlie Hebdo, som udkommer i morgen. Selvom ti kolleger blev dræbt i det blodige attentat i Paris i sidste uge, udkommer magasinet som sædvanlig efter stor støtte fra både ind- og udland.

Forestiller tegningen Muhammed?

Det er Charlie Hebdos første forside siden attentatet. Den forestiller en mand i turban med et skilt, hvor der står “Je suis Charlie”. Øverst står med store bogstaver Tout est pardonné – “alt er tilgivet”. Mange tolker tegningen sådan, at den forestiller profeten Muhammed.

Forsiden er tegnet af Charlie Hebdo-tegneren ‘Luz’. Han har tidligere fortalt, at han sov over sig i onsdags og derfor ikke nåede at være med på det skæbnesvangre redaktionsmøde, der blev angrebet.

Franske medier skriver, at den udgave af Charlie Hebdo, der udkommer onsdag, forventes at komme i tre millioner eksemplarer og på 16 sprog.

JP: Ikke forsvarligt at bringe profet-tegninger

Journalisten har taget en rundtur på de danske landsdækkende netmedier tidligt i morges. Langt de fleste har bragt tegningen i skrivende stund. Det gælder bt.dk, berlingske.dk, dr.dk, politiken.dk, eb.dk, tv2.dk og mx.dk.

Jp.dk har omtalt forsiden allerede klokken 23.59 i aftes, men artiklen er ikke ledsaget af Charlie Hebdos forside.

Jyllands-Posten omtaler forsiden, men bringer den ikke på nettet. Hvorfor?

Vi har i den seneste tid meldt ret klart ud, at vi for tiden ikke finder det forsvarligt at trykke profet-tegninger – vore egne eller andres – i Jyllands-Posten. Af dette følger naturligvis, at vi heller ikke trykker dem i dag,” forklarer ansv. chefredaktør Jørn Mikkelsen i en mail,

Gælder samme beslutning morgendagens papiravis?

“Ja.”

Ventede otte timer med tegningen

Flere af medierne ventede flere timer med at sætte illustrationen på. Eksempelvis er Ekstra Bladets omtale publiceret klokken 00.01, men Charlie Hebdos forside kom først på artiklen her til morgen omkring klokken 8.

Journalisten skrev til chefredaktør Poul Madsen, inden der var illustration på.

Journalisten gør status over hvilke medier, der bringer den nye forside af Charlie Hebdo, der har en mand på forsiden, der kan tolkes som Mohammed. EB har omtale af forsiden, men viser den ikke, i modsætning til BT og Berlingske fx. Vil du forklare hvorfor? Vil I bringe forsiden af papiravisen i morgen? 

“Vi bringer forsiden på eb.dk nu fordi det er journalistisk relevant og har en nyhedsværdi at vise den. Papiravisen vil også blive vurderet ud fra samme kriterier,” svarede Poul Madsen, og samtidig blev illustrationen tilføjet artiklen på EB.dk.

Politiken: Lidt længe om at komme ud af starthullerne

Politiken ventede godt otte timer med at vise forsiden, efter de havde omtalt den første gang.

Chefredaktør Bo Lidegaard forklarer over for Journalisten:

“Det enkle svar er, at jeg var lidt længe om at komme ud af starthullerne i morges,” skriver han i en mail.

Hvorfor traf redaktionen ikke selv beslutningen om at bruge forsiden?

“Vores redaktionelle beslutningsprocesser er, som vi finder bedst,” skriver Bo Lidegaard.

Berlingske bragte tegning straks

Berlingske.dk bragte en artikel om Charlie Hebdos nye forside klokken 00.42. Her var illustrationen med fra start, og det samme var en forklaring fra ansv. chefredaktør Lisbeth Knudsen på, hvorfor man bringer den.

»Forsiden af det nye nummer af Charlie Hebdo bliver uden tvivl et ikonisk dokument, som vil blive husket længe på grund af massakren. Derfor bringer vi den som vigtig journalistisk dokumentation. Den hører selvfølgelig til en relevant dækning af denne skelsættende begivenhed,« udtalte Lisbeth Knudsen.

Løbende opdateret indtil kl. 9.20.
Opdateret kl. 10.08: Berlingske tilføjet artiklen.
Opdateret kl. 10.18: Flere fakta tilføjet.
Opdateret 11.08: Svar fra JP tilføjet.

0 Kommentarer